Tromme, bruges i mange sammenhænge, ved religiøse ceremonier, ved dans, ved marcher, i symfoni- og jazzorkestre. Trommen forbindes bl.a. med torden, en kosmisk lyd, kontakt med det overnaturlige. En shaman, fx den grønlandske angakoq, kan som central rekvisit have en tromme, hvis lyd bringer ham i trance, og hvis slag på trommeskindet kan være ledsaget af trommesange; den runde tromme kan symbolisere hele verden og være bemalet eller udsmykket; dette kosmiske princip i udsmykningen findes også fx hos samernes shaman-tromme, der tydeligt viser en tredelt verden og selvfølgelig samen og hans rensdyr i centrum. Hos samerne havde trommen to hovedfunktioner: Den blev brugt til at komme i trance med og ved spådomskonsultationer. Et væsentligt tidsskrift inden for neoshamanismen hedder “Shaman's Drum”, 1985ff; titlen symboliserer de to sider af virkeligheden, sådan som den opfattes i neoshamanismen, og trommen er et bindeled mellem den materielle verden og åndernes verden. Også i riter i øvrigt og i danseceremonier, fx afrikanske og afroamerikanske, bruges trommen som kanal til ekstasens verden. Ved templer og helligdomme i det fjerne Østen bruges trommeslag på ofte meget store gonger (også kaldt gonggonger; ordet er oprindelig malajisk), til markering af religiøse begivenheder; gonger bruges også i verdslig musik og – også i Vesten – som signal til, at maden er serveret.

Trommen bruges også til march og parader, fx til sørgeparader, hvor rytmen er forskubbet, dvælende, gravitetisk. Sit hidtil mest komplekse udtryk har trommespil fået i den rytmiske musiks, især jazzens, festfyrværkeri og “trommehvirvler” af slag på alskens slagtøj. Selve pulsen i det enkelte menneske synes intimt forbundet med trommens puls. Raffineret kan man derimod ikke kalde trommemaskinens enerverende dunkdunk, som bruges i så megen popmusik.

Med enestående dæmonisk virkning høres en lilletromme i Carl Nielsens 5. Symfoni, 1922, i kamp med den blide klarinet, som var det mødet mellem den nye kaotiske verden, selve ragnarok, og en idyllisk verden af i går. Carl Nielsen siger, at trommeslageren skal improvisere, “som om han på alle måder søger at standse musikkens fremdrift”. Truende lyder den til det sidste, indtil den ebber ud som et sagte bølgeslag mod en strandbred.

I Günter Grass' store roman Bliktrommen, 1959, trakterer dværgen Oskar, indlagt på en sindssygeanstalt, sin tromme på militærisk vis, men også som protest mod tilstanden i Tyskland 1929-59. I Peter Fabers julesang “Højt fra Træets grønne Top”, 1848, vil Peter absolut standse ved den gren, “Hvorpaa Trommen hænger”. “At slå på tromme” kan betyde at gøre reklame for, og “at tromme sammen” at samle sammen på en lidt markskrigerisk måde. “Op, lille Hans, op og slå på tromme!”

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig