VERDENSBILLEDE Dantes udgave af det middelalderlige verdensbillede. Skitse på baggrund af samtidige tegninger. Der opereres med både et jordisk og et himmelsk paradis, et helvede der ligger under Jorden, i alt ni sfærer (syv planetsfærer, Dyrekredsen og krystalsfæren). Jerusalem er den eneste jordiske lokalitet, der er navngivet; Jerusalem blev opfattet som Jordens centrum. Modellen rummer også skærsilden, der spiller en så stor rolle hos Dante (Purgatorium).

.

Verdensbillede, opfattelsen af kosmos eller universet har ændret sig radikalt gennem tiderne, fra en religiøs eller rent spekulativ til en videnskabelig. I religioner har man oftest forestillet sig, at verden er todelt i himmel og jord eller tredelt i himmel, jord og underverden. Himlen kan, som i GT, opfattes som en hvælving og Jorden som en rund flade, der hviler på søjler; under Jorden kan der ligge et urhav og et dødsrige. I middelalderen udformes verdensbilledet systematisk i en todeling, der svarer til opdelingen i natur og overnatur eller dennesidighed og hinsidighed. Omkring år 1500 afløses det klassiske verdensbillede af Jorden som verdens centrum (geocentrisk) af den videnskabelige opdagelse af, at Jorden bevæger sig rundt om Solen (heliocentrisk).

Der har været mange sammenstød mellem de to verdensbilleder, humoristisk skildret i Ludvig Holbergs skuespil Erasmus Montanus, men så sandelig også alvorligt i konflikter mellem Kirken og den nye (natur)videnskab. Bertolt Brechts skuespil Galileis liv, 1938-39, giver en markant beskrivelse af sammenstødets kraft.

Litt.: Olaf Pedersen & Helge Kragh, Fra kaos til kosmos. Verdensbilledets historie gennem 3000 år, 2000.

Se også kosmos.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig