Syndebuk, begrebet går tilbage til en konkret-rituel skik i GT, hvor man på Forsoningsdagen (Yom Kippur) ofrede en buk (se ged) ved at lægge folkets synder over på den og jage den ud til døden i ørkenen (3. Mos. 16). I NT kan Jesus kaldes en syndebuk, fordi han gik i døden for at give menneskene syndernes forladelse. På en måde kan hans offerhandling – som det er tesen i den franske forsker René Girards bøger, fx Job – idol & syndebuk, 1990 (1985) – siges at ophæve al fremtidig sakral og reel vold. Når Gud ikke længere er en hævner, men kun en frelsesgivende syndebuk, er mennesket heller ikke længere en hævner. En idealhandling er opstillet, men det forhindrer dog ikke, at historien er fuld af “syndebukke”, dvs. mennesker, der tolkes som skyldige, udstødes og straffes, skønt de er uskyldige. Et nederlag i en kamp, fx en krig eller en sportskamp, skal have en forklaring.