MASKINER Skrot kan også have dekorativ virkning – og være memento mori – på dette foto af en bilkirkegård af Nicolai Perjesi.

.

Maskiner, motorer, som et centralt tegn på menneskets tekniske formåen har det udviklet stationære eller mobile (køre- og fartøjer) maskiner og motorer, fx cykler, tog (lokomotiver), automobiler, traktorer, flyvemaskiner, robotter. I nyeste tid er der også skabt maskiner, der kan være både stationære og mobile, fx mobiltelefonen og den bærbare computer. Et vigtigt teknisk element i de mobile er opfindelsen af hjulet, men i øvrigt er fx elektricitet, atomkraft, vand-, sol- og vindkraft blandt hjælpemidlerne i maskinerne. En af definitionerne på mennesket er, at det er homo technicus, det tekniske menneske, eller homo faber, mennesket, der bearbejder naturen og frembringer ting. Maskiner er et kulturelt fænomen, skabt ud af naturens råstoffer. Nogle hilser til stadighed de nye maskiner velkommen som menneskehedens triumfer, andre stiller sig skeptisk, påpeger farer, fx forurening og trafikpropper, eller bliver deciderede maskinstormere.

I mytologisk henseende kan der peges på et par nøglesymboler: den bibelske myte om Babelstårnet og den græske myte om Ikaros. Også Leonardo da Vincis vældige eksperimenter omkring fx menneskets mulighed for at flyve har antaget en næsten mytisk karakter. Hvad man kan fantasere sig til, kan man skabe, siges det sommetider i en slags overmod om menneskets muligheder. Kan mennesket i sidste instans skabe sig selv eller kan maskiner blive så sofistikerede, at de mimer eller overtager menneskets funktion?

Det sidste er fx spørgsmålet omkring udviklingen af robotter. Ordet robot er oprindelig et begreb hentet fra science fiction-litteraturen og kunstens verden; de tjekkiske brødre Karel og Josef Capek indførte det tjekkiske ord omkring 1920, der egentlig betyder “slavearbejde”. I de allerseneste år har man især i Japan arbejdet med fremstilling (skabelse?) af robotter som humanoider eller androider, dvs. menneskelignende. Prof. Hiroshi Ishiguro konstruerer sin egen robottvilling, en kopi af sig selv og et robotbarn, der vokser op. Den særlige japanske begejstring for robotter hænger måske sammen med den japanske naturopfattelse: at alt er besjælet, så sådan et teknisk væsen er også en sjæl, og måske kan man i fremtiden tænke sig maskinvæsener, transhumanoider, der er nye levende væsener, og som viser, at mennesket ikke er slutstenen. En udbredt opfattelse i Vesten er derimod, at mennesket ikke kan skabe, det kan kun Gud. Lignende problemer omkring virkelighed og liv har man fx i begreber som kunstig intelligens, cyberspace og virtuel virkelighed.

I dansk litteratur skifter opfattelsen af maskiner og motorer ofte fra begejstring til frygt. Blandt de begejstrede er H.C. Andersen og Johannes V. Jensen; H.C. Andersen fantaserede dels om, hvordan der ville være fart på, også kommunikationsmæssigt, “Om Aartusinder” (titlen på et lille eventyr); dels skildrede han sit livs første togrejse i stykket “Jernbanen” i rejsebogen En Digters Bazar, 1842; her skriver han bl.a., at dette “Aandens Storværk” er en moderne troldmands værk, Mephistofeles kan godt pakke sammen med sin flyvekappe, for her i togets fart er den sande rejsepoesi, en forening af følelse og fantasi med forstanden. Han har “ligesom skuet Gud Ansigt til Ansigt”, en andagt han sammenligner med kirken, skoven, havet og den stjerneklare nat. Også for Johannes V. Jensen er tempoet vigtigt, men hos ham er det nok så meget den vældige kraft i maskinerne, der tilbedes, fx i stykket om “Maskinerne” på Verdensudstillingen i Paris, i Den gotiske Renæssance, 1901, hvor han tolker kraftspændingen i en dampmaskines femogtyve hundrede hestekræfters spil som et tegn på menneskets og realiteternes og det synliges sejr over gudernes ufattelige kraft. Når mennesket kan skabe noget så vældigt, bliver dét myten, og vi behøver ikke længere gudemyter. Damplokomotivet har nok en “herkulisk Vækst”, men som et stykke sansbar virkelighed. Reaktioner på denne begejstring ses bl.a. hos Knut Hamsun og Jacob Paludan. Sidstnævnte var til sin dødsdag hunderæd for at sidde i en bil. I Ernst Bruun Olsens “fjernsynsfarce” Et fjernsynsmareridt, 1964, satiriseres der vældigt over den lille, velholdte bil som det begyndende velfærdssamfunds dominerende symbol.

Maskiner kan også (mis)bruges til at være statussymboler; størrelse, mærke, elegance eller maskulinitet, ja, decideret fallossymbolik ses i fx de store amerikanerbiler (“øser”) og elegance og rigdom markeres fx med en “Jaguar”. Prestige er der for nationer og firmaer i fx højhastighedstog, kæmpemæssige krydstogtskibe, jumbojetter og Concorder.

Se også transportmidler, hjul, flyvning, skib, homo- og natur og kultur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig