bue og pil

bue og pil, er i lange perioder af menneskehedens historie hovedvåben til kamp, krig og jagt. De tillægges symbolske kvaliteter som tapperhed, viljekraft, herskerevne. De var attribut for en række græske/romerske guder, fx Apollon, Artemis (Diana) og Eros (Amor, Cupido). Eros har to slags pile, idet han både kan ramme mennesker, der ønsker, og mennesker, der ikke ønsker at blive forelsket. Apollons pile regner i begyndelsen af Iliaden ned over grækerne og bringer pest med. Odysseus er, da han vender hjem til Itaka, den eneste, der kan spænde sin egen bue, og derfor den, der skal herske.

Flere kristne martyrer blev dræbt af pile, dog ikke Sebastian, der bundet til et træ mirakuløst overlevede en hærskare af pile, men siden blev pryglet ihjel. I billedfremstillinger ses Sebastian gerne med en flok pile i sin forpinte krop. Én pil er derimod nok for helgeninden Teresa af Avila; hun rammes i hjertet af en engel som tegn på guddommelig kærlighed og både pines og smelter hen i ekstase; hendes mystiske oplevelse er mesterligt gengivet, med erotiske overtoner, i Berninis skulptur “Den hellige Teresas henrykkelse”, 1645-52, i kirken Santa Maria della Vittoria i Rom.

I nordisk mytologi er det en skæbnesvanger begivenhed, da Balders blinde bror Høder dræber Balder med en pil af mistelten og derved bringer døden ind i (gudernes) verden.

For eftertiden står (prærie)indianerne som en prototype for et “folk”, der har bue og pil som centralt våben; for hver dræbt fjende tildeltes der en speciel fjer; brudte pile eller pile i bundt symboliserede fred hos dem.

Helten Arjuna i det hinduistiske læredigt Bhagavadgita er om nogen bueskytte, når han farer frem i sin stridsvogn. Han er dog i tvivl om kampens formål, indtil guden Krishna overbeviser ham.

I japansk zenbuddhisme er en meditationspraksis bueskydningen. Det gælder om at nå enheden, så der ikke er forskel på pil og mål; og om at være både så anspændt og afspændt, at den mediterende skytte kan ramme plet i mørke! (fx skildret i Herrigel: Bueskydning og zen).

Som det gælder så mange våben, er der et klart fallisk aspekt i pilen.

“At spænde buen for højt eller hårdt” er et udtryk for “at stille for store forventninger”. “På med pilen, Palle” er et bevinget ord, der stammer fra en Otto Leisner-tv-udsendelse 1972.

Ordet “bue” kan også bruges om en byggeform, der er dannet som en bue, som er spændt over en åbning i en bygning. Triumfbuer fra antikkens Rom fejrede herskernes sejre og efterlignes fx i nutidens Paris. Endvidere kan “bue” være del af musikinstrument, fx til violinen; dobbeltheden i betydningen spiller Ivan Malinowski måske på i et digt, “Leve som var der en fremtid og et håb”, 1968, hvor han skriver, at man over for imperialisterne skal blive ved med “at føre pennen penslen buen”. Som kunstens “våben”.

Se også våben, krig og fred og regnbue.

Artiklen bue og pil er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk