Frankernes kristne rige

Karl den Store var en kristen hersker. Han var overbevist om at hans magt kom fra Gud, og at hans held afhang af undersåtternes rette gudsdyrkelse. Han var også fast besluttet på at alle de hedenske folkeslag han besejrede – i særdeleshed sakserne – skulle omvendes til kristendommen, ikke så meget fordi han kerede sig om deres bønner, men fordi han ville sikre sig at deres lydighedsløfter blev aflagt med kristne eders bindende kraft, svoret på hellige relikvier.

Nogle gejstlige – heriblandt Alcuin der måske var påvirket af sin slægtning Willibrords virke – interesserede sig for danernes omvendelse ud fra en kristen pligtfølelse; det gjorde Karl den Store ikke. Det var hans søn, Ludvig den Fromme, som først sendte en kejserlig missionærdelegation til danerne, og han gjorde det kun efter at hans betroede mand, Harald, var blevet genindsat som en af deres konger. Delegationens leder var ærkebispen af Reims, Ebbo, som i vinteren 822 havde været i Rom for at få pavelig bemyndigelse til at udbrede evangeliet blandt de hedenske folkeslag i Norden. Ebbo tilbragte den følgende sommer i danernes territorium og – siges det – døbte mange af dem, men hans hovedstation var i Welanao, nu Münsterdorff, i betryggende nærhed af det frankiske fort ved Itzehoe, så hans virkefelt har formodentlig mest været på de kanter, hvor Hamburg bispedømme siden hen oprettedes.

© Bibliothèques Municipale, Épernay

Billede af evangelisten Mattæus i evangeliebog fra ca. 820 som har tilhørt ærkebiskop Ebbo af Reims, der iværksatte den første missionsvirksomhed hos danerne.

Det er muligt at Ebbo kom på mere end ét besøg i Haralds territorium, og at det var hans prædiken som fik denne konge til at modtage dåben. Men et måske nok så kraftigt incitament antydes af Rimbert der i sin beretning om Ebbos mission forklarer at „et kristent folk ville mere beredvilligt komme ham og hans venner til hjælp hvis begge folk dyrkede den samme gud”. Dåben fandt sted i St. Albans Kirke i Mainz, men messen holdtes bagefter i det kejserlige slotskapel i Ingelheim. Efter de påfølgende festligheder vendte Harald hjem, ledsaget blandt andre af munken Ansgar hvis missionsvirksomhed er velkendt takket være den levnedsbeskrivelse som hans efterfølger Rimbert skrev.