Shannon Airport

Shannon Airport, irsk lufthavn ved byen Shannon ca. 20 km vest for Limerick. Lufthavnen, der engang var verdens travleste, blev anlagt efter anbefaling af et hold eksperter fra det irske forsvarsministerium, der i 1935 blev udsendt af industriministeriet for at udpege egnede steder for transatlantisk flyvning, dels med flyvebåde, dels med landbaserede fly.

Holdet fandt Foynes nær Fergus flodens munding bedst egnet til vandflyvere, medens det blev et fladt område ved byen Shannon, der blev fundet egnet til anlæg af en lufthavn til landbaserede fly. Området blev kraftigt drænet og lagt ud med 4 græsklædte landingsbaner, hvoraf den længste var 1 mile (1,6 km) lang, og 122 m bred.

Året efter blev området besigtiget af flypioneren Charles A. Lindbergh, der var sendt til Europa af det amerikanske luftfartsselskab Pan Am for at finde egnede lokaliteter til transatlantiske flyvninger.

Starten var dog træg. Under 2. Verdenskrig foregik transatlantisk passagerflyvning ved at Imperial Airways, forløberen for B.O.A.C. og senere British Airways, fløj passagerer fra Bristol til Shannon, hvorfra de overførtes til flyvebåde i Foynes 15 km længere mod vest. På den tid ansås flyvebåde for at være mere sikre til de lange stræk over åbent hav.

Denne trafik ophørte dog allerede i løbet af 1946. Vendepunktet blev indvarslet, da det første planmæssige passagerfly, et 4 motorers propelfly af typen Douglas DC-4 fra American Overseas Airlines (AOA), landede i Shannon Airport 24.10.1945. Det blev hurtigt fulgt af fly fra Trans World Airlines (TWA) og Pan American Airways (Pan Am).

Antallet af interkontinentale fly steg hurtigt meget kraftigt, og Shannon Airport fik de følgende år status som porten mellem Europa og USA/Canada. De tidlige rutefly som Douglas-flytyperne DC-4 og DC-6 samt Lockheed flyfabrikkernes Constellation 749 var med deres, efter nutidens målestok, begrænsede rækkevidde nødt til at mellemlande to gange for at tanke op, inden de krydsede Atlanterhavet. Det skete dels i Gander på øen Newfoundland, Canada, dels i Shannon Airport, der var den vestligste lufthavn i Europa.

Shannon Airport kom få år senere også til at skrive historie som den første lufthavn i verden, der, i 1951, fik en Duty Free Shop (toldfri butik).

I slutningen af 1950'erne kom de første langdistance jetpassagerfly af typen Boeing 707 og Douglas DC-8 på markedet, og til at betjene disse store fly blev det nødvendigt at udvide Shannon Airport med en godt 3 km lang start- og landingsbane, der i 1966 blev yderligere forlænget til den nuværende længde på 3.200 m.

Shannon Airport er løbende blevet moderniseret, men med udviklingen af jetpassagerfly, som kunne flyve nonstop mellem de store byer i USA/Canada og Europa, mistede lufthavnen sin status som Europas nødvendige port mod vest.

Dog var der stadig mellem 1980 og 1990 et vist behov for Shannon til mellemlanding for optankning, idet lufthavnen i denne periode servicerede fly fra det sovjetiske selskab Aeroflot, der mellemlandede på flyvninger mellem de store russiske byer og destinationer i Nord- og Sydamerika.

I dag er Shannon Airport primært en regional lufthavn, men med åbningen af transatlantiske flyvninger fra London City Airport med fly fra British Airways genoplever Shannon Airport lidt af sin fortids storhed. På grund af den korte startbane i London er det nemlig ikke muligt for fly, som kan gennemføre transatlantisk flyvning, at starte med fyldte tanke. Det er derfor også kun på udturen, at Shannon Airport benyttes.