cykel - teknik

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Cyklen nåede i store træk sin endelige udformning i 1890'erne, hvor man allerede anvendte de nuværende principper for fx stellets opbygning og navgear. Der er dog sket en stor teknisk udvikling på udstyrssiden. Tidligere var Europa altdominerende, men 1980'ernes og 1990'ernes cykeltekniske udvikling har især været påvirket af producenter i USA og Japan.

Stellet

også kaldet rammen, skal have en lav vægt og samtidig være både stift og elastisk, så det kan optage stød fra vejen uden at forplante dem til køreren. Afslutningen på den kolde krig betød frigivelse af kostbare, superlette og stærke materialer, som cykelindustrien fra begyndelsen af 1990'erne har eksperimenteret med.

Det betyder, at stellet efterhånden kan fremstilles lettere og stærkere end nogensinde før ved anvendelse af materialer som titan, beryllium, magnesium, aluminium, kulfiber, Kevlar® og matrixkompositter.

Ved brug af legeringer med beryllium, der er ca. 30% lettere end aluminium, kan vægten af en komplet udstyret racercykel bringes ned på ca. 5 kg. Lette stel af chrommolybdæn-rør er dog stadig de mest foretrukne blandt krævende ryttere.

En vigtig indflydelse på cyklens køreegenskaber har stelvinklerne; jo stejlere, jo mere racerbetonet og jo større styrefølsomhed. Traditionelle sports- og motionscykler har saddelrørsvinkler på 70-73° og racercykler på 73-75°.

Hjulene

er ligeledes blevet lettere. Ud over traditionelle egerhjul med aluminiumfælge findes der pladehjul og 3-4 egerhjul i lette kulfibre og kompositter til nedsættelse af luftmodstanden. Reducering af hjulenes vægt er særlig vigtig, da hjulene er cyklens største roterende masse.

Desuden har forbedrede veje tilladt brugen af tyndere og mere letløbende dæk, i mange tilfælde med en tynd indbygget bane af Kevlar® for at nedsætte antallet af punkteringer.

Til sports- og racercykler er hjulstørrelsen 700 C (fælgomkreds på 1955 mm) næsten enerådende; den har afløst de tidligere 27″ hjul (1978 mm). Til mountainbikes bruges 26″ hjul.

Bremsesystemerne

har ligeledes udviklet sig gennem årene. I dag er mange almindelige cykler udstyret med frihjulsbremse på baghjulet; denne aktiveres ved at træde pedalerne baglæns. Som reservebremse anvendes en fælgbremse på forhjulet.

Med udbredelsen af hybridcykler og mountainbikes blev det almindeligt med de såkaldte cantileverbremser, en effektiv og simpel fælgbremsetype, men siden er hydrauliske bremser, tromle- og skivebremser blevet indført.

Transmissionssystemet

består af gear, tandhjul og kæde. Navgear findes med 3, 4, 5 og 7 indvendige gear kombineret med tromlebremse eller med friløb til fælgbremser.

Et udvendigt såkaldt derailleur-gear består af 1-3 kædehjul (klinger) og en frikrans (gearkrans) med 5-8 tandhjul, hvilket kan give cyklen op til 24 gear. Derudover er der en forskifter og en bagskifter til at flytte kæden mellem tandhjulene.

De tidligere friktionsgearvælgere på skrårøret er i vid udstrækning afløst af indekserede gearskiftere (klikgear) med gearvælger ved bremsegrebene eller i et drejehåndtag. Der findes også trykknapbetjente elektronisk gearskift både til racercykler og almindelige cykler.

Gearingen

eller geartallet er et talmæssigt udtryk for udvekslingen mellem cyklens store kædetandhjul og det lille geartandhjul. Traditionelt udtrykkes gearingen i engelske tommer, men den kan også udtrykkes i det antal meter, som cyklen kommer frem pr. pedalomdrejning.

Geartallet i engelske tommer findes ved at gange hjuldiameteren med antallet af tænder på kædetandhjulet og dividere det hele med antallet af tænder på geartandhjulet.

Almindelige cykler med kun ét gear har normalt en gearing på 62-69, mens tre indvendige gear normalt ligger i områderne 52, 69 og 92. Geartal over 80 betegnes almindeligvis som højt gear, mens geartal under 60 er et lavt gear.

Luftmodstand

er cyklistens største hindring. Forsøg har fx vist, at ved 32 km/h bruges ca. 85% af cyklistens pedalenergi til overvindelse af luftmodstanden.

Dette var medvirkende til, at det japanske firma Shimano, en af verdens førende cykelproducenter, i 1980 lancerede komponentgrupper med aerodynamisk udformede dele baseret på omfattende vindtunnelforsøg; idéen slog dog ikke rigtig an hos forbrugerne.

Først da italieneren Francesco Moser satte ny timerekord i 1984 på en cykel med pladehjul og aerodynamisk udstyr, indså man for alvor luftmodstandens betydning. I dag er meget cykeludstyr udformet, så det giver mindst mulig luftmodstand. 

Læs videre om cyklens historie eller om cyklen generelt.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
15/09/2010
Ekspert
FW
Oprindelig forfatter
HD
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki