Nomader, omvandrende hyrdefolk, uden fast bopæl, der lever på stadigt nye steder, typisk i telte. Det drejer sig bl.a. om kvægnomader i fx Nærorienten og Nordafrika, og om rensdyrnomader, bl.a. samerne i Skandinavien. I GTs mytiske beretninger om tiden før bosættelsen i Det forjættede Land skildres en nomadekultur, hvor fx Pagtens Ark har været en transportabel helligdom, sandsynligvis bestående af nogle sten. I det hele taget er det karakteristisk, at folk, der er blevet bofaste, i deres religiøse riter stadig mimer tiden, da de var på vandring; det drejer sig bl.a. om pilgrimsfærden til Mekka. Til traditionel nomadekultur hører som central moralkodeks æren og gæstfriheden.

I vore dage kan begrebet også bruges om livsform inden for moderniteten, om en særlig flagrende og rastløs livsform, uden fast bosted, i evige opbrud, om rejsen og dens opbrud og ankomster, livet som grænseløs vandringsmand, bohemeagtig, en pilgrim uden mål, labyrintisk og primitivt levende – og ofte med en ganske stærk romantisk opfattelse af de “ædle vilde”, der lever i en særlig “drømmesporsdimension”. Prototyper på disse nomader er den engelske forfatter Bruce Chatwin og danske Henrik Nordbrandt; sidstnævnte har kufferten som nomadisk symbol. Chatwins essay “Nomadeinvasioner” (opr. fra 1972) fra Hvad gør jeg her, 1991, er en nøgletekst; følgende citat er ikke ganske uden romantisering: “Menneskenaturen har en instinktiv drift mod bevægelse. Det at rejse bidrager til en følelse af legemligt og åndeligt velbefindende, mens monotonien i langvarig bosættelse eller regelmæssigt arbejde væver mønstre i hjernen som fremkalder træthed og en følelse af personlig utilstrækkelighed.”

Se også rejse, pilgrim, vandringsmand og boheme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig