karet

© Mathilde Foto/Gerner Thomsen

Karet. Guldkaret i Eremitagemuseet, Skt. Petersborg, Rusland.

karet, luksuøst udformet lukket hestevogn med et eller to sæder i kabinen foruden en kuskebuk og et trinbræt eller sæde bagpå vognen til lakajer. Karetens udformning og udsmykning har fulgt tidernes skiftende stilarter. I barokken var kareterne store og tunge med en overdådig udsmykning i billedskærerarbejde, mens rokokotidens var lettere i udformning, men stadig med mange udskæringer. I slutningen af 1700-t. vandt den nyklassicistiske stil indpas. Den var inspireret af engelske karetmagere og karakteriseret ved enkle og elegante linjer og uden tidligere tiders udsmykning. De nyeste kareter fra 1800-t. lignede ofte borgerskabets vogne. Mens de ældre kareter var udstyret med stor vinduesflade, havde de nyeste ofte blot vinduer i dørene og evt. et lille vindue foran. På de første affjedrede kareter var vognkassen ophængt i læderremme, som var fastgjort i træsøjler på karetens undervogn. Senere udvikledes stålfjedre, der blev kombineret med læderstropper, og til sidst forsynedes kareterne med horisontale trykfjedre, hvilket gjorde affjedringen yderst stabil.

Fra Christian 3.s tid var Danmark kendt i Europa for sin fine karetfremstilling. Den Kongelige Staldetat har en stor samling. Den ældste er enkedronning Juliane Maries statskaret fra 1778, som er en blanding af rokoko og nyklassicisme. De mest enkle kareter er den tosædede gallakaret, bygget af den foretrukne vognbygger Henry Fife, København, og en etsædet karetkupé fra 1882, bygget af F.C. Schultz, København. Den Kongelige Staldetats vogne dokumenterer, hvilken teknologisk udvikling vognbygningen gennemgik fra sidste halvdel af 1700-t. og ca. 100 år frem.

Ordet karet bruges i dag om lukkede hestevogne til festkørsel, fx ved bryllupper, men disse vogne er som regel mindre og lavere end egentlige kareter. Deres oprindelige navne er kupé, ³/₄-kupé, landaulet eller landauer.