op(pe) og ned(e)

© Gyldendals Billedarkiv/ Rafaels Stanser, Vatikanet

OPPE OG NEDE I dette udsnit af Rafaels store freskoudsmykning i Vatikanet, “Skolen i Athen”, 1509-10, ses antikkens to største filosoffer, Platon og Aristoteles, i en symbolladet scene. Platon peger op, mod ideernes verden, Aristoteles ned eller fremad, mod virkeligheden og det jordnære. Idealisme og realisme er den europæiske idehistories store grundmodsætningspar.

op(pe) og ned(e), kan – sammen med de tilsvarende over og under, øverst og underst – bruges som et helt centralt modsætningspar inden for de såkaldte orienteringsmetaforer. Overalt i sproget, også helt ubevidst, findes modsætningen mellem det positivt valoriserede op eller oppe eller over og det negativt valoriserede ned eller nede eller under. Nogle forskere mener, at denne symbolværdi hænger sammen med, at mennesket er et oprejst dyr. At være “opstemt” og “oplyst” eller “nedtrykt” og “nedslået” er fx udtryk, der er sådan indgået i sproget, at de bliver en del af naturen eller grundlaget. Det, der er oppe, er godt, sundt, lyst, glædeligt, magtfuldt, rigt, dydigt, åndeligt og evigt, mens det, der er nede, er ondt, usundt, mørkt, sørgeligt, afmægtigt, fattigt, fordærvet, materielt og forgængeligt. Håndfast kan man sige, at oppe hører til livets og nede til dødens kategori.

I religioners kosmologi ses denne dikotomi tydeligt: Oppe er Gud, Solen, Lyset, Himlen, Paradis, De frelste, nede Satan, Underverden, Helvede, Mørket, De fortabte. Tilsvarende med de jordiske fænomener: Bjerget er Guds åbenbaringssted, alteret ligger øverst, højsædet er hævet op, de fineste kontorer ligger øverst, magten holder til på en højborg, mens afmagtens sted er usle rønner, mørke kældre, jordhuler, sumpe. Og med mennesket selv: Hovedet er det fornemste, tankens sæde, mens kroppen, enden, underlivet eller foden er dyriske eller underlegne. De magtfulde stikker overlegent næsen i sky, de magtesløse går nedbøjede.

Også psyken inddeles i oppe og nede; Freud taler om “overjeget” som de normer, der styrer et menneskes liv; det ubevidste eller “underbevidste” er de nederste lag af psyken, driftsverdenen og arketypernes sted.

Selvom oppe og nede ikke opleves som metaforer eller symboler, må det slås fast, at de er det – og umådeligt vigtige for vores tolkning af verden. Hvad der sker, når man i digtekunsten piller ved denne “evige”, religiøse og hierarkiske struktur, kan ses i de tekster, der analyseres i Efterskriften.

Se også orienteringsmetaforer, hoved og krop.

Artiklen op(pe) og ned(e) er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk