tigger

Tigger, i flere religioner er munkelivet forbundet med ikke at måtte eje noget. Derfor må fornødenheder opnås gennem et system af gaver og almisser eller gennem, at munke direkte går ud for at tigge. Tiggermunke findes i et antal katolske munkeordener; den kendteste tiggermunk af alle er Frans af Assisi. I buddhismen anses det for fortjenstfuldt at give mad og andre gaver til munkene. Om morgenen drager munkene ud på en ritualvandring for at tigge mad i deres tiggerskåle uden for lægfolks hjem. Eller lægfolk bringer selv mad til klostrene. Øvrigt udstyr, fx dragter, til munkene gives ved særlige lejligheder. I buddhistiske lande findes der simpelthen forretninger, hvor lægfolk kan købe en slags munkepakke med fornødenheder til én munk for en længere periode. I de vestlige lande er tiggere et – alt efter temperament – eksotisk eller irriterende indslag i bybilledet, et glimt af forhutlethed midt i al velfærden, men også ofte systematiseret og gjort bevidst værre og styret af en pater familias, der som en edderkop samler alle trådene – og moneterne. Det er fx tilfældet i nutidens Rom, det Rom, hvor proletardrengen med de store evner, Antonio, i H.C. Andersens roman Improvisatoren, 1835, frygter sin betlende Onkel Peppo, der tigger ved Den Spanske Trappe, som var han Fanden selv, symbol for fortabelsesmuligheden ned i pjalteproletariatet. I indledningen til Tom Kristensens roman Hærværk er synet af en tigger ved Ole Jastraus dør et tegn på Jastraus kommende deroute og selvødelæggelse. Social brod – og en vis romantisering – er der i en række af Ch. Dickens' proletarskildringer og i det engelske syngespil The Beggar's Opera, af John Gay, 1729, i dag kendt i B. Brecht og K. Weils bearbejdning Dreigroschenoper (Laser og Pjalter), 1928.

Se også fattig og rig, livsaldre og gave.