røgelse, religiøs-symbolsk anvendelse af røg ved at tænde små træpinde eller træ med olie i. Denne aromatiske røg anvendes ved fx offer, indvielser og renselser. Den symbolske betydning hænger sammen med, at røgen fra et brændoffer skal nå gud eller guderne, der vil indsnuse den liflige duft, fx skildret i 1. Mos. 8,20-21, hvor Jahve glædes så meget, at han lover aldrig mere at sende en syndflod. Brug af røgelse kan muligvis også symbolisere, at det hellige skal holdes skjult.
Røgelse nævnes som en af gaverne til Jesusbarnet (Matt. 2,11), og der var et røgelsesalter i Jerusalems tempel. Ved flere kristne kirkesamfunds gudstjenester anvendes røgelse i kar, der svinges mod person eller genstand, fx i den romerskkatolske og den ortodokse kirke. Brug af røgelse er i øvrigt vidt udbredt i det asiatiske område (Indien, Kina, Japan), hvor den typiske brug er køb af røgelsespinde og ofring af dem i offerbeholdere under ofte dagligt tempelbesøg. Hele helligdommen kan være indhyllet i aromatisk røg. I ungdomskulturer i Vesten har der i tiden omkring 1968 ofte været brugt røgelsespinde i forbindelse med inspiration fra Østens mystik og som led i hele den psykedeliske kult eller sfære.
![]() |
Artiklen røgelse er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk |
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Denne artikel stammer fra Symbolleksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki