Olaf „fra Sverige” og hans søn Gnupa

Man ved ikke mere om Helge, Olaf og Gurd end Adam fortæller, men Gnupa (Chnob) og Sigtryg nævnes på to runesten som er fundet i nærheden af Hedeby. De blev begge rejst af Asfrid, Odinkars datter, til minde om kong Sigtryg der var hendes og Gnupas søn.

Man har kombineret disse runeindskrifter med Adams oplysninger og draget den konklusion, at Olaf var en svensk fyrste som erobrede Hedeby og det omliggende land. Det er også blevet hævdet at Olaf måtte tilhøre en svensk kongeslægt. Der findes dog ingen klare sproglige eller arkæologiske vidnesbyrd på egnen som tyder på en svensk erobring. Ganske vist har en af Asfrids runeindskrifter et par svenske stavemåder, og enkelte af runetegnene ser lidt svenske ud, men det kan næppe bevise en svensk indtagelse af byen. I betragtning af den livlige forbindelse med Birka kan en vis svensk indflydelse i Hedeby ikke overraske; det findes også andre steder i Danmark. Det er langt mere sandsynligt at Olaf har været en daner der – måske som landflygtig – har boet i Sverige, og derefter er vendt hjem for at tilkæmpe sig tronen. Netop sådan havde Godfreds sønner gjort det i 813. Hvor stort et område Olaf regerede over, ved vi ikke, det kan have været hele Jylland eller endda mere, men vi kan i hvert fald regne med at han ligesom sin søn Gnupa og sønnesønnen Sigtryg beherskede Sønderjylland.

© Erik Moltke

Denne runesten, som er fundet uden for Hedeby, fortæller at „Asfrid gjorde disse kumler efter Sigtryg, hendes og Gnupas søn”. En del af runerne er af en type som er mest almindelig i Sverige. Derfor har man hævdet, at Gnupa tilhørte et svensk dynasti; men Asfrid rejste en anden sten i Hedeby til minde om Sigtryg, og den viser intet tegn på svensk indflydelse.

På et tidspunkt mens ærkebiskop Hoger beklædte sit embede i Bremen, dvs. mellem 909 og 916, bemægtigede Hardeknud sig ifølge Adam Sigtrygs kongerige, som denne kun havde regeret en kort tid; men da ærkebiskop Unni besøgte danerne i 936 var Hardeknuds søn Gorm konge. Dette står i modstrid til den saksiske krønikeskriver Widukinds udsagn om, at den tyske konge Henrik 1. besejrede en dansk konge der hed Chnuba og tvang ham til ikke alene at betale skat, men også til at lade sig døbe.

Widukind skrev rigtignok sin beretning hundrede år før Adam og kun et kvart århundrede efter begivenheden, men han er dog langtfra nogen fejlfri kilde. Hans oplysninger om Henriks togt i 934 stammer tydeligvis fra klosteret Corveys årbøger, som blot siger at Henrik overvandt danerne; de omtaler hverken Gnupa eller dåben. Adam er påfaldende tavs om denne danske konges dåb, og det er i høj grad tvivlsomt om den overhovedet har fundet sted. Krønikeskriveren Thietmar, biskop af Merseburg, som døde 1018, er den eneste foruden Widukind der har omtalt disse begivenheder, men man kan ikke tillægge hans forvirrede version af historien, hvor den danske konge kaldes Cnut, nogen større værdi. Tyske krønikeskrivere som Widukind og Thietmar havde al mulig grund til at give Henrik æren for såvel dåben som for undertrykkelsen af en dansk konge, for det ville berettige Henriks efterfølgere til at trænge ind i Danmark for at afskaffe hedenskabet. Samme argument blev brugt til at retfærdiggøre tysk intervention i slaviske anliggender.

Hvad Adam fik at vide af Sven Estridsen om Olaf og hans sønner var overfladisk og selvmodsigende, men kongen var formodentlig mere interesseret i sin egen slægt og bedre orienteret om den end om familiens rivaler. Sven Estridsen kunne spore sine forfædre tilbage til en ellers ukendt Sven, Hardeknuds far, som stammede fra Nortmannia. Det kan som sagt betyde både Norge og Normandiet; begge muligheder er tænkelige. Hvis man hælder til den første ville det være en parallel til Olafs tidligere ankomst fra Sverige. Det er foreslået at Hardeknud skulle tilhøre en norsk kongelig familie. Men hvis Hardeknud kom fra Norge kunne han lige så vel som Olaf have været en hjemvendende landflygtig.