autocamper

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

autocamper, campingbil; motorkøretøj med en afdeling, der er indrettet til ophold og overnatning.

Autocampere findes i et stort og varieret udvalg, der generelt kan opdeles i fem hovedgrupper. På det europæiske marked er der en del navnesammenfald og begrebsforvirring, hvilket er med til at gøre de danske navne tilsvarende forvirrende.

Autocampere i Danmark

For at blive indregistreret i Danmark med en særlig dansk registreringsafgift på 60% mod normalt 180% skal autocampere være indrettet til transport og beboelse for fire personer samt være udstyret med et køkken, der både har køkkenvask og mindst en kogemulighed. Såfremt der er mindre end fire sovepladser, kan man stadig få indregistreret sin autocamper på danske plader. Registreringsafgiften er så blot blive 180%.

Ordet autocamper er engelsk, af auto- og camper af camp 'slå lejr, campere'.

Krav om indretning fik kreative bilimportører og forhandlere til i årene efter årtusindeskiftet, at indrette større rummelige biler, typisk med 6–8 sidepladser, som autocampere, hvor både køkken og de fire sovepladser blev indrettet ud fra lovens minimumskrav. Dette marked blev dog stoppet i løbet af 2008-09.

Autocampertyper

I hver af de fem hovedgrupper er forskellige krav prioriteret i deres grundkonstruktion.

Kassevogn

I denne klasse er alle autocampere indrettet i en traditionel kassevogn, typisk med en snæver siddegruppe til fire personer forrest, køkken, klædeskabe og toiletrum i midten, og bagerst sovemulighed på tværs af autocamperen. Variationerne ligger i de fleste tilfælde i indretningen af autocamperens bagerste opholdsrum.

Benævnelsen kassevogn benyttes ikke ved alle producenter. Blandt tyske producenter kaldes denne autocampertype gerne for Kastenwagen, Campingbus og Car. Franske producenter kalder typen for Vans, et navn der også benyttes i Storbritannien.

Alkove

Alkovemodeller kendes på indretningen af et soverum over førerhuset. I langt de fleste tilfælde indeholder alkoven en tværvendt dobbeltseng. Der findes dog producenter, der i deres større modeller har indrettet alkoven med to langsgående enkeltsenge. Under, eller lige bag alkoven, er der en siddegruppe, herefter køkken, toiletrum og bagerst soveafdeling.

Alle alkovemodeller er konstrueret på et eksisterende chassis med fast førerhus og mulighed for at indrette et opholds og beboelsesområde på resten af køretøjet. Konstruktionen er designet med henblik på kravet om flest mulige sovepladser på mindst (kortest) mulig plads.

Benævnelsen alkove (Alkoof, Alkov) går igen på næsten hele det europæiske kontinent. I Frankrig hedder det dog også Capucines, og på italiensk Mansardato. På de britiske øer benyttes benævnelserne Overcab, Luton Front og Alcove.

Delintegreret

Den delintegrerede er både den populæreste og den, rent indretningsmæssigt, mest varierede autocamper. Indretningerne er generelt stadig bygget op over læsten med førerhus, siddegruppe, køkken/toiletrum og soveafdeling. Der findes dog varianter, bl.a. med en ekstra siddegruppe bagerst og en variant med en sænkeseng over siddegruppen midt i autocamperen. Alle delintegrerede modeller er konstrueret på et chassis med fast førerhus.

Begrebet Van er en særlig tysk variant af delintegrerede autocampere, der har det fælles træk, at totalbredden ligger lige under eller tæt på 220 cm. Det giver større mulighed for også at benytte autocamperen i bymæssig bebyggelse frem for de traditionelle alkove-, del- og helintegrerede modeller, der alle er mellem 230 og 250 cm brede.

Den delintegrerede autocamper kaldes ved nogen producenter ”halvintegreret”. Den tyske benævnelse er enten Teilintegrierte eller Halbintegrierte. På fransk kaldes de ofte for Profiles eller Semi-integrated, på italiensk Semintegrale. Det sidste navn ses også på engelsk parallelt med Low profile, Streamline og H-models.

Helintegreret

Den helintegrerede autocamper er konstrueret oven på et chassis, hvor både førerhus og opholds, eller bodelen af autocamperen, er opbygget som en samlet enhed ligesom i en bus.

Modsat de andre grupper, sidder man ikke i et førerhus under kørslen, men i større grad forrest i opholdsrummet. Indretningen og mulighederne i den helintegrerede autocamper er lige så varieret som ved de delintegrerede.

Der ses stort set ikke helintegrerede modeller med køjer til børnefamilier. Det skyldes, at prisniveauet i denne gruppe generelt ligger over de øvrige grupper pga. en mere kompliceret opbygning, større materialeforbrug og ekstra udviklingsomkostninger.

Helintegreret kaldes ved nogle producenter for fuldintegreret, Campingbus eller Liner. På tysk kaldes konstruktionen for Integrierte eller Vollintegrierte. På fransk kaldes det for Intégral. Engelske betegnelser er enten A-class eller Integrated. Begrebet Liner benyttes ofte om en helintegreret autocamper, der, rent konstruktionsmæssigt, er bygget som en bus, gerne 8 til 12 meter lang, indrettet til transport og beboelse.

Multicamper

Multicamperen dækker over ”restgruppen” af autocampere, herunder ombyggede personbiler og moduler, der kan sættes på enten almindelige biler, men også hen over ladet på en pickup samt ombyggede, gerne ældre, busser og kassevogne. Autocampere i denne gruppen har det fælles træk, at de alle er designet og indrettet i et køretøj, der er konstrueret til helt andet formål.

Indretningsdetaljer

En moderne autocamper bygges i meget stor grad ud fra kundens behov og ønsker. Derfor findes der, udover de forskellige grundindretninger, mange varianter og muligheder på markedet.

Siddegrupper

Siddegrupperne i autocampere er gerne placeret således at førerhusets to førerstole indgår som siddepladser. Den grundlæggende indretning består af et bord, der er ophængt på væggen bag førersædet. Modsat førersædet der placeret en fremadrettet bænk med to siddepladser. Overfor bordet, på camperens modsatte væg er der enten en ekstra siddeplads, en køkkenenhed eller et klædeskab. 

En fjerde variant er, at bordet står på en centersøjle midt på gulvet, langs siderne er der, udover førersæderne og den tværgående fremadrettet bænk, langsgående bænke. Under kørsel kan dele af bænkenes afmonteres, således at passagerer kan sidde med ansigtet fremad i kørselsregningen. En femte variant er, at der om det vægmonteret bord findes en fremad- og en bagudrettet bænk, hvor der kan sidde fire fastspændte passagerer. 

Soveafdelinger

I autocampere findes der 4-5 forskellige soveværelsesindretninger, der alle fås i 2-3 varianter. Mange soveværelser er indrettet med en tværvendt dobbeltseng, der er placeret så højt, at der kan indrettes et stort opbevaringsmagasin, også kaldet hækgarage, under den. 

Hos nogle mærker kan sengen hæves og sænkes elektrisk, med det formål at gøre magasinet større eller mindre rummeligt. er senge ekstra høj, skal der monteres en stige for at komme op og ned af den.

En anden soveværelsesindretning består af to langsgående senge, der stå langs autocamperens vægge. Er der behov eller ønske om ekstra magasinplads, er sengen placeret så højt som muligt.

En tredje variant er placering af en langsgående dobbeltseng midt i soverummet. Det gør det lette for begge parter at komme ind og ud af sengen.

En fjerde variant er placering af en langsgående dobbeltseng i det ene hjørne (ofte kaldet en fransk seng) med placering af et toiletrum, gerne med en brusekabine, langs den modsatte væg. Denne indretning kaldes også for et ”fransk soveværelse.”

En femte indretning er en dobbeltseng langs den ene væg, med indretning af et stort toiletrum (badeværelse) i hele camperens bredde bag hovedgærdet.

En sjette indretning er montering af to tværvendte køjer bagerst i camperen. Den nederste køje kan evt. klappes op langs bagvæggen, således at det rum, der opstår ved ændringen, kan bruges som hækgarage under transport, fx til cykler eller lignende omfangsrig bagage.

En syvende indretning består af langsgående køjer ved den ene væg og et stort toiletrum, der dækker resten af autocamperens bredde ved hovedgærdet på køjerne.

I alkovemodeller er der ofte indrettet en tværvendt dobbeltseng over førerhuset. I enkelte modeller er alkoven så stor, at der kan indrettes to langsgående enkeltsenge. I helintegrerede autocampere er der tradition for, oppe under loftet, at montere en dobbeltseng over førerpladserne. Når der skal soves, kan dobbeltsengen sænkes ned.

Sænkesengen er også begyndt at blive monteret over siddegruppen i enkelte af de delintegrerede modeller. Derved undgås det at skulle bygge en alkove over førerhuset, der alt andet lige vil betyde større vindmodstand, end hvad der kan opnås ved at montere den midt i en delintegreret autocamper.

Toiletrum

Da lastekapaciteten af vand er to til tre gange større i en autocamper, end i en campingvogn, er stort set alle alkovemodeller samt del- og helintegrerede autocampere udstyret med muligheden for at tage brusebad. Gerne i en separat brusekabine.

Mange modeller har et såkaldt todelt toiletrum, hvor brusekabinen fysisk er placeret et andet sted, end ved siden af eller som en del af toiletrummet. Toiletrum er normalt placeret op ad, eller tæt på, soveafdelingen.

Køkken

De fleste køkkenområder i autocampere har som minimum tre kogepladser, køkkenvask med koldt og varmt vand samt et køleskab med indbygget fryser på mindst 85 liter. De største køleskabe, som ses ved alle mærker, er på 175 liter, inkl. en separat fryser med en kapacitet omkring 30 liter.

Mange modeller har også emhætte, mikroovn, gas bageovn, og i særligt luksuriøse modeller findes der et komplet komfur med 3-4 kogepladser, ovn, separat grill og grydeskuffe. Ekstra krævende købere af autocampere kan derudover få ekstramonteret opvaskemaskine og vinkøleskab.

Den enkleste køkkenenhed består kun af et ca. 1 m bredt skab med indbygget komfur, køkkenvask og køleskab. De mest avancerede køkkener fylder op til 2 m i hele autocamperens bredde (se flere indretningseksempler i billedarkiv nederst på denne side).

Vægt og kørekortskrav

De fleste autocampere er konstrueret således at de kan køres med et almindeligt kørekort til personbiler med en totalvægt på maks. 3.500 kg. Hvis autocamperen har en totalvægt over 3.500 kg, kræves der et kørerkort til lastbiler. Så længe der er tale om privat personbefordring, kræves der ikke et særlig buskørekort.

Har autocamperen en totalvægt under 3.500 kg, kræves der fra myndighederne ingen lovmæssige krav, udover de generelle, vedr. køre- og hviletidsregler. Har autocamperen en totalvægt over 3.500 kg, er der, i visse europæiske lande, krav om overholdelse af de generelle regler for køre- og hviletid. Det betyder, for at reglerne kan overholdes, der skal være monteret et godkendt kontrolapparat (ur).

Ophold under kørsel

Under kørsel er der, i lighed med almindelige biler under 3.500 kg totalvægt, krav om at fører og passagerer skal benytte en godkendt trepunkts-sikkerhedssele. For at den skal fungere optimalt, skal man sidde enten med ansigtet i eller imod kørselsretningen. Det betyder også, at der ikke mere kan sælges fabriksnye autocampere, hvor passagerer sidder med siden til kørselsretningen.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
20/05/2014
Jørn Busch Olsen
14/09/2010
Bodil Hammer
22/04/2010
Oprindelig forfatter
Red
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki