Kampen om Sverige

Endnu 1469-70 så det ud, som om der var mulighed for en tilfredsstillende løsning på sverigesspørgsmålet, og ved Karl Knutssons død i 1470 tegnede situationen sig særdeles gunstig. Men netop da havde kongen som anført hænderne fulde, og Sten Sture satte sig godt fast på magten i Sverige. Derfor måtte Christian i 1471 føre en hær til Stockholm, og den 10. oktober faldt afgørelsen på slagmarken ved Brunkeberg lige uden for staden. Herom fortæller en svensk krønike, der især ønsker at fremhæve den indsats, der ydedes af Stockholms borgere: „Og da klokken var ved elleve om dagen, kom hr. Sten så sagtelig tildragendes og slog straks til kong Christians folk, som var ved Sankt Clara Kloster… [Kongen kom dem til undsætning, og hr. Sten Sture måtte vige, da] hr. Niels Sture kom ham til undsætning … og en hob folk kom dragende ud fra Stockholm, som Knud Posse var bannerfører for. Så slog de atter til kongen på alle sider, og Knud Posse trængte så hårdt på, at han kom ind til kongen så nær, at kongen selv gjorde ham ilde såret. Så blev kongen skudt gennem munden og mistede nogle tænder af en kugle fra en hagebøsse …”

Kongen måtte drage sig ud af kampen, og det blev signalet til almindelig flugt ned til skibene ved kysten. Mange druknede i panikken; ved kongens hovedbanner Dannebrog lå flere hundrede døde; der skulle være taget henved 900 fanger, og mandefaldet var især stort blandt de kongetro upplandsbønder.

© Antikvarisk-topografiska arkivet, Stockholm

Til minde om sejren ved Brunkeberg 1471 lod man henved 20 år senere den fremragende lybske kunstner Bernt Notke udføre denne træskulptur af Sankt Jørgens kamp imod dragen, der endnu står i Stockholms Storkyrka. Det er kampen imellem det gode og det onde, og da prinsessen til venstre hører med til sceneriet, oprindeligt sammen med den med Sveriges våben knælende Karl Knutsson, har det været effektiv politisk propaganda. Ingen kunne være i tvivl om, hvem der i unionskrigene var de gode og de onde.

Ikke blot var kongen såret, medens rigsmarsken blev taget til fange sammen med talrige andre danske som svenske råder. Fra dansk side kunne man kun forklare nederlaget derved, at den lærde svenske dr. Claus Ryning måtte have udøvet sort magi. Udover at sætte bom for Christians tanker om en effektiv union fik slaget også den varige betydning, at stridighederne begyndte at ændre karakter: hidtil havde det i alle tre riger i princippet drejet sig om forfatningskampe imellem konge og råd, om end ofte reelt i form af interne stridigheder mellem forskellige slægtsgrupper i rådene, hvor der førtes en højst personlig kamp for at skaffe sig selv og sin egen slægt den størst mulige indflydelse. Nu var kampene ved at udvikle sig til en ren og skær nationalitetsstrid, svenske imod danske. Denne modsætning udnyttede de følgende svenske rigsforstandere af Stureslægten med så stor propagandistisk dygtighed, at stridighederne helt frem til nutiden har kunnet opfattes som en art „Sveriges frihedskamp imod dansk overherredømme”.

En eftertid, for hvem alt nordisk samarbejde i sig selv var et gode, har gerne kritiseret Christian 1., da det i høj grad var i hans regeringstid, at unionskampene blev til nationalitets-kamp. Men kongen var ikke frit stillet, og umiddelbart efter Brunkeberg begyndte hans besværlige broder Gerhard atter at fiske i rørte vande.

Derfor afsatte kongen ham som statholder i hertugdømmerne, hvilket i 1472 førte til en lokal opstand i Vestslesvig. Den blev dog hurtigt slået ned og kom vel alt i alt nærmest til at samle aristokratiet om kongen. Ikke mindst takket være den særdeles økonomisk indstillede dronning Dorotheas indsats kom man stille og roligt i gang med at anvende hertugdømmernes indtægter til at indløse de mange pantsættelser.

Større vanskeligheder havde kongens mange svenske tilhængere, der én efter én måtte overgive deres slotte til Sten Sture. Kongen indså da, at der aldrig ville kunne skabes en union uden om rådsaristokratiet. I 1472 nåede man frem til en aftale i Kalmar, hvortil selv paven havde sendt en legat for at få bragt de evindelige stridigheder til ende. Som under en egentlig union skulle der fortsat herske fred imellem de nordiske riger, og alt konfiskeret gods skulle gives tilbage til de rette ejere, hvad enten de boede i det ene eller det andet rige.

Der nedsattes desuden en kommission på 12 svenske og 12 dansk-norske råder til at afgøre sager om pantelen og om dronning Dorotheas ret til Ørebro len som morgengave. Endelig skulle de 24 voldgiftsmænd også forsøge at finde ud af, hvorledes kong Christian eventuelt atter kunne komme til magten i Sverige, et klart vidnesbyrd om, at de nordiske landes aristokrati principielt var tilhængere af en union, blot det kunne ske på rigsrådernes præmisser. Vel var Sten Sture ikke populær blandt det yderst selvbevidste svenske aristokrati; men på den anden side havde Christian l.s lenspolitik utvivlsomt givet den svenske højadel noget at tænke på.

Slægten Thott udgjorde fortsat et særligt problem. Iver Axelsen vedblev at sidde på Gotlands stærkt befæstede slot Visborg som en i realiteten uafhængig fyrste. Efter voldgiftsmændenes kendelse fik Bent Bille, der havde ægtet Ermegaard Frille, enke efter Philippus Axelsen, en del af sin hustrus gods i sin besiddelse. Men Vallø, Oluf Axelsens gamle hovedbesiddelse, forblev på kongens hænder, efter at han havde købt en mildt sagt tvivlsom andel heri af en af arvingerne.