Symbolleksikon

himmel og helvede

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

HIMMEL OG HELVEDE I middelalderens forestillingsverden var kampen mellem himmel og helvede typisk på fx kalkmalerier, men også udfoldet meget demonstrativt-pædagogisk i skuespil, hvor syndere endte i et helvedsgab. Kalkmaleri af djævle og helvedsgab af Isefjordmesteren i Tuse Kirke, fra ca. 1450.

himmel og helvede, symbolske dimensioner i universet af modsætnings-karakter, som udtryk for menneskets ønske om at have det godt og gøre det gode og angst for at møde noget ondt og gøre det onde. Himlen ligger oppe og øverst, er Guds eller guders opholdssted, et paradisisk sted for de frelste og retfærdige, for det gode i tilværelsen. Helvede ligger nede, nederst, under jorden, er Satans og dæmoniske kræfters sted, et pinselssted for de fortabte og syndige, for det onde i tilværelsen. De to dimensioner er udtryk for menneskets blanding af godt og ondt og for en tilværelse, der kan gå i to retninger, mod lys eller mørke. De er også udtryk for menneskets forestillinger om det, vi intet kan vide om: døden, at alting skal blive til intet. Disse tanker universaliseres ved at kobles sammen med begreber som utopi og dommedag.

Fortællingsmæssigt udfoldes de i apokalyptiske skildringer af de sidste tider, eskatologi. Intetsteds beskrives de mange symbolsk-kosmiske lag – uden for de egentlige religiøse myter – mere kraftfuldt end i Dantes Guddommelige Komedie, skrevet i begyndelsen af 1300-tallet. Dante inddeler sin store rejse, der også er en lutrings- og individuationsproces, i tre dele med hver 33 sange, “Inferno” (helvede), “Purgatorio” (skærsilden) og “Paradiso”, fra det barske over det rensede til forklarelsen og harmonien.

Som eksempler på religioners himmel og helvede skal nævnes: Elysion og Hades i græsk mytologi, der er henholdsvis “de saliges øer” og et skyggefuldt, mørkt straffested. Frelsesstederne i nordisk mytologi er Valhal, de faldne krigeres hal, hvor de mæsker sig og på ny går i kamp, og Gimle, en guldlysende borg i den ny verden; helvede hedder Hel, der, som det er tilfældet med Hades, både er dødsriget og dødsrigets hersker. Ordet Hel er indgået i den dansk-kristne term Helvede, der egentlig betyder Hels straf – og Hel straffer ved primært at give mørke og være nærig med næringen.

I den muslimske forestilling om dommedag, himmel og helvede ses tydeligt en afsmitning af det samfund og de geografiske vilkår, man har levet i: Det er ørkennomadens længsel efter den balsamiske, vandrige oase og frygt for tørke, sandstorm og pinefuld hede, der projiceres op på en større skærm, samtidig med at også kønsrollemønstret potenseres og legitimeres. Noget tilsvarende kan man se i den bibelske forestilling om Edens Have, der er en frugtbar oase. I Bibelens sidste tekst, Johannes' Åbenbaring, findes en anden projicering: forestillingen om den gyldne stad, Det Ny Jerusalem.

I den folkelige buddhisme findes også billeder af himmel og helvede. Dæmonen Yama holder hele verden i sine kløer. Helvede ligger underst i tilværelsernes hjul, men også gudernes bolig ligger inden for kredsen. Det sande paradis, nirvana, ligger uden for hjulet, i en bevidsthedsmæssig udfrielse fra uvidenhedens og begærets dimension, i en salighedstilstand, der er paradoksal, ubeskrivelig, uden for tid og rum, hverken liv eller død, men udødelig død. I modeller af hjulet står Buddha uden for det hele og peger på tomheden eller den anden strand eller Lærens Hjul, Dharma.

Der berettes om flere store religiøse personligheders himmel- eller helvedfart. Profeten Elias farer til himmels i en ildvogn. Jesus farer på en måde til himmels i scenen med Forklarelsen på Bjerget. Endegyldigt “bliver han båret op til himlen” efter opstandelsen (fx Lukas 24. 51). At hans lidelse og død kan tolkes som en rejse til helvede, ses fx i Trosbekendelsen, hvor opstandelsen ses som en udfrielse af helvede. Muhammed oplever henrykkelsen til himlene under sin natlige rejse til Jerusalem på den magiske hest Buraq, et fænomen der kaldes miraj – og har givet navn til de franske Mirage-jagerfly (mirage betyder på fransk “fatamorgana”), der kan gennembryde om ikke vejen til himlene så dog lydmuren. På sin hest Sleipner tager Odin flere gange til underverdenen, opsøgende vølver og visdom, og på hesten rider Hermod til Hel for at forsøge på at udfri Balder, en forgæves færd.

“At være henrykt til den syvende himmel” som udtryk for primært forelskelse er en metafor hentet fra middelalderens forestilling om et antal himle af stigende kvalitet, sluttende med den syvende, hvor man muligvis kan få en “himmerigsmundfuld”. Men som bekendt “vokser træerne ikke ind i himlen”. Man kan være “himmelfalden” og en bygning kan være “himmelstræbende”. “Helvede” er indgået i et antal bandeord og også i et barsk udtryk som “Helvede – det er de andre”, stammende fra den franske digterfilosof Jean-Paul Sartre. Barske og moderne varianter af helvede har man i Par Lagerkvists moralske fabel, “Hissen som gick ner i helvete”, 1925, hvor helvede er jalousien, og i Fr. Dürrenmatts fortælling “Tunnellen”, 1952, hvor helvede er det at forskanse sig over for omgivelserne, Luther ville kalde det “incurvatus in se“, at være kroget ind i sig selv. En roman af Kirsten Thorup, der bl.a. viser op- og nedture i forbindelse med euforiserende stoffer, hedder “Himmel og Helvede”, 1982.

Se også guder, Satan, godt og ondt, paradis, utopi, dommedag, apokalypse, eskatologi, frelse, oppe og nede, orienteringsmetaforer, modsætninger, Jerusalem, verdensbillede og kosmos.

Artiklen himmel og helvede er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk

 

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

HIMMEL OG HELVEDE I middelalderens forestillingsverden var kampen mellem himmel og helvede typisk på fx kalkmalerier, men også udfoldet meget demonstrativt-pædagogisk i skuespil, hvor syndere endte i et helvedsgab. Kalkmaleri af djævle og helvedsgab af Isefjordmesteren i Tuse Kirke, fra ca. 1450.

Viser 1 af 1 billeder

Denne artikel stammer fra Symbolleksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
projicering
(se projicere ), det at projicere. ...Artikel i Den Store Danske
eskatologi
skildringen af de sidste tiders begivenheder, dvs. a ...Artikel i Nordisk Mytologi
Gimle
i nordisk mytologi den bolig eller det sted i himlen ...Artikel i Nordisk Mytologi
Hades
den græske underverdensgud, søn af Kronos , ...Artikel i Den Store Danske
Kirsten Thorup
f. 9.2.1942, dansk forfatter. Kirsten Thorup ...Artikel i Den Store Danske
Lukas
en af Paulus' medarbejdere. Ifølge det ene ...Artikel i Den Store Danske
Valhal
Valhalla , Valholl , ('De faldnes hal'), det sted, ...Artikel i Nordisk Mytologi
Kirsten Thorup
 9.2.1942, forfatter. Kirsten Thorup voksede op ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
paradoksal
(fr. paradoxal ), tilsyneladende selvmodsigende; sæ ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
FSte
09/07/2012
  • Læst 1353 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki