Kalmarunionen

© Rigsarkivet

Kalmarunionen. Kroningsbrevet beseglet af 67 stormænd.

Kalmarunionen, union mellem de tre nordiske riger, indgået på et møde i Kalmar i juli 1397. Den danske regent Margrete 1.s søsterdattersøn, den på det tidspunkt 15-årige Erik 7. af Pommern, der i forvejen var hyldet til konge i hvert af de nordiske riger, kronedes på mødet til fælles unionskonge. Kroningsbrevet er beseglet af 67 stormænd fra alle tre riger. Det gav Erik og Margrete retten til alle len i deres levetid og efter deres død, således at de kunne vælge tronfølgeren. På Kalmarmødet drøftedes tillige et unionsbrev udstedt på papir af 17 nordiske stormænd, dog kun beseglet af de ti. Heri knæsattes forholdet omkring valg af tronfølger og kongens pligt til at styre hvert rige efter dets egne love. Rigerne skulle dog bistå hinanden mod ydre farer.

Margrete regerede efter kroningsbrevet og satte egne tilhængere på len og bispestole uden hensyn til nationalitet. Erik fortsatte Margretes politik, men hans dyre krig mod holstenere og hansestæderne førte til øget skattetryk på almuen og tvangslån hos kirken. I 1434 udbrød oprør i Sverige, der blev ledet af Engelbrekt Engelbrektsson, og det udnyttede rigsrådet til at presse Erik for indrømmelser.

På et nyt Kalmarmøde i august 1436 støttede danske råder de svenske krav om, at Erik skulle regere efter det gamle Kalmarbrevs bestemmelser, respektere svensk lov og kun sætte indfødte svenske mænd på svenske len. Erik afviste de nye regentbetingelser og søgte endog at tvinge sin fætter Bugislav 9., der var arving til Norge, ind som regent, mens aristokratiet i et nyt unionsudkast fastlagde regler for valg af tronfølger om nødvendigt blandt ikke-fyrstelige kandidater fra et af rigerne.

Det danske og det svenske rigsråd opsagde i 1439 Erik, og man samledes nu om hans søstersøn, Christoffer (3.) af Bayern, der 1440-42 valgtes til konge i alle tre riger.

Ved Christoffers tidlige død i 1448 var der planer om nyt unionsvalg, men Karl 8. Knutsson vandt stemningen i Sverige for sit valg til svensk konge, hvilket var brud på unionsaftalerne. Danske og svenske råder enedes dog i 1450 i Halmstad om at fastholde fred og union mellem Danmark-Norge under Christian 1. og Sverige under Karl. Fælles konge skulle vælges, når den ene eller begge konger var døde.

Da Karl flygtede fra et svensk oprør, genskabtes unionen i 1457 under Christian; i 1464 gjorde et oprør dog ende på Christians svenske styre. Unionen mellem Danmark-Norge fortsatte, men kongen ville ikke acceptere de regentbetingelser, man nu stillede i Sverige.

Både Hans og Christian 2. erobrede for korte perioder Sverige, men i 1524 frafaldt Frederik 1. kravet på dette rige.