klokke

klokke, i Grundtvigs salme fra 1845, “Kirkeklokke! mellem ædle malme / mageløs er for mit hjerte du”, sammenlignes klokken med englestemmer, og klangen ledsager hele livet igennem, fra barndommens morgenklokke til alderdommens aftenklokke, dog med et lille kritisk pip: kirkeklokken er “ej til hovedstæder, men til den lille by”. Samme år udgav H.C. Andersen sit allegoriske eventyr, “Klokken”, hvor den er symbol på det underfulde i tilværelsen, som mødes i naturen og poesien – og i kirken. Kun to, en kongesøn og en proletardreng, finder frem til klokken, i “Naturens hellige Kirke”; teksten er panteistisk, al-religiøs. De, der ikke finder klokken, forstener i en småtskåren, biedermeieragtig eller rent rationel verdensopfattelse.

Klokker, i meget forskellig udformning og størrelse, er et udbredt instrument og bruges såvel verdsligt som religiøst. Blandt de verdslige anvendelser kan nævnes dørklokken, skibsklokken, cykelklokken, bjældeklangen på slæder om vinteren og kobjælden, men også fx (kirke)klokkers advarsel mod farer (jævnfør sirener som signal). Da de kan høres over store afstande, bliver deres klang naturligt noget, der påkalder opmærksomhed, til forsamling, gudstjeneste, bøn, solopgang og -nedgang, bryllup og begravelse. Med klokkeringning inddeles dagen, særlig markant i katolsk tradition med de tre gange tre såkaldte bedeslag. Klokker ophænges i kirkelig sammenhæng i kirketårnet eller i et fritstående klokketårn, en såkaldt campanile, eller i en klokkestabel, dvs. et stillads af træ. Nogle steder er der indrettet klokkespil, som fx i kirker og på rådhuse kan ledsage timeringningen og bestå i hele melodier.

Klokker er udbredt i religioner også uden for kristen sammenhæng; klokken stammer fra Sydøstasien og bruges fx i buddhistisk tradition som inddeling af sutrarecitationen, og vældige klokker, der slås på med store træstammer, som føres af kultpersonalet, ses i bl.a. japansk tradition. Klokker kan påkalde gudernes opmærksomhed. Klokker kan jage onde kræfter bort, klokkesvingninger kan repræsentere tilværelsens yderpunkter og oprindelige enhed. Den hvide gudetyr Nandi i hinduismen har som attribut en klokke om halsen. I muslimske lande svarer muezzinens kalden i nogen grad til klokkeringningens symbolik.

Klokke bruges også i betydningen “ur”, ur, tid. “Klokkeværk” kan bruges om mandens kønsdele. En “klokker” betyder også en klodset person. “Klokkeklar” og “klokkeren” bruges om noget umisforståeligt.

Titlen på Ernest Hemingways roman om en kærlighedshistorie under Den Spanske Borgerkrig, Hvem ringer klokkerne for?, 1940, angiver straks det tragiske tema; titlen er nærmest blevet et fast udtryk. Virgina Woolfs roman Mrs. Dalloway, 1925, indledes med en mageløs beskrivelse af en kakofoni af kirkeklokker i London, svarende til værkets brudte, bevidsthedsstrømmende stil.

Artiklen klokke er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk