tjener og herre

Tjener og herre, “Ingen kan tjene to herrer”, siger Jesus i Bjergprædikenen, Matt. 6, 24. Af konteksten fremgår det, at der hentydes til Gud og mammon (eller måske snarere Mammon, penge som gud). I de tre abrahamsreligioner jødedommen, kristendommen og islam er Herren Gud og mennesket en tjener, der yder “gudstjeneste”, og hvis hele liv skal være en “gudstjeneste”. I GT kaldes Gud ofte Herren eller Gud Herren, og i islam er Allah Herre (arabisk rabb; det samme ord som det hebraiske rabbi, jævnfør rabbiner). I islam er mennesket i radikal forstand Guds tjener, abd, og betegnelsen for de religiøse pligter, også kaldt “de 5 søjler”, hedder ibadat, et ord, der hænger sprog ligt sammen med abd. Islams forestilling om Guds absolutte suverænitet medfører, at alt er Guds, også “ejendomme”, og alle mennesker er principielt ligestillede tjenere; socialismens klassekamp er derfor “overflødig” i en islamisk sammenhæng. En række personnavne viser det gudstjenende i islam: Abduh, Abdul, Abdallah.

En ejendommelig skikkelse i Esajas' Bog i GT kaldes Herrens (lidende) Tjener (Ebed-Jahve); han skildres som en person (eller gruppe eller begivenhed), der gennem sin fornedrelse frelser de mange. Jesus har som en væsentlig kristologisk titel det græske ord for Herre kyrios. Men han er også tjener, som det fx skildres i Filipperbrevets såkaldte Kristushymne, 2, 6-11: Han gav afkald på at være i Guds skikkelse og tog en tjeners skikkelse på, ydmygede sig indtil “døden på et kors”, hvorefter Gud ophøjede ham. I mange situationer i evangelierne er det denne dobbelthed i Jesusfiguren, der forvirrer og provokerer selv hans nærmeste discipelkreds: Gud som tjener, hvordan kan det dog hænge sammen? En af Jesu lignelser, Matt. 25,14-30, handler i øvrigt om tre tjeneres forhold til deres herre, der har betroet dem et antal talenter. En pointe i lignelsen er, at den ene tjener får forvredet sit liv, fordi han opfatter sin herre (Herren!) som hård og straffende.

Ud over den religiøse tydning har herre bl.a. en standsmæssig betydning: at være i tjeneste som slave, tyende eller opvarter, som “tjenende ånd”. Udtrykket “tjenende ånd(er)” har været gennem en betydningsmæssig rutsjetur; oprindelig stammer det fra Hebræerbrevet 1, 14, hvor det bruges om englene. Man kan være “i tjenesten” (fx en hemmelig), stå “til tjeneste” (hjælpsom), “tro tjener” (ydmyg og uselvisk). Man kan være “betjent” (fx i politiet), komme “ud at tjene” som “tjenestedreng eller -pige”, dvs. som medhælper på en gård. Tjenestedrengen bliver næppe “tjenestemand” (fx ansat i kommune eller stat på særlige vilkår) eller får “tjenestevogn”.