gud(er)

Gud(er), Livets og universets centrale magt eller magter tillægges naturligvis stor og mangesidig symbolik. Gud eller guder tilhører fantasiens og troens verden, men opfattes sjældent som abstrakter; de er konkreter, i skikkelse, med tale, selv om de ofte opfattes som usynlige, almægtige og altomfattende, alts ophav. I GTs skabelsesberetning står der, at Gud skabte mennesker i sit billede; men omvendt kunne det siges, at Gud er skabt i menneskets billede, uden at det indskrænker “hans” betydning. En dansk teolog, K.E. Løgstrup, har fanget paradokset i gudeforestillingen i dette udsagn: “Gud er den virkelighed, hvorom der kun kan tales i billeder”. Gud er et symbol, en metafor og kan aldrig blive andet, men for mennesker, der tror, er det også virkelighed. En virkelighed, der er virkelighedens grund, eller forklaringen på, at noget er til, at livet findes, og at det er indrettet på en bestemt måde.

Guderne kan være personificerede naturfænomener på eller i himlen og på Jorden. Religionernes kosmologier spænder et univers op, hvori der kan optræde fx den mandlige himmelgud og den kvindelige jordguddom i et vældigt frugtbarhedsdrama. Men også mindre naturfænomener kan guddommeliggøres, fx bjerge eller floder. I religioner og folketro myldrer det med overnaturlige væsener, havfolk, trolde, alfer osv. Det onde eller de(n) onde placeres fx i helvede eller underverdenen og ses som en kontrast til fx den gode skabergud, i en såkaldt kosmologisk dualisme.

Som eksempler inden for religioner med flere guder (polyteisme), der så optræder med delfunktioner, kan nævnes: Thor, der er tordenens og lynets gud helt ind i selve ordet “torden”; Poseidon, der er havets gud; den indiske Agni (“Ild”), der er ildens og arnens gud.

Monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam, opererer med én gud, Gud, der er alts skaber og opretholder. I kristendommen dog udtrykt som tre i en, treenighed, og med Jesus Kristus som den paradoksale enhed af hel gud og helt menneske.

Når gud/Gud tolkes som en metafor, kan “han” ændre sig alt efter, hvilken tolkning der gives. I den såkaldte metaforiske teologi fra de seneste årtier har man fx søgt at fravriste gudeforestillingen de autoritære, mandschauvinistiske, krigeriske sider og i stedet tildele “hende” kvindelige kvaliteter som omsorg, barmhjertighed, medfølelse.

“Gud” og “guder” anvendes i en række faste udtryk, fx en række eder. Man kan sige “I guder!”, “gud(fader)bevares”, “gudhjælpemig”, “sågu” eller “sgu”. Noget kan være “gudsjammerligt” eller “en gudsvelsignelse”. En pige kan være et lille “guds ord fra landet”, og om mangel på sund fornuft kan det hedde “spildte Guds ord på Balle-Lars”. Et sted kan være “gudsforladt”. Hermed er artiklen “gudskelov” til ende. kosmologi, himmel og helvede, godt og ondt, hellig, billedforbud, religioners symboler, overnaturlige væsener.

Litt.: Lars Sandbeck, Fantasiens Gud, 2006.