Danmarkshistorien

… set med kristnes øjne

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


De fleste oplysninger om den før-kristne tro i Skandinavien stammer fra kristne kilder og er derfor farvede af kristne holdninger ligesom de også er prægede af forfatternes specielle hensigter. Vi kan ikke forvente uvildige beretninger fra missionærer som Rimbert og Adam af Bremen, der begge skrev for at fremme kristendommen og ærkesædet Hamburg-Bremens sag.

De mest detaljerede beskrivelser af det hedenske Skandinaviens sagn og religiøse skikke er langt yngre end hedenskabets undergang. De kommer fra 1200-tallets Island og viser mange tegn på kristen indflydelse. Skildringer af hedenske helligdomme har klang af kristne kirker, og beretninger om et hedensk præstehierarki siger snarere noget rigtigt om den samtidige kirkeorganisation end om forholdene i før-kristen tid. En påstand om at hedningene betalte tempelskat er nok det der skurrer værst i ørerne, for end ikke de kristne betalte tiende før slutningen af 1000-tallet.

Runesten, der er hugget til og brugt som kvadersten i Sønder Kirkeby Kirke på Falster. Den lodrette række runer mellem hovedteksten og skibsrelieffet er stærkt beskadiget, men der er dog nok tilbage af den til at man kan genkende formularen: „Tor vie (disse) runer”.

Hovedkilden til de hedenske sagn og trosforestillinger er den samling af digte der kaldes Eddaen, samt Snorri Sturlusons kommentar til den. Snorri (død 1241) formede sit skrift som en nøgle til de mytologiske hentydninger der fandtes i skandinavisk digtning, og dermed skabte han den mest alsidige systematiske beretning om den før-kristne skandinaviske religion der findes. Han beskriver ikke alene guderne, men også jætterne som var fjender af guder og mennesker, valkyrierne (dem der „kårer valen”, udvælger dem der skal falde), og alfer, både de gode og de onde. Hans værk er en guldgrube af mærkelige oplysninger, mystiske, ja, uforståelige forklaringer og underholdende historier. Ifølge Snorri var der to gudeslægter, aserne hvoriblandt Odin og hans søn Thor var, og vanerne hvortil regnedes Frej og hans søster Freja. Odin, alfaderen, var krigens, klogskabens og digtningens gud. Han havde kun ét øje da han havde givet det andet i pant for en slurk af Mimers brønd „hvori der er visdom og indsigt”. Thor, som udmærkede sig ved sin styrke, var gudernes forsvarer, og hans våben var hammeren Mjølner. Vanerne var frugtbarhedens og velstandens guder.

Snorris Edda og den digtning den bygger på rummer mange problemer. Digtenes alder er omdiskuteret, og størstedelen er højst sandsynligt forfattet i 1000-tallet eller endnu senere af skandinaver der var kristne eller under stærk kristen påvirkning. Snorris tolkninger er af og til lovlig fantasifulde, som f.eks. når han et sted opfinder en ny gud, Kvasir, ved at udlægge et sjældent og poetisk ord for en drik som gudens navn. Alt i alt forekommer der megen lærd rekonstruktion som både er påvirket af den kristne lære og af den klassiske mytologi.

Blæsebælgbeskytter (avlsten) af klæbersten fundet i Horsens Fjord ved Snaptun. Dekorationen viser at stenen stammer fra den senere del af vikingetiden, og ansigtet menes at forestille guden Loke som fik sin mund syet sammen. At billedet blev brugt på en avlsten tyder på at Loke blev forbundet med ild.

Vi er på sikrere grund når vi benytter de samtidige vidnesbyrd i runeindskrifter og skjaldedigtning. Ikke alle de digte som er overleveret i de islandske sagaer er autentiske levn fra hedensk tid, men det ser ud til at mange af dem er blevet til i slutningen af 800-tallet eller i 900-tallet, og de viser klart at digterne var fortrolige med mange sagn. Fortolkningen af de poetiske omskrivninger beror på kendskab til sagnene; således beskriver et kvad fra omkring år 1000 Thor som „en gammel ven af Freja”, „Gunnars dristige ilbud” og „den som længes efter Thruthr” (der var hans datter). Det sidste behøver ikke at indebære noget dadelværdigt, for et tidligere digt, Bragis Ragnarsdrápa, antyder at jætten Hrungnir havde bortført hende. En kendt historie, som findes afbildet på flere stenrelieffer, er den om Thors fiskedræt hvor han satte et oksehoved på fiskekrogen og fangede Midgårdsormen som slyngede sig rundt om jorden under havet, men mistede sin fangst igen fordi jætten Hymer, som ejede båden, huggede fiskesnøren over med en økse. Den slags fortællinger om guder og jætter giver os et indblik i den hedenske forestillingsverden, men siger ikke meget om selve den hedenske tro.

Et par runeindskrifter indeholder bønner om Thors velsignelse, men langt flere indskrifter handler om Guds velsignelse, og man må snarere formode at de hedenske formularer er lavet efter kristent forbillede end at de repræsenterer en dybt rodfæstet hedensk skik. Dyrkelsen af Thor er imidlertid gammel; man har fundet jernamuletter der forestiller Thors hammer i svenske grave fra 700-tallet, længe før kristendommen øvede indflydelse på den hedenske gudsdyrkelse. Siden hen vandt Thorshammeren fornyet popularitet som et modstykke til de kristnes kors, men det var altså et ægte før-kristent symbol.

Denne billedsten, der har været genbrugt som trappesten i Hørdum Kirke i Thy, viser at fortællingen om Thors fiskedræt er ældgammel. Thor har her fået Midgårdsormen på krogen, men haler så hårdt for at få den op af vandet at hans fod går gennem bådens bund. Jætten Hymer står med hævet økse parat til at kappe linen over og befri ormen.

Der findes indicier på før-kristen religion i begravelsesskikke, men fortolkningen af dem er ikke så ligetil. Gravudstyr som omfatter redskaber, våben, mad, ja endog befordringsmidler som skibe, heste og vognfadinger anses som gaver til brug i det næste liv, eller til den afdødes rejse til en anden verden. Forekomsten af mange rigt forsynede krigergrave i 900-tallets Danmark er af arkæologerne blevet knyttet til troen på Valhal. Denne hal for de udvalgte som døde i kamp optræder første gang i kvad fra 900-tallet, digtet af mænd som havde haft forbindelse med England, og der er meget fornuftigt peget på at forestillingen om Valhal ligger ret sent i den hedenske periode, og at et vist kendskab til kristne ideer om livet efter døden må ligge til grund for den.

Om der er eller ikke er en forbindelse mellem forestillingen om Valhal og disse righoldige grave, det er en sag for sig. Men at denne gravtype har vist sig at være nyudviklet i 900-tallet giver i sig selv anledning til overvejelser. Hvis disse grave afspejler en religiøs anskuelse, er der da sket en trosændring siden den slags grave ikke fandtes i 800-tallet? Eller var det bare en ny skik, som måske efterlignede sædvaner man havde set andre steder, for eksempel i Mälardalen hvor der er gammel tradition for rigt udrustede skibsgrave?

Imidlertid behøver gravudstyret ikke nødvendigvis at være knyttet til egentlige forestillinger om et liv efter døden. I mange samfund gives der gaver, f.eks. tøj, til de døde for at formilde dem så de ikke går igen. Det kan også være et middel til at demonstrere familiens rigdom og ære.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Blæsebælgbeskytter (avlsten) af klæbersten fundet i Horsens Fjord ved Snaptun. Dekorationen viser at stenen stammer fra den senere del af vikingetiden, og ansigtet menes at forestille guden Loke som fik sin mund syet sammen. At billedet blev brugt på en avlsten tyder på at Loke blev forbundet med ild.

© Dette billede må du ...

Denne billedsten, der har været genbrugt som trappesten i Hørdum Kirke i Thy, viser at fortællingen om Thors fiskedræt er ældgammel. Thor har her fået Midgårdsormen på krogen, men haler så hårdt for at få den op af vandet at hans fod går gennem bådens bund. Jætten Hymer står med hævet økse parat til at kappe linen over og befri ormen.

© Dette billede må du ...

Runesten, der er hugget til og brugt som kvadersten i Sønder Kirkeby Kirke på Falster. Den lodrette række runer mellem hovedteksten og skibsrelieffet er stærkt beskadiget, men der er dog nok tilbage af den til at man kan genkende formularen: „Tor vie (disse) runer”.

Viser 3 af 3 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Bremen
storby i Nordvesttyskland ved floden Weser; 5 ...Artikel i Den Store Danske
Midgårdsormen
i nordisk mytologi et søuhyre, der ligger på ...Artikel i Den Store Danske
Horsens Fjord
ca. 20 km lang fladvandet østjysk fjord. Den str ...Artikel i Den Store Danske
Valhal
Valhalla , i nordisk mytologi navnet på det ...Artikel i Den Store Danske
Midgårdsormen
('Verdensslangen'), kæmpemæssigt uhyre, der l ...Artikel i Nordisk Mytologi
Rimbert
d. 888, ærkebiskop af Hamburg-Bremen fra 865. Ri ...Artikel i Den Store Danske
rekonstruktion
(fr. reconstruction ), genopbyggelse; genfremstilli ...Artikel i Den Store Danske
klæbersten
spæksten , fedtsten , steatit , ældre udtryk for ...Artikel i Den Store Danske
Rimbert
død 888, ærkebiskop af Hamburg-Bremen fra 865. Han v ...Artikel i Nordisk Mytologi

Om artiklen

Oprindelig forfatter
Sawyer
13/02/2012
  • Læst 994 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki