Højfolkets land (1500-1100 f.Kr.)

Det var en helt ny verden, der begyndte omkring 1500 f.Kr. Den fik sit synlige udtryk i de tusinder af gravhøje, der efterhånden blev bygget overalt i landet. Højfolket kalder vi de døde mænd og kvinder fra de ledende slægter, som blev begravet i højene. Når de blev højsat, skete det med en mangfoldighed at ritualer, som vidnede om, hvor store mængder af kostbart metal, der nu var i omløb i landet.

Altsammen var det som et fjernt ekko af de begivenheder, der var sket i landene længere mod syd. En paladskultur var opstået i det østlige Middelhav, og i dens fjerne periferiområder mod nord var der også sket en kulturel opblomstring. Den havde bredt sig fra de sydøstlige egne af kontinentet til dets centrale dele. En aristokratisk krigerkultur var opstået, og grundlaget for den var en vedvarende udveksling af råmaterialer og værdigenstande, som også efterhånden inddrog kontinentets nordligste egne, hvor metal ellers ikke forekom naturligt.

I Sydskandinavien blev de nye tider indledningen til en henved fire hundrede år lang periode.¹ I den opstod nye byggeskikke på bronzealdermenneskenes bopladser. Kæmpemæssige langhuse, op til 50 m lange, blev opført af samfundets elite. Gravhøj føjede sig til gravhøj derude i det landskab, som omgav bopladserne. Og på bopladserne selv, eller i hvert fald på nogle af dem, udviklede der sig et bronzehåndværk, hvis fornemme produkter fulgte mænd og kvinder fra de mest fremstående slægter i gravene. Aldrig før var så store rigdomme blevet lagt i jorden, både som gravgaver til de døde og som offergaver til de magter, der stod for menneskers og dyrs frugtbarhed.

Afsnittet Højfolkets land (1500-1100 f.Kr.) er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet