Vikinger og bønder (800-1050 e.Kr.)

Omkring 800 e.Kr. begyndte den sidste af oldtidens tidsaldre: vikingetiden. På den tid havde danerne fået en ny og meget farlig nabo mod syd, det kristne Frankerrige, som ubetinget var den stærkeste magt i det vestlige Europa. Det førte til konfrontationer med de hedenske kongedømmer i nord, som plagede ikke blot Frankerriget, men også de politisk betydeligt svagere Britiske Øer med plyndringstogter fra havet. Vikinger kaldte man de fremmede.

Plyndringstogterne fortsatte igennem de næste århundreder, men skiftede med tiden karakter og blev i højere grad erobrings- og koloniseringstogter. Efter at en stabil dansk kongemagt var vokset frem i løbet af 900-tallet, lykkedes det de danske konger at underlægge sig England. Ved oldtidens slutning i begyndelsen af 1000-tallet opstod således en tid et dansk Nordsøimperium. Og det kunne med rette hævdes, at den danske konge var „hersker over hele England og Danmark og over nordmændene og en del af sveerne“.

Men det var et imperium på lerfødder. For der var meget lidt, der forenede det store rige. Derfor faldt det fra hinanden efter kort tid. Men som en drøm levede det videre endnu nogle generationer blandt de danske og norske konger.

Langsomt var Danmark ved at blive draget ind i den vesteuropæiske, kristne kulturkreds. Det førte til fundamentale ændringer af samfundet. Storgodser og kongsgårde opstod herhjemme efter frankisk mønster. De første byer blev grundlagt. Mønter blev for første gang præget i Danmark. Danerne blev kristne, og den kongelige administration berørte efterhånden stadig flere områder af befolkningens liv. Grundlaget for det middelalderlige kongerige Danmark var nu blevet skabt.

Afsnittet Vikinger og bønder (800-1050 e.Kr.) er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet