Danmarkshistorien

Magnus, danernes norske konge

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Hardeknuds tøven med at rejse til England skyldtes måske til en vis grad usikkerhed om hvilken modtagelse der ventede ham, men den norske trussel må også have spillet en rolle. Efter kong Knuds død havde nordmændene kåret Magnus, der var søn af Knuds modstander Olav den Hellige, som deres konge. Magnus var dengang kun ti år gammel og kunne ikke regere selv, men mange nordmænd havde et gammelt mellemværende med danerne og var opsatte på at angribe dem.

Det har tydeligvis voldt historikere i 1100-tallet og siden hen hovedbrud at forklare, hvordan Hardeknud kunne tillade sig at forlade Danmark i 1040 når han ikke havde vovet det tidligere. De opfandt derfor en aftale mellem Hardeknud og Magnus der skulle gå ud på, at den af de to der overlevede den anden skulle arve begge kongeriger. Historien fik et skær af troværdighed ved at Magnus faktisk blev anerkendt som dansk konge da Hardeknud døde barnløs i 1042. Lignende aftaler formodedes senere at være indgået mellem den engelske kong Edvard, som også var barnløs, og først Magnus af Norge og siden Sven Estridsen. Det sidste er bevisligt opspind, og der er ingen rimelig grund til at tro det første. I samtidige kilder findes ingen hentydninger til en sådan overenskomst. Adam af Bremen siger udtrykkeligt at Magnus „tog begge kongeriger i besiddelse mens Hardeknud nølede i England”. Han fortæller også at Hardeknud udsendte en flåde imod Magnus i foråret 1042, ledet af hans fætter og efterfølger Sven Estridsen. Det kan derfor tænkes at Magnus greb magten i Danmark før Hardeknud døde, og at en del af de skjaldedigte der besynger Magnus' sejre over danerne hentyder til begivenheder i Hardeknuds regeringstid.

Tegning fra EncomiumEmmae, lovprisningen af Knud den Stores enke dronning Emma, vistnok det originale eksemplar, som dronningen selv fik. Den forestiller forfatteren, sandsynligvis en munk i St. Omer ved Caiais, der overrækker bogen til dronningen, mens hendes to sønner Edvard og Hardeknud, ser til, begge med krone på. Bogen ender med Hardeknuds opfordring til Edvard om at vende hjem fra landflygtigheden i Normandiet, og forfatteren undgår omhyggeligt at nævne at Edvard var søn af Emmas første mand, den engelske kong Æthelred.

Det fremgår af et kvad af Amor Thorðason, der var en af Magnus' skjalde, at Magnus engang sejlede sydpå ved vintertide, og at jyderne bød ham velkommen.

"Jeg vil fortælle hvorledes skibet, hældende og rimdækket, førte Sogns sejrrige fyrste nordfra; kongen, kampbyderen stævnede mod det brede Jylland; folk tog glade imod krigeren."

Naturligvis kan dette have været en episode der udspillede sig senere under Magnus' stridigheder med Sven, men det kan ikke bevises. Rækkefølgen af versene i dette og andre kvad kendes kun fra de sagaer som de siden er blevet optaget i. Her kan de være anbragt forkert, fordi sagaskriverne gik ud fra at den formodede aftale mellem Hardeknud og Magnus skete fyldest, og at Magnus først gik i kamp for at vinde den danske kongemagt efter Hardeknuds død. Der er imidlertid intet i disse vers der udpeger Sven Estridsen som den konge Magnus fortrængte. En nyere undersøgelse af mønterne fra Lund viser klart at Magnus blev anerkendt som konge dér umiddelbart efter Hardeknud. Mellem Hardeknuds sidste mønter i Lund og Magnus' første er der ingen tidsforskel, og dette kan afspejle en vis usikkerhed med hensyn til den politiske situation. Det er derfor sandsynligt at Magnus var i gang med at tilrive sig magten i Danmark mens Hardeknud endnu levede.

Et udsnit af Magnus den Godes saga fra Frissbók, et manuskript fra begyndelsen af 1300-tallet. Det indeholder en afskrift af størstedelen af den samling kongesagaer, som kaldes Heimskringla. Her fortælles om Magnus' rejse til Jylland (herunder det vers der er citeret i artiklen), og om hans modtagelse hos danerne som konge. Sagaen forklarer at det var til dels fordi Knud ingen arvinger havde, men også fordi „den hellige kong Olavs fromhed og hans mirakler var blevet kendt i alle lande.” Denne Harald var en mulig rival til den danske konge i kraft af sit ægteskab med Knuds niece.

