Kjøbenhavn

© Polfoto/W. Douglas

Kjøbenhavn. DFDS' ruteskib på vej fra København til Aalborg blev minesprængt og sank ved Hals Barre i 1948. 48 mennesker omkom, mens ca. 300 blev reddet. Der gik ca. 30 år med minerydning efter 2. Verdenskrig, før tvangsruter blev ophævet, og der blev givet fri sejlads i danske farvande. Da var ca. 20.500 miner desarmeret.

Kjøbenhavn, passagerskib på 1670 BRT, leveret til DFDS fra Helsingør Værft i 1918. Kjøbenhavn sejlede indtil 1928 på ruten København-Århus og derefter, med afbrydelser under besættelsen, på ruten København-Aalborg. Den 11. juni 1948 kl. 03.50 løb skibet på en mine i Aalborg Bugt (16 sømil øst for Hals) og sank på 10 minutter. Det gik så hurtigt, at kun to af redningsbådene kom i brug, og det først efter at skibet var sunket. Der var ca. 350 ombord, hvoraf dog kun 42 passagerer og 6 besætningsmedlemmer omkom. Dette skyldtes kombinationen af sommervandtemperatur og de hastigt tililende redningsfartøjer. Havdybden det pågældende sted (12 m) var ikke større, end at skorsten og agterdæk forblev oven vande. Det blev en af efterkrigstidens større danske søulykker og en understregning af, at danske farvande stadig var særdeles risikofyldte.

Ulykken blev observeret af det nærliggende DFDS-fartøj Frigga, der via sin radio slog alarm. Mange af de overlevende reddede livet ved at svømme den korte strækning over til Frigga. Marinens Flyvevæsen sendte en Sea-Otter (amfibiefly) af sted fra Margretheholm i København med en læge ombord. Denne krøb ud på det øverste bæreplan og sprang i vandet uden faldskærm og svømmede derpå over til Frigga, hvor han tog sig af de sårede. Året efter løb Frigga selv på en mine det pågældende sted og sank uden persontab. De to forlis skete begge i en af de såkaldte "minestrøgne ruter", og efterfølgende blev både Kjøbenhavn og Frigga hugget op på ulykkesstedet.