Bondelandet

I det første og andet århundrede e.Kr. var Danmark for alvor blevet et tæt befolket bondeland med marker, enge og overdrev og en befolkning, der levede i landsbyer eller på enkeltliggende gårde omgivet af deres egen jord. Men i modsætning til tidligere havde den nye tids bønder ikke andre områder at rykke ind på, hvis høsten slog fejl eller dyrenes foder slap op.

Derfor var det uendelig vigtigt at passe på jorden. Den skulle udnyttes med varsomhed og viden, så man kunne være nogenlunde sikker på afgrøden, og dyrenes græsning måtte tilpasses og kontrolleres, så det ikke gik for hårdt ud over bestemte jordtyper eller vegetationsformer. Netop staldbruget betød, at man igennem en del af året kunne regulere mængden og arten af kvægets foder ganske nøje.

Rovdriften på skoven fortsatte, og var man ikke påpasselig, blev der snart mangel på godt gavntræ i overkommelig afstand fra landsbyen. Skovens voldsomme tilbagegang var sikkert ikke alene et resultat af græsningsskovens fortsatte nedbrydning, som den er beskrevet i et foregående afsnit, men også en konsekvens af det voldsomme forbrug af bygningstømmer til de mange gårde.

Til hver landsby måtte der være både agerjord, engområder, overdrev og skov for at dække behovet ved det varierede – og selvforsynende – jordbrug. Naturligvis var der forskel på, hvor meget hver enkelt landsby rådede over og dermed også på landbrugets vilkår i de forskellige egne af landet. Det er svært at bedømme, fordi vi ikke ved ret meget om husdyrholdets størrelse eller sammensætning. Kun i sjældne tilfælde er knoglerne bevaret, og vi har derfor ikke det samme dybe indblik i jernalderbondens dyrehold, som vi – gennem pollendiagrammerne – har af den jord, han omgav sig med. Vi ved, hvilke dyr han havde, men vi kan ikke se, om han først og fremmest levede af dyrene eller af jorden. Grauballemandens og Tollundmandens sidste måltid var i hvert fald vegetarisk, om end den enes suppe var kogt på et griseben.

Landet blev udnyttet i en sådan grad, at markerne og græsningsarealerne tilsammen udgjorde et åbent bondeland, næsten som vi kender det i dag. Enhver måtte sikre sit udkomme gennem jorden, men der var forskellige måder at supplere på. Én af dem var at slås og plyndre i fjerne egne, en anden at være specialist i mere fredelige håndværk. Dog skal vi næppe forestille os, at mange – om overhovedet nogen – udelukkende levede af deres håndværksmæssige færdigheder. Smeden, væveren, keramikeren, tømreren, hjulmageren, bådebyggeren og andre har sikkert alle sammen – ligesom krigeren – hørt hjemme på egne gårde.

Endnu var samfundet – i princippet i hvert fald – baseret på et økonomisk fællesskab, som omfattede alle. Men på samme måde som arbejdet i stalden var knyttet til hver enkelt familie og udbyttet tilfaldt den, således må vi også forestille os, at nogle gårde havde specialiseret sig i et bestemt håndværk og via det fik del i fødevarer og fornødenheder, som andre i landsbyen producerede. Gennem denne specialisering i dagligdags ting, hvad enten det var lerkar, jernredskaber, oste, uld eller andet, fik landsbyfællesskabet også en videre betydning end den, der alene var knyttet til dyrkningen af jorden: folkene på de enkelte gårde havde brug for hinanden i det daglige.