I efteråret 1042 var Magnus i hvert fald blevet anerkendt som danernes konge. Da mødtes han med ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen, den saksiske hertug Bernhard og flere andre i Slesvig. Ved den lejlighed blev Magnus' søster trolovet med hertugens søn Ordulf, som den 13. november samme år hjalp Magnus med at myrde vikingehøvdingen Torkels søn Harald.

Magnus blev dansk konge, formodentlig med erobrerens ret, og indtil sin død i 1047 udstedte kun han mønt som danernes konge. Sven Estridsen truede med skiftende held hans stilling; som søn af Knuds søster var Sven endnu nærmere beslægtet med kongefamilien end Harald Torkelsøn havde været, og han fremhævede senere, da han fortalte historieskriveren Adam af Bremen om sit liv, at han havde hjulpet Hardeknud imod Magnus; dog gjorde han det uden at besmykke sin indsats, for han indrømmede at han ved denne lejlighed, som så ofte siden, blev besejret af Magnus. Kong Sven fortalte også Adam af Bremen at han i sine unge dage havde tjent i 12 år hos den svenske konge, Anund Jakob (se afsnittet Sveer og göter). Antagelig er han blevet optaget ved kong Anunds hof kort efter slaget ved Helgeå i 1026, da Knud den Store led nederlag til en svensk hær, og det efterfølgende drab på hans far. Ikke så længe derefter begyndte Anund at slå mønt fra Sigtuna. Hvis man tør stole på Svens oplysninger om Sverige-opholdets varighed, kan han være vendt hjem til Danmark for at slutte sig til Hardeknud ved den tid, da denne var i gang med at samle en flåde til sit forsøg på at vinde England. Det er også muligt at han virkelig sejlede med en flåde imod Magnus. En episode som Adam beretter om, hvor Sven på vej til England angreb Hadeln mellem floderne Weser og Elben, kan have udspillet sig på denne tid; episoden fandt nemlig sted mens Alebrand var ærkebiskop i Bremen, dvs. mellem 1035 og 1043.

Mønt med Olav den Helliges billede på forsiden, slået i 1040rne for Magnus den Gode. Det er det ældste billede, som kendes af Olav den Hellige, og det styrker formodningen om at helgenens ry spillede en væsentlig rolle i hans søn Magnus' magtkamp med Sven Estridsen. Møntstedet er ikke nævnt på denne mønt, men møntmesteren IOLI slog mønt for Magnus i Hedeby. Det menes, at denne mønt er slået til minde om sejren på Lyrskov Hede, hvor det fortaltes, at Sankt Olav kom Magnus til hjælp. Størrelse 2:1.

Striden mellem Sven og Magnus er besunget i mange kvad og udbygget med et væld af modstridende detaljer i de islandske sagaer og i andre senere fremstillinger. De mange romantiske enkeltheder som sagnene om Magnus er besmykket med gør det vanskeligt at rekonstruere et klart begivenhedsforløb. Sandsynligheden for at nogle af de samtidige skjaldedigte hentyder til kampe der fandt sted mens Hardeknud endnu levede gør det hele endnu mere kompliceret. Kvadene viser imidlertid at Magnus angreb Jom, dvs. Wollin, udkæmpede et søslag ud for Rügen, og var herre over såvel Lund og Skåne som Jylland. Der nævnes kampe på Fyn, Sjælland og Falster hvor Sven Estridsen somme tider omtales som hans modstander, idet han i et kvad betegnes som Ulfs søn og i et andet som Bjørns bror. Det var mod Sven han kæmpede i Århus i et slag der i et vers tidsfæstes med udtrykket „før jul”, og det fortælles også at han udkæmpede fire kampe på en vinter. I digtningen omtales ofte et slag i nærheden af Hedeby, hvor der kæmpedes mod slaverne som havde foretaget angreb i Jylland. Ifølge en note der er tilføjet Adam af Bremens Historie fandt dette sted umiddelbart efter at Magnus havde plyndret Wollin. Hundrede år efter vidste man at slaget var blevet udkæmpet på Lyrskov Hede i nærheden af Isted, og man fortalte at Magnus i drømme var blevet opildnet af sin far Skt. Olav til denne kamp, trods det at hans hær var meget mindre end slavernes. At Magnus har udnyttet den prestige som hans fars helgenværdighed har givet ham er kun naturligt; på et af pengestykkerne som er præget for kong Magnus i Hedeby er helgenen afbildet med sit karakteristiske øksesymbol.

Det er stort set kun møntmaterialet der sætter os i stand til at tegne et kronologisk rids af denne urolige periode. I den danske hovedmønt Lund overtog Magnus Hardeknuds rolle som møntherre, muligvis endda før dennes død, og også på andre møntsteder over hele Danmark udstedte han mønt som danernes konge. Efter to eller tre års forløb lader det til at Magnus har mistet sin magt i Lund, mens han bevarede sin myndighed i Odense hvor han oprettede en ny mønt, til dels med møntmestre fra Lund. Kort før Magnus' død i 1047 fik Sven igen sit navn på Lundemønterne, dog ikke som konge. Det skete formodentlig i forbindelse med den fremgangsrige periode som nævnes såvel af Adam som i skandinaviske overleveringer. Adam spilder ikke mange ord på denne sag; ved hjælp af den svenske konge og en ellers ukendt jarl Tovi „fordrev Sven Magnus fra Danmark, og da Magnus genoptog krigen døde han om bord på sit skib”. Dette bekræftes af den samtidige angelsaksiske krønike som rapporterer at i 1047 bad Sven om at få 50 skibe til hjælp i kampen mod Magnus. „Og så fordrev Sven Magnus fra Danmark og indtog landet ved et enormt blodbad, og danerne betalte ham et stort pengebeløb og anerkendte ham som konge. Og samme år døde Magnus.” Den samme kilde viser at man i England betragtede Magnus som en alvorlig trussel. I 1044 lagde englænderne en flåde på 35 skibe ved Sandwich som var det sædvanlige ankomststed for de danske flåder, og næste år samlede de samme sted „en flåde så stor som aldrig før set i dette land”. Årsagen var ganske åbenbart frygten for Magnus af Norge, „men striden mellem ham og Sven af Danmark forhindrede ham i at komme her”.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Mønt med Olav den Helliges billede på forsiden, slået i 1040rne for Magnus den Gode. Det er det ældste billede, som kendes af Olav den Hellige, og det styrker formodningen om at helgenens ry spillede en væsentlig rolle i hans søn Magnus' magtkamp med Sven Estridsen. Møntstedet er ikke nævnt på denne mønt, men møntmesteren IOLI slog mønt for Magnus i Hedeby. Det menes, at denne mønt er slået til minde om sejren på Lyrskov Hede, hvor det fortaltes, at Sankt Olav kom Magnus til hjælp. Størrelse 2:1.

© Dette billede må du ...

Et udsnit af Magnus den Godes saga fra Frissbók, et manuskript fra begyndelsen af 1300-tallet. Det indeholder en afskrift af størstedelen af den samling kongesagaer, som kaldes Heimskringla. Her fortælles om Magnus' rejse til Jylland (herunder det vers der er citeret i artiklen), og om hans modtagelse hos danerne som konge. Sagaen forklarer at det var til dels fordi Knud ingen arvinger havde, men også fordi „den hellige kong Olavs fromhed og hans mirakler var blevet kendt i alle lande.” Denne Harald var en mulig rival til den danske konge i kraft af sit ægteskab med Knuds niece.

© Dette billede må du ...

Tegning fra EncomiumEmmae, lovprisningen af Knud den Stores enke dronning Emma, vistnok det originale eksemplar, som dronningen selv fik. Den forestiller forfatteren, sandsynligvis en munk i St. Omer ved Caiais, der overrækker bogen til dronningen, mens hendes to sønner Edvard og Hardeknud, ser til, begge med krone på. Bogen ender med Hardeknuds opfordring til Edvard om at vende hjem fra landflygtigheden i Normandiet, og forfatteren undgår omhyggeligt at nævne at Edvard var søn af Emmas første mand, den engelske kong Æthelred.

Viser 3 af 3 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Sandwich
by i Kent, England, nær kysten ved Doverstrædet; ca. ...Artikel i Den Store Danske
overenskomst
kollektiv aftale på arbejdsmarkedet mellem arbej ...Artikel i Den Store Danske
Hardeknud
konge af Danmark, se Knud 3. Hardeknud . ...Artikel i Den Store Danske
Bremen
storby i Nordvesttyskland ved floden Weser; 5 ...Artikel i Den Store Danske
kronologisk
som er ordnet i rigtig tidsfølge; jf. kronologi ...Artikel i Den Store Danske
Hedeby
Haithabu , den største by i Norden i vikinge ...Artikel i Nordisk Mytologi
Hardeknud
 1018-8.6.1042, konge. Født i England, død i Lambeth ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Hamburg-Bremen
tysk ærkebispedømme. Det nyoprettede ærkesæde i ...Artikel i Den Store Danske
Hedeby
Nordens største og vigtigste by i vikingetide ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
Sawyer
13/02/2012
  • Læst 878 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki