Kanslergadeforliget

© Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Kanslergadeforliget. Statsminister Thorvald Stauning (tv.), socialminister K.K. Steincke (i midten) og Venstres forhandlingsleder Oluf Krag under forhandlingerne, som i januar 1933 førte til Kanslergadeforliget.

Kanslergadeforliget, politisk-økonomisk forlig, indgået på statsminister Thorvald Staunings bopæl i Kanslergade i København den 29.-30. januar 1933 mellem Venstre og regeringspartierne, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Forliget var det mest omfattende i en række forlig, der skulle afbøde de økonomisk-sociale virkninger af verdenskrisen siden efteråret 1929.

Forliget omfattede tre hovedområder: Landbrugserhvervet opnåede lettelser gennem en devaluering, nedsættelse af ejendomsskatter, konvertering af gæld, henstands- og akkordordninger samt opkøb af oksekød og forlængelse af en række midlertidige kriseordninger.

På arbejdsmarkedet blev arbejdsgivernes krav om 20% lønnedgang og en truende lockout afværget ved lovindgreb; i de følgende år faldt reallønnen dog som følge af devaluering m.m. Yderligere gennemførtes der vinterhjælp til arbejdsløse og støtte til boligbyggeri og offentlige arbejder. Endelig indgik det i forliget, at Venstre ikke ville modsætte sig gennemførelse af den socialreform, som K.K. Steincke gennem adskillige år havde forberedt.

Med Staunings ord havde man ofret nogle principper, men reddet landet. Forliget fik symbolsk betydning ved det datomæssige sammenfald med overdragelsen af magten til Adolf Hitler og nazisterne i Tyskland. Kanslergadeforliget er både i samtid og eftertid blevet opfattet som en demonstration af det parlamentariske demokratis handlekraft.