PARADIS På denne miniature fra ca. 1420 ses Edens Have som en rosenhave med en mur om.

.

Paradis, (af et persisk ord, der betyder indhegning eller park, hvor kongens vildt opholder sig), bruges om både en lykkelig og fredfyldt urtidstilstand, fx om Adam og Evas ophold i Edens Have før syndefaldet, og om et hinsidigt frelsessted. I mange kulturer gentages urtilstandens salige tidløse guldalder i et liv efter døden, ofte kun for en udvalgt skare, de frelste, retfærdige, mens synderne, de fortabte, ender i helvede. Mens tilstanden i paradis er tidløs, kastes menneskeparret ved syndefaldet ud til et liv med arbejde, formering og død, og mennesket længes hele tiden efter at genvinde denne tabte tilstand. Som symbol for tilstanden i paradis står Livets Træ, mens Kundskabens Træ kan siges at symbolisere menneskets situation efter syndefaldet (se træ). Et andet bibelsk billede på freden er løven, der græsser fredeligt sammen med lammet.

Paradisisk er fx tilstanden i kristendommens Guds Rige eller det ny Jerusalem, i de nordiske krigeres Valhal eller de retsindiges gyldne Gimle, i græske Elysium og i folketroens slaraffenland og i forestillingen om eldorado. Det buddhistiske nirvana beskrives som en tilstand uden for tid og rum, med paradoksformuleringer som “udødelig død”.

I en række forestillinger om paradis helt frem i middelalderen opfattes det som et rige i en jordisk dimension; dette ses fx i den udbredte folkebog Lucidarius; det er afskærmet fra denne verden ved et hegn, bjerge eller vand, og det bevogtes af keruber med flammesværd eller ildspyende uhyrer. I andre opfattelser kædes paradis sammen med himlen (eller Himlen), en dimension uden for denne verden. Men det gælder stadig, at denne ukendte dimension må beskrives med fænomener, man kender.

Både det bibelske og det muslimske paradis beskrives med symbolik hentet fra den kultur, man står i. Paradis bliver derved nomadens drømmeverden, modsætningen til ørkenen, oasen med strømmende floder og overflod, en potensering af det bedste man(d) kan forestille sig. Det muslimske paradis er udstyret med direkte håndfast luksus og også med sanselige fornøjelser. Evangeliernes beskrivelser af Guds Rige er ikke nær så håndfaste, men til gengæld udmaler Johannes' Åbenbaring det ny Jerusalem som en fantastisk by bygget af det pureste guld og med tolv perleporte.

Under alle omstændigheder er paradis et metaforisk sted, en forestilling, en trossag. En teologisk skole i 1900-tallet, eksistensteologien, tog sig for at afmytologisere paradis og andre metaforiskreligiøse fænomener; man trak så at sige paradis ind i denne verden, som en tilstand af lykke og tro her og nu.

I litteraturen er paradis bl.a. beskrevet i Dantes Guddommelige Komedie, ca. 1310-20, John Miltons Paradise Lost, 1667, og Paradise Regained, 1671, samt Johannes Ewalds drama Adam og Ewa, 1769, men indgår naturligvis som tema eller deltema i mangfoldige sammenhænge. Uden for religiøs kontekst bruges paradis og paradisisk om et idyllisk sted, fx en tropeø, eller om en lykkelig eller salig sindstemning.“Slangen i paradis” kan så bruges om et problem. “Det tabte paradis” kan fx bruges om barndommens uskyldige og tidløse livsform. Længslen bliver for den voksne paradoksalt nok en længsel tilbage, der rettes fremad, til en tilstand uden for tiden, når tiden – og livet – er gået.

Kommentarer (1)

skrev Jannik Theilgaard

Er det muligt at få oplyst mere om billedet af Edens Have? Hvor stammer det fra? Hvilke personer, er det man kan se? Er billedet beskrevet andetsteds?

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig