renselse, rent og urent

Renselse, rent og urent, rituel adskillelse af det rene og det urene er et grundtræk i alle religioners praksis og forestillingsverden. Dobbeltbegrebet er knyttet sammen med andre begrebspar som hellig/profan, mana/tabu og kaos/ kosmos. Religioner kan have udformet hele lovkomplekser, hvor modsætningen mellem rent og urent er grundmønster; fx er jødernes torah og dermed væsentlige dele af GT bygget op omkring denne skelnen: Visse dyr er urene, må ikke spises, mens anden føde kan være kosher, tilladt; blod, herunder menstruationsblod, er “urent”, omgærdet af tabu, bl.a. fordi det repræsenterer en livskraft; et lig skal der undgås kontakt med. Tilsvarende lovkompleks findes inden for islam, der inddeler i haram, forbudt, og halal, tilladt.

Ved mødet med det hellige foretages en renselse, fx før besøg i en helligdom, før bøn, før indvielse, før helligdag eller i forbindelse med en bestemt periode. Renselsen kan gælde personen selv, der vasker sig (fx muslimen før bøn) eller bader (fx hinduer i den hellige flod Ganges) eller som hos mange indianere går i svedehytte; den kristne bod er ligeledes en form for renselse. Overgangsriter indebærer en renselse og en efterfølgende placering i en ny social status. Mennesket kan blive besat af urene ånder, som kan uddrives af en karismatisk person, en shaman eller healer. Synd kan opfattes som smuds, der må renses fx gennem vand, så hjertets renhed kan trænge frem. Skærsilden er den rensende ild ved tidernes ende. Den hvide farve, fx i pilgrimsdragt og brudekjole, og fx mælk og liljen er renhedssymboler. Jomfru Marias “ubesmittede undfangelse” er bl.a. et tegn på opfattelsen af jomfrudom som renhed og uskyld. Renselsen kan også gælde hellige genstande, fx gudebilleder, eller bygninger.

Som eksempler kan nævnes riter inden for shinto: Ved indgangen til en helligdom findes en temizuya, et renselsessted hvor den besøgende renser mund og fingre; shintos centralhelligdomme i Ise udskiftes af renhedshensyn hvert 20. år, en begivenhed der medfører et væld af årelange riter. Som sekulariserede eksempler i Japan kan nævnes japanernes idelige skift af fodtøj, deres daglige langvarige bad og deres maske foran næse og mund, når de er forkølede.

Hele samfundssystemer kan være bygget på hårfin adskillelse af rent og urent, fx i det klassiske indiske kastesystem. De laveste kaster beskæftiger sig med det urene, fx i deres arbejde, og er selv urene, skal holdes ude af kontakt med højkastefolk. Mahatma Gandhi søgte i en symbolhandling – ved selv at tømme hjemmets latrinspande – at ophæve diskriminationen.

Renhed og urenhed knyttes meget ofte sammen med menneskets krop og med social placering. Sygdom, kropsvæsker (som nævnt fx blod), kroppens nedre regioner, seksualitet osv. opfattes som farlige, urene – ofte netop pga. kraften i dem. Samvær som fx måltidsfællesskab har man ikke med alle og enhver, og måltidet omgærdes endvidere af en række spiseregler. Jesus protesterede mod renselsestankens udvendighed og hermed også mod det sociale hierarki, idet han i særlig grad tog sig af de “urene”: de fattige, de udstødte, de syge, kvinderne i deres tabuerede kønsrolle. Det urene kan kun komme fra menneskets indre, dets hjerte, mente han.

Se også riter, blod, vand, mand og kvinde, sundhed og sygdom, bad, dåb, krop, hellig, mana og tabu, mad og drikke, hest, svin og ild.