mana og tabu

Mana og tabu, polynesiske begreber, der har været brugt som brede og centrale ord i religionsvidenskaben. Nyere religionsvidenskab tager afstand fra begrebet mana, fordi det opfattes som for diffust og i virkeligheden kun dækkende den kultur, begrebet oprindelig bliver brugt i. Mana kan tilnærmelsesvist oversættes til “hellig kraft” og tabu til “urørlig”, “hellig”, “forbudt”. Begreberne komplementerer hinanden, er både i sam- og modspil. En person, en genstand, en periode og et sted kan være manafyldt og derfor omgærdet med taburegler. En person, der træder uforberedt ind i et manafelt, dvs. begår tabubrud, er til fare for sig selv og andre. Et tabubrud kan berøre et helt samfund, fx jagtlykken hos inuit; samfundets og kosmos' orden skal derfor genoprettes.

En række af folketroens forholdsregler, fx den sorte kat som varsel om ulykke, at undlade at gå under en stige eller træde på flisers mellemrum, hører til tabu/mana-området. Hvis man bevæger sig ind på et helligt område, fx en kirkegård og siden ind i kirken, overholder man spontant en række regler, dæmper sig ned, undlader at ryge, at bande, tager hatten af, stiller sit våben i våbenhuset, undlader at træde ind i alterområdet osv. Der findes områder, der er så manafyldte, at kun indviede personer fra en bestemt religion har adgang, fx er Mekka kun for muslimer.

På kanten af alterbordet i newzealandske maori-kirker kan der stå tapu, tapu, tapu, dvs. skriftstedet “Hellig, hellig, hellig” fra Es. 6,3. Bogstavet b gengives ikke i det polynesiske sprog. På en måde dækker tabu i denne forståelse både mana og tabu, sådan som de er blevet tolket i tidligere religionsforskning.

I dansk dagligsprog kan ordet tabu bruges bredt om det, man af angst eller konvention ønsker at holde skjult, fx tabu over for døden eller over for seksualitet.

Se også hellig.