apollinsk og dionysisk

Apollinsk og dionysisk, begrebspar, der angiver to modsatte forståelsesformer inden for livsoplevelse og -tolkning, herunder kunsten. De har fået navn efter to græske guder: solguden Apollon, gud for bl.a. musik og digtning, visdom, lægekunst og spådom, og vinguden Dionysos (romersk Bacchus), gud for frugtbarhed og ekstase. “Apollinsk” betyder i begrebsparret det velformede, afklarede, afgrænsede; “dionysisk” er den ekstatiske, berusende og grænsesprængende livsstil.

Sammenstillingen skyldes Friedrich Nietzsches tolkning af antikkens kunst i bogen Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik, 1872. Ifølge Nietzsche er tilværelsen kaotisk og blind, men mennesket skaber sig en nødvendig illusion om en ordnet, formet helhed. Denne apollinske illusion formidles i billedkunst og digtning, men dionysiske indslag af kaos og ekstase afslører tilværelsens grumme grundvilkår, formidlet kunstnerisk gennem musik og dans. Antikkens mennesker var fuldt fortrolige med de sider af tilværelsen, der er vildskabens, nattens og orgiets, jævnfør at Nietzsches samtidige, Georg Brandes, om den antikke nat havde sagt, at den var “Natten, hvori der hades, elskes og myrdes”, i et opgør med den traditionelle opfattelse af antikken som afklaret og kølig som hvidt marmor.

Nietzsches tolkning, bl.a. samlet i en aforisme: “Man muss noch Chaos in sich haben, um einen tanzenden Stern gebären zu können” (man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne), har haft langtrækkende virkning og er også blevet bredt ud, så den bruges til fx at karakterisere den vestlige kultur. Derved kan begrebsparret jævnføres med de store modsætningspar som fx kultur og natur, fornuft og følelse, civilisation og barbari, refleksion og spontanitet og med religionernes grundpar kosmos og kaos, se også dualisme, modsætninger.

I dansk kunst har de to symboler haft stor betydning i de sidste 150 år. I litteraturen kan nævnes Tom Kristensens digtsamling Fribytterdrømme, 1920, Per Langes digtsamling Kaos og Stjærnen, 1926, og Thorkild Bjørnvigs digtsamling Figur og Ild, 1959. Bjørnvig har endvidere været optaget af det dionysiske som ekstase og destruktion i et stort essay om beat, Oprør mod neonguden, 1970; brug af stoffer, ekstatisk dans og voldsom musik på de store festivaler skaber eufori; her hersker “Dionysos” virkelig; men uden “Apollon” kammer det over, bliver grænseløst, vildt, barbarisk og destruktivt.