syndflod

Syndflod, Syndflod. Udtrykket er ofte blevet misforstået, som en oversvømmelse pga. en synd. Men ordet betyder blot “den store vandflod”, som også er overskriften i den danske oversættelse 1992. At menneskets synder ligger bag Jahves straf i 1. Mosebog 6-9 er en anden side af sagen. Jahve vil udslette hele den skabte verden med en stor vandflod. “Men Noa fandt nåde for Herrens øjne”, og Gud byder ham at bygge en ark, hvori et par af samtlige levende væsener skal opholde sig til oversvømmelsens ende, dvs. alt skal begynde forfra efter en renselse.

Store oversvømmelser er et gængs mytologisk motiv, en stadig trussel om en kosmisk udslettelse (se vand). Den bibelske syndflodsberetning er henlagt til skabelsesberetningen, men beretninger af denne art kan også være eskatologiske og dommedagsagtige, knyttet sammen med varsler, spådomme og kosmiske tegn eller konkrete naturkatastrofer, fx tsunamier, vulkanudbrud, deltafloders voldsomme vandmængder, som tydes religiøst som straf og forvarsel om total undergang.

“Syndflod” kan bruges bredt om noget stort, fx “han modtog en syndflod af klager”, og i talemåden “Efter os syndfloden!” om en hektisk og ubetænksom livsform, hvor man er ligeglad med, hvad der siden vil ske (oprindelig fransk: Après nous le déluge, brugt af Ludvig 15's elskerinde Mme de Pompadour, efter at kongen havde lidt krigsnederlag i 1757). Talemåden “Før syndfloden” og det geologiske begreb “antediluviansk” (ante: før, diluvium: vandflod) er også skabt ud fra myten om Noa.

Motivet er ofte brugt i billedkunst og litteratur. Her skal kun nævnes Julian Barnes' roman En verdenshistorie i 10 1/2 kapitel, 1989, og Cecil Bødkers novelle “Den yderste dag” (fra Øjet, 1961).

Litt.: Katalog (på fransk) fra udstillingen “Vision du déluge de la Renaissance au XIXe siècle” (Réunion des Musées Nationaux, Paris 2006).