klovn

klovn, en fast komisk figur i især cirkus, med rødder tilbage i den italienske commedia dell'arte, hvor Harlekin og Pjerrot er blandt udformningerne. Der kan være tale om pantomime eller om talende klovner. Klovnen kan være en dummepeter, en bondsk type, en hvid og mere elegant, en grovkornet osv. De bedste klovner formår at skabe en dobbelthed af komik og tragedie, en melankolsk dybsindighed midt i gøglerierne. Denne eksistentielle dimension er også indfanget i fx Charlie Chaplins og Buster Keatons figurer, i Samuel Becketts brug af klovner, gøglere og vagabonder i fx skuespillet Vi venter på Godot, 1953, i en række film af Federico Fellini og i Ingmar Bergmans film Gøglernes aften, 1953. I dansk tradition rager i de senere år Søren Østergaards klovner i Zirkus Nemo op, foruden en mere ironisk-sarkastisk tolkning af figuren i Kasper Christensens og Frank Hvams satireserie Klovn.

Overført kan klovn betyde en dum eller klodset person, også kaldt klodsmajor eller at spille fransk klovn. Ord med kl- har ofte en nedsættende betydning.

Klovnefigurer findes i vel alle kulturer, også som narre og dværge, og har sin religionshistoriske parallel i tricksteren, den figur, der gør alting omvendt, driller guderne og sætter fart i kulturudvikling. I en graffiti fra kejserpaladset på Palatinerhøjen i Rom ses Jesus parodieret som klovn; tegningen viser Jesus med æselhoved på et krucifiks. Ved nærmere eftertanke rammer spotten måske plet: Jesus som “klovn” gør netop alting anderledes, drejer rundt, driller, bryder tabuer, græder og ler på samme tid og drilles og hånes og korsfæstes som en syndebuk.

Se også cirkus, maske, teater og nar.

Artiklen klovn er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk