vand

Vand, symboliserer det livgivende, rensende, frugtbarhed, fødsel og genfødsel, den urmoderlige fostertilstand, det ubevidste, det flydende og strømmende, urstof og ophav, men også kaos, undergang og død, og er et af de fire elementer. For lidt vand er en katastrofe, medfører tørke og ørken. For meget vand er også en katastrofe, medfører oversvømmelse og udslettelse. Vand findes i forskellige former, som hav, sø, flod, å, kilde, dvs. nederst, men også foroven, som regn, sne, rim m.v.

I mange skabelsesmyter er vand det første, et urhav, et udifferentieret kaos, ofte symboliseret ved et uhyre. Gud spalter vandet, slår uhyret ihjel og sætter orden ind i verden ved at partere vanduhyret, hvis dele bruges til at danne verden af. Men kaos truer stadig i form af oversvømmelse (i Bibelen: syndfloden), der kan skyldes menneskers oprør mod Gud. Kaos kan bekæmpes på guddommelig vis, hvilket fx ses i skildringen af, at det Røde Hav deler sig – som om dæmonen blev spaltet –, så israelitterne kan flygte fra egypterne, der til gengæld udryddes af vandmasserne, 2. Mos. 14. Kaosvandet kan også identificeres med Dødsriget – og også med betydningen forladthed –, som det fx ses i Jonas' Bog, hvor Jonas i tre dage er i den store fisks bug.

Dåben, fx den kristne, rummer samme symbolik: Den, der skal døbes, dør i kaosvandet, men vandet er samtidig livgivende, og af det stiger det nyfødte eller genfødte menneske. Symbolikken ses særlig tydeligt hos fx baptister, hvor den døbte kommer helt under vandet.

Vand bruges i mangfoldige sammenhænge som renselses- og indvielsesmiddel. I både jødedom, islam og shinto bruges renselse med vand, en rituel vask, fx i forbindelse med muslimers bøn, ved jøders synagogegudstjeneste og ved indgangen til et helligt område i shinto. Ved indvielser af fx et nyt hus bruges helligt vand. I den katolske kirke bruges vievand. Vand fra fx Jordanfloden kan opfattes som helligt, og i mange tilfælde bruges vand som helbredelsesmiddel ved hellige kilder, hvortil der valfartes.

I Johannesevangeliet bruges som central metafor for Jesus, at han er Livets Vand; evangeliet er fuldt af strømmende, vederkvægende vand, en stadig understrøm af liv.

Også i jungiansk psykologi tydes vand som regenerationens element, kræfter i det ubevidste.

Navnet på den græske kærlighedsgudinde Afrodite, “den skumfødte”, med tilnavnet Anadyomene, “Hun der står op af vandet”, viser hendes herkomst fra havet (Venus).

Vand i forskellige afskygninger personificeres; det gælder i myter, som nævnt i store kaosuhyrer, men også som fx den græske havgud Poseidon og den nordiske Ægir, og i sagn, folkeviser og eventyr, fx som havfruer, flodvæsener og åfolk, fx nøkken.

Vandmanden, Aquarius, er navnet på et stjernebillede, og i astrologien og New Age er Vandmandens Tidsalder et centralt begreb, hvor harmoni og åndelighed vil indtræffe.

Nils Malmros udnytter i filmen Drenge, 1977, en oversvømmelse i hjemmets kælder, hvori den lille dreng med skrækblandet fryd vader med store gummistøvler, som et mangetydigt symbol, også af seksuel art. De litterære eksempler med konkret vand og vand som symbol er talrige; nævnes skal blot: Carsten Jensen, Vi, de druknede, 2006, Ib Michaels og Troels Kløvedals bøger, Klaus Rifbjerg med det fine, helt ligetil, men ikke banale digt “Et glas vand”, bl.a. trykt i essayet “Vand” i Hvordan har vi det i dag?, 2006, Inger Christensens tekst “Vandtrapper” (1982, opr. 1969) samt Pia Tafdrup (fx digtsamlingen Springflod, 1985, poetikken Over vandet går jeg, 1991, og ikke mindst digtsamlingen Dronningeporten, 1999). I sidstnævnte digtsamling er vand et gennemgående symbol; digtene spiller på mytologisk, især bibelsk stof, og har vand af forskellig art som titel på de enkelte dele: “Dråben”, “Søen”, “Floden”, “Brønden”, “Havet”, “Livsvæsker”, “Badet”, “Regnen” og “Regnbuen”, fra det mindste til det største, og hver del med en form og en tematik, der svarer til den enkelte variant af vand.

Om vand har L. Feuerbach bl.a. skrevet: “Vand er den reneste og klareste af alle væsker. Det er pga. dets naturlige karakter og kvalitet, at det bliver et billede på Helligånden (i dåben). Vand har en betydning i sig selv, som vand”. Sagt af en glødende ateist.

For hvert menneske er dobbeltheden i vandet tydelig: “På det dybe vand” eller “ud hvor du ikke kan bunde” angiver usikkerheden, druknepanikken. At stige op fra havet, som genfødt, eller at drikke et vederkvægende, køligt glas vand, hører til tilværelsens mest livsalige oplevelser. Blandt de døde metaforer er nogle med bibelsk baggrund: “svæve over vandene”, “gå på vandet”, “vandene skilles”. Andre faste udtryk er: “træde vande”, “gå i vandet”, “slå koldt vand i blodet”.

Se også elementer, flod, hav, sø, å, dåb, brønd og kilde, fontæne, bad, regn, rent og urent, syndflod og verden.