Danmarkshistorien

Den store udlandsrejse

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Skønt Christian 1. i 1464 fik sluttet en vigtig forsvars- og handelstraktat med det burgundiske rige, havde kongen god grund til at føle sig truet af hertug Karl den Dristiges ekspansionspolitik i Nordvesttyskland. Kongen fornyede gamle forbund med såvel England som Skotland, og med svigersønnen Jacob 3. som mellemmand sluttede han i 1472 forbund med Frankrig, hertug Karls mest effektive modstander.

1472 indkaldte dronning Dorotheas farbroder, kurfyrst Albrecht af Brandenburg, til nordtysk fyrstemøde, som skulle træde sammen i Wilsnach i 1473. Her søgte kongen støtte for sin antisvenske politik, og det gjaldt ikke mindst om at få lagt pres på hansestæderne, for at de skulle standse al handel på Sverige.

Kurfyrsten havde besiddelser omkring Nürnberg, hvorfra han udøvede en betydelig indflydelse på den tyske kejser Frederik 3., og denne var så elskværdig, at han på den tyske rigsdag i Regensburg i 1473 forlenede kong Christian med Ditmarsken, denne reelt uafhængige storbonderepublik, der formelt hørte under ærkebispen af Hamburg-Bremen.

Til erindring om Christian l.s rejse til Italien lod hans dronnings slægtninge i Mantua denne portrætmedalje fremstille. På forsiden præsenteres kongen på latin: „Christian, Danmarks konge, for hvem sværdet og Gud har underlagt tre riger”. Bagsiden viser kongens rejsefølge og omskriften: „Således drog han til Rom i pave Sixtus 4.s tredje regeringsår”, dvs. i 1474. Medaljen er støbt i bronze. På jorden under kongens rejseheste står: „Tilegnet af Melioli”, medaljøren Bartolomeo Meliolis signatur. Diameter 60 mm.

Det er, som om kongen i stigende grad blev klar over, at de nordiske problemer måtte anskues i et mere internationalt perspektiv, og i 1474 begav han sig på vej til Rom, officielt i form af en pilgrimsrejse. Herved blev der rige muligheder for at diskutere de nordiske problemer med fyrstelige kolleger undervejs. Den frie hansestad Lübeck var derfor meget urolig over, hvad der kunne være den fromme rejses virkelige formål.

I februar nåede kongen frem til Ansbach, kurfyrst Albrechts frankiske residens. Sammen rejste de til Rothenburg an der Tauber, hvor de mødtes med kejseren. Vi har talrige lokale beskrivelser af kongens rejse, og det er et gennemgående træk, at de fortæller om den opmærksomhed, hvormed den fremmede monark fra det fjerne og ukendte nord blev modtaget. Nok kan høflighed koste ikke så få penge; men mange europæiske magter har, mere eller mindre realistisk, håbet at kunne drage nytte af denne hidtil ret ukendte faktor i det europæiske storpolitiske spil.

I hvert fald var kejser Frederik 3. tilsyneladende interesseret i at pleje forholdet til kongen i Norden. Han udstedte et stort og omfattende privilegiebrev. Hