luftskib

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Den første Zeppeliner LZ 1 på sin jomfrutur over Bodensøen 2. juli 1900.

luftskib, aerostat, luftfartøj lettere end luften, der er i stand til at flyve ved egen kraft, og som kan styres. Luftskibe er en videreudvikling af balloner, idet opdriften skyldes et ballonlegeme fyldt med en luftart (kulgas, brint eller helium), der er lettere end atmosfærisk luft.

Luftskibe inddeles i tre typer: ustive, halvstive og stive. I alle tre typer er ballonlegemet aflangt for at mindske luftmodstanden. Under ballonlegemet er der en eller flere gondoler til besætning og passagerer og en eller flere motorer med propeller. Desuden er der faste lodrette og vandrette stabilisatorer (styrefinner), ofte ved luftskibets agterende, og et bevægeligt højde- og sideror til styring.

Det ustive luftskib

består af et elastisk hylster (ballonlegemet). Inden i hylsteret er der ofte en langsgående støttebjælke, hvortil hylster og gondol er fastgjort. Næsen er ofte forsynet med et letmetalskelet til forstærkning. Små ustive luftskibe kaldes også blimps og anvendes stadig, primært til reklamebrug. Det halvstive luftskib har i bunden af ballonlegemet en platform, hvortil gondoler mv. er fastgjort. Platformen fungerer som afstivning for luftskibet, og hertil er letmetalskeletterne til forstærkning af næse og agterende fastgjort. I både ustive og halvstive luftskibe fungerer ballonlegemet som en ballonsæk, evt. opdelt i celler. Desuden er der celler med luft, således at ballonlegemet kan være helt fyldt, uden at gas og luft blandes, og således at opdriften kan reguleres.

Det halvstive luftskib

er en mellemting som blev udviklet af italieneren Umberto Nobile på den statslige fabrik i Rom. Denne luftskibstype behøver et indre tryk for at bibeholde skrogets facon. Udover kabinen har denne type en forlænget, bred køl langs skrogets bund, hvori der kan anbringes gods og brændstof. Da Roald Amundsen i 1925 fik behov for et luftskib til sin flyvning fra Svalbard over polhavet til Alaska, valgte han et som var konstrueret af oberst Nobile. Flyvningen blev gennemført i 1926 med italiensk besætning, deriblandt Nobile. To år senere foretog Nobile på egen hånd en række polarflyvninger med et tilsvarende fartøj, som forulykkede nord for Svalbard. Han byggede derefter en række af sine halvstive luftskibe i Sovjetunionen.

Det stive luftskib

består af et letmetalskelet beklædt med letmetal eller kunststof. På skelettet monteres gondoler mv. Det stive luftskibs konstruktion giver mulighed for at bygge de største luftskibe, og Ferdinand von Zeppelin udviklede princippet til en sådan fuldkommenhed, at luftskibe ofte identificeres med "zeppelinere". I det stive luftskib er der gassække inden i luftskibet. Ved hel eller delvis udtømning i forbindelse med regulering af opdriften kan de blot falde sammen inden i ballonlegemet. For alle typer luftskibe kan opdrift og balance desuden reguleres med ballast.

Et luftskib, hvor opdriften fremkommer ved at opvarme luften i ballonlegemet, har eksisteret siden 1975. Sådanne varmluftsluftskibe anvendes udelukkende til fritidsbrug.

Interessen for luftskibe findes stadig, og der gøres jævnlig tekniske og økonomiske overvejelser og forsøg på at genoplive luftskibe til kommercielt brug.

Historie

Aldrig så snart havde man fået de første balloner i luften, før man begyndte at eksperimentere med styrbare luftfartøjer. Man forsøgte ved at åbne og lukke paraplyer og med årer og med sejl, men først med anvendelsen af motorkraft kom der gang i udviklingen. Det første styrbare luftskib blev konstrueret af H. Giffard i 1852 med aflangt ballonlegeme og en dampmaskine. Charles Renard (1847-1905) og A. Krebs brugte en elektrisk motor med et chrom-klorid-batteri, da de den 9.8.1884 i La France fløj i 23 min. og som de første nogensinde vendte de tilbage til deres startsted. Den elektriske motor på 8,5 hk gav en hastighed på 6 m/s.

Problemet med styrbare luftskibe var at finde en motor, der var tilstrækkelig kraftig, samtidig med at den og de nødvendige drivmidler var lette nok. Med Daimlers udvikling af benzinmotoren fandt man en motor, der havde den rette kombination af kraft og vægt. K. Wölfert gjorde i 1888 nogle prøveflyvninger med en 2-hk-benzinmotor. Forsøget blev gentaget i 1896 med luftskibet Deutschland og en 8-hk-motor. På kejser Wilhelm 2.s initiativ blev endnu en opvisning foretaget i 1897. Wölfert og hans mekaniker R. Knabe steg hurtigt til en højde af ca. 1 km, hvorefter der skete en eksplosion, og det hele styrtede brændende til jorden. Eksplosionen skyldtes formodentlig den hurtige opstigning med udvidelse og dermed udslip af brint fra ballonlegemet til følge. Tændingssystemets brug af en åben flamme satte eksplosionen i gang. Wölfert og Knabe blev den motoriserede flyvnings første dødsofre.

Udviklingen fortsatte, og i begyndelsen af 1900-t. udvikledes luftskibe i både USA og Europa, hvor ikke mindst militæret forudså deres anvendelsesmuligheder. Under 1. Verdenskrig anvendtes luftskibe til rekognoscering og til bombning bag fronterne. Især blev England udsat for tyske zeppelineres angreb. Selvom de ikke voldte større skader, skabte de en voldsom frygt hos civilbefolkningen. I begyndelsen havde tyskerne kun ganske få luftskibe, og senere var de pga. luftforsvaret tvunget til at flyve så højt, at bombningerne blev meget upræcise.

Danmark havde besøg af zeppelineren LZ13 Hansa den 18.9.1912, hvor den ankom til Kløvermarken i København og af LZ127 Graf Zeppelin, der besøgte Kastrup lufthavn den 14.5.1931.

Med den britiske regerings bestilling af to gigantiske luftskibe til passagertransport i 1924 indledtes de store luftskibes æra. I England byggedes R100 og R101, i Tyskland Graf Zeppelin og i USA bl.a. Akron, alle af den stive type. Fra Tyskland forbandt man Nord- og Sydamerika med Europa i et rutenet, der med hastigheder på over 100 km/h gav væsentlig hurtigere forbindelser end passagerskibene. Flere luftskibe kom til, men en række uheld, der kulminerede med Hindenburgs brand i 1937, betød enden på æraen. Luftskibenes styrke lå i, at de uanset motorproblemer kunne holde sig svævende, medens deres svagheder skyldtes den enorme følsomhed over for vindpåvirkning, behovet for store hangarfaciliteter samt den evige frygt for den brandfarlige brint. Kun USA havde mineralsk mulighed for at anvende den ufarlige luftfart helium i stedet for brint. USA havde før 2. verdenskrig eksportforbud af helium.

Især USA fortsatte dog med at anvende luftskibe. Under 2. Verdenskrig anvendtes de til at eskortere konvojer og til havovervågning; sidstnævnte anvendelse fortsatte frem til 1961.

Luftskibe bruges i dag som store reklamebannere ved sportsarrangementer, overvågning og rundflyvninger. De nyere luftskibe, heriblandt Zeppelin NT, er af den halvstive type og kaldes blimps.

Litteratur: Chr. Chant: The Zeppelin (2000, da. Zeppelineren - 50 års luftskibshistorie, 2000). Henry Beaubois: Airships - An Illustrated History.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Den første Zeppeliner LZ 1 på sin jomfrutur over Bodensøen 2. juli 1900.

© Dette billede må du ...

Zeppelinhangar ved Tønder. Under første verdenskrig 1914-18 var der en tysk luftskibsbase nord for Tønder, der i perioden 1864-1920 hørte til Tyskland. Nu er der Zeppelin- & Garnisonsmuseum.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
24/01/2011
pdmm
31/08/2010
Ove Hermansen
11/08/2009
Oprindelig forfatter
BCJ
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki