Concorde

© Polfoto/Topfoto

Concorde. Den sidste Concorde letter fra London, 2003.

Concorde, fransk-britisk overlydstrafikfly indrettet til ca. 100 passagerer. Udviklingen af Concorden begyndte i 1962, og første flyvning fandt sted 2.3.1969. Efter mere end 5000 testflyvningstimer gik Concorden 1975 i trafik hos Air France og British Airways på ruten til hhv. Rio de Janeiro og Bahrain. I 1976 blev Concorden sat ind fra Paris og London til Washington, D.C. og endelig til New York året efter. Der blev i alt bygget tyve Concorde, heraf to prototyper og to forsøgsfly. Concordens rejsehastighed var to gange lydens hastighed (Mach 2), og flyvehøjden på en transatlantisk flyvning kom op omkring 18 km.

Concordens deltavinge og krop var bygget af aluminium i et samarbejde mellem franske Aérospatiale og British Aircraft Corporation. De fire Olympus jetmotorer, som hver ydede 170 kN statisk kraft med efterbrænder, blev bygget i samarbejde mellem franske Snecma og  engelske Rolls-Royce. Concorden indebar meget nyt for trafikflyvningen; bl.a. den knækbare næse og trimsystemet. Ved acceleration til supersonisk flyvning vandrede vingens trykcenter bagud, og der var derfor indbygget et trimsystem, så brændstof hurtigt kunne pumpes fra de forreste tanke til de bageste. Brændstoffet benyttedes desuden til køling af vingestrukturen, som opvarmedes af friktionen ved supersoniske hastigheder.

Concorden besøgte flere gange danske (Kastrup og Billund) og grønlandske lufthavne (Søndre Strømfjord). Første besøg i Danmark skete den 18.9.1982, da G-BOAC landede i Københavns Lufthavn med en gruppe turister, der skulle på besøg i Tivoli.

Den 25.7.2000 styrtede en Air France Concorde uforskyldt ned nær Paris, hvorved 113 mennesker omkom.

Ulykken skete, fordi flyets venstre dæk eksploderede under starten, da det ramte en flydel på banen, som stammede fra en netop startet Continental DC-10. Dækrester gennemtrængte undersiden af venstre vinge og forårsagede en læk i en brændstoftank lige foran motorernes luftindtag. Indsugning af det udstrømmende brændstof forårsagede en kraftig reducering i motorkraften på et kritisk tidspunkt kort efter, at flyet var lettet.

Det efterfølgende tab af hastighed førte på trods af besætningens meget dygtige forsøg på at holde flyet i luften til fuldstændig tab af kontrol og dermed nedstyrtning.

Flyvning med Concorde hos både Air France og British Airways blev endeligt indstillet i 2003 (Air France 27.06.2003 og British Airways 26.11.2003). 

Det må betegnes som noget ganske enestående, at den revolutionerende type (bortset fra Paris-ulykken) holdt sig flyvende i 28 år uden et eneste uheld. Det var især det enorme brændstofforbrug, det høje støjniveau, det uøkonomiske lave antal passagersæder, som var årsag til typens manglende udbredelse. British Airways hævder, at typen ikke havde givet selskabet noget underskud.

Sovjetunionen havde også et overlydsfly af typen Tu-144, som fløj første gang 31.12.1968. Man fik først detaljeret kendskab til flytypens konstruktion i Vesten i 1965, og man pressede meget på internt i Sovjetunionen for at Tu-144 skulle i luften inden Concorden. Engelske George Edwards advarede russerne om, at flyet ikke var tilstrækkeligt aerodynamisk gennemarbejdet, da det gik i luften 2 måneder før Concorden, men man tog chancen, hvilket senere viste sig at være problematisk. Det blev præsenteret ved en flyveudstilling i Paris, hvorunder det den 2.6.1973 styrtede ned. De ombordværende omkom. Der blev bygget 16 stk., nogle af disse anvendtes fra 1975 til 1978 som postfly mellem Moskva og Alma Ata i Sibirien. Som noget helt usædvanligt anvendte typen bremsefaldskærm ved hver landing.

Også USA havde til hensigt at bygge et overlydspassagerfly. Projektet Boeing 2707 SST (SuperSonicTransport) med plads til 277 passagerer gik i gang i 1963, men blev definitivt opgivet i 1971.