urne

Urne, bruges især til opbevaring af en afdøds aske og forbindes med død og opstandelse. Urnen har gerne form som en vase, krukke eller et kar. Urnen og urnegraven forudsætter en tradition med ligbrænding, og urnegrave kendes i Danmark helt tilbage fra bronzealderen. Urner kan være anbragt i nicher i et gravkammers vægge eller i urnehaller. Urner kan være dekoreret med symboler omkring liv, død og opstandelse. I den buddhistiske gravskikstradition i Japan brændes en afdød i et krematorium, men asken føres så i en urne tilbage til hjemmet, og urnen anbringes i syv uger på et midlertidigt alter foran butsu-dan, Buddha-alteret; sørgeperioden opfattes som kritisk, idet den dødes ånd trods kremeringen ikke har fundet sit blivende sted. Når de syv uger er gået, nedsættes urnen i familiegraven på kirkegården.

Urner bruges også til fx stemmesedler (stemmeurner), en skik der kendes helt tilbage fra det gamle Rom, og som symbol for flodguder og andre personer knyttet til en flod.

“Ode on a Grecian Urn”, 1820, hedder et tankemættet digt af John Keats, en lovsang til de livfulde scener på den dekorerede vases side – og til skønheden som sandhed og omvendt. Med inspiration fra barokkens såkaldte figureller billeddigte, hvor tekstens grafiske form ligner det, den handler om, fx en vase, pokal eller grav, skrev Per Højholt et konkretistisk digt formet som en urne, “Le Tombeau D'Orphée” (Orfeus' grav), 1963.

Se også vase og gravskikke.