luft

Luft, udgør sammen med ild, jord og vand de fire elementer i elementlæren. Luftens såkaldte elementarånder kaldes sylfer eller sylfider. Også engle kan siges at høre luften til som formidlere mellem himmel og jord. I nogle sammenhænge er luften negativ, fx i GT, hvor den kan symbolisere det tomme og forgængelige, jævnfør også udtryk som “luftigt”, “varm luft”, dvs. tom snak, “luftkastel”, dvs. urealistisk drøm, “forsvinde i den blå luft”, “luftsteg og vindfrikadeller”, dvs. ingenting, og “han var luft for hende”, dvs. betød ingenting. I andre er luften positiv, det livgivende og tæt forbundet med vind, sjæl, ånd, ånde, åndedræt. Det græske ord pneuma, som fx bruges af Paulus i 1. Kor. 15, 44, rummer netop alle disse betydninger. De øvrige græske betegnelser for luft, aér, atmosfære, og aithér (jævnfør æterisk) peger på luften som symbol for en højere, åndelig og oversanselig verden; således ses luften fx i okkultismens ætereller astrallegeme. Aither er også en guddom i græsk skabelsesmytologi, symbol for den lysende luft.

Menneskets drøm om at kunne flyve som en fugl er kædet sammen med luften. Man kan ønske at “få luft under vingerne”.

I inuit-myter optræder en luft- eller vejrånd, Sila, der kontrollerer regn, sne, vind og hav; en god ånd, der dog kan straffe menneskenes tabubrud med sygdom, dårligt vejr og mangel på jagtlykke.

H.C. Andersens eventyr “Den lille Havfrue”, 1835, slutter med, at hun forvandles fra skum til luftånd; i denne verden kunne hun ikke leve, men måtte sublimere sin natur. En smuk salme af W. Gregersen indfanger højtidsstemningen med udsagnet “Der er noget i luften, / jeg ved ikke hvad.” Oehlenschlägers digt “Underlige Aftenlufte!”, 1811, handler om længsel som en luftning. I indledningen til J.P. Jacobsens roman Marie Grubbe, 1876, bruges en sommerluftning til at nærme sig hovedpersonen og hendes sensuelle drømmeverden.

Se også elementer, sylfer, engle, flyvning, ånd, ånde og sjæl.