skibsværft

© Burmeister & Wain Holding A/S

Skibsværft. M/V Sibohelle under bygning hos Burmeister & Wain i 1992. Skibet er en dobbeltskroget OBO-carrier, dvs. et kombinationsskib, som kan sejle med både olie- og tørlaster. Med sine ca. 83.000 t dødvægt, 247 m længde og 32 m bredde er denne skibstype den største, som kan passere Panamakanalen.

skibsværft, bygge- og reparationsplads for skibe. Endnu omkring 1100 kunne skibe bygges overalt, hvor visse basale betingelser var opfyldt: egnet byggemateriale inden for rækkevidde (i bl.a. Danmark fortrinsvis egetræ), tilstedeværelsen af den fornødne arbejdskraft og viden og passende topografiske forhold, der kunne gøre det nogenlunde let at skubbe det færdige skib ud på en vanddybde, hvor det kunne flyde.

Med udviklingen af større og tungere skibe blev skibsbygningen mere specialiseret, og der stilledes større krav til byggepladsen. Der måtte indrettes et fast underlag med fald mod vandet, en bedding, som nybygningen kunne stå på; beddingen måtte fortsættes et stykke ud i vandet i en slagbedding, så skibet under søsætningen havde fast underlag så langt ud, at det kun delvist flød. Byggematerialet måtte også hentes længere væk, ligesom håndværket efterhånden blev spredt på mange fag.

© Handels- & Søfartsmuseet på Kronborg

Skibsværft. Der nittes på B & W sommeren 1920. Nittedrengen tv. gjorde nitten rødvarm i den gasfyrede esse, hvorpå den hurtigt placeredes i det borede hul; en mand (skjult på billedet) holdt mod nittens hoved med en forhammer, mens smeden i midten slog den anden ende af den flad med en lufthammer. Alt foregik i en infernalsk larm, men dengang gjorde man ikke meget ud af høreværn.

Dermed blev skibsværfter efterhånden byindustri. I byen fandtes de mange forskellige håndværk, der direkte deltog i byggeriet som tømrere, snedkere og smede samt de mange underleverandører, mastemagere, sejlmagere, rebslagere osv. Dertil kom, at værfterne også blev reparationssteder for de skibe, der anløb byen, ligesom ombygning og almindelig vedligeholdelse blev væsentlige opgaver de fleste steder.

Stadig større skibe stillede øgede krav til værfternes størrelse og kapacitet, men uanset at byggematerialerne efterhånden blev jern og siden stål, har værftsfunktionen stort set været uændret helt op til vore dage: opbygning af skroget på en byggebedding, søsætning ved stabelafløbning og derefter udrustningsarbejde.

I nyere tid er en ny teknik dominerende ved bygning af især meget store skibe. De bygges nu i en tørdok, hvor de samles af præfabrikerede sektioner på flere hundrede ton, der bringes på plads med store portalkraner. Se også skibsbygning.

© Nakskov Lokalhistorisk Arkiv

Skibsværft. Nakskov Skibsværft, der blev anlagt i 1916, var gennem flere menneskealdre dynamoen i byens industri- og erhvervsliv. Det var derfor et alvorligt tilbageslag for Nakskov med opland, da det i 1986 måtte lukke pga. den internationale udvikling inden for værftsindustrien. På dette fotografi fra 1967 er der stadig travlhed; ikke mindre end fire ØK-skibe er til eftersyn, og i tørdokken står DFDS' Englandsfærge Winston Churchill.

De fleste store skibsværfter findes i dag i Østasien; værfterne i Japan, Sydkorea, Kina og Taiwan byggede i 1999 73,3 mio. dwt eller 87,1% af verdens samlede nybygningstonnage. Med en ottendeplads blandt verdens skibsbygningsnationer byggede Danmark samme år 1.062.000 dwt, størstedelen på det af A.P. Møller/Mærsk-koncernen ejede Odense Staalskibsværft (Lindø), der bl.a. takket være evnen til at indføre teknisk avancerede og rationelle metoder blev det eneste større danske værft, der var i stand til at overleve årtiers værftskrise. I 2009 besluttedes det dog på grund af økonomiske vanskeligheder at afvikle og lukke Odense Staalskibsværft frem mod 2012. Et andet skibsværft, Ørskov Stålskibsværft A/S i Frederikshavn, satser på nybyggeri alene baseret på skibsskrog fremstillet i lande som Polen og Litauen, hvor omkostningerne er lave. De øvrige store danske værfter, Burmeister & Wain (1843-1996) i København, Helsingør Skibsværft (1882-1983, ejet af rederiet J. Lauritzen fra 1964), Danyard i Frederikshavn (1870-1999), Nakskov Skibsværft (1916-1987, ejet af ØK/EAC), Svendborg Værft (tidl. Ring Andersens Staalskibsværft, 1907-2001), Aalborg Værft (1912-1988, ejet af rederiet J. Lauritzen fra 1937) mfl., har måttet give op over for den internationale konkurrence; det skyldes bl.a. billigere arbejdskraft i udlandet og den udbredte nationale subsidiering, der mange steder er blevet ydet som direkte tilskud eller skjult i form af fordelagtige og delvis statsfinansierede skibsbygningskreditter. Se også søfart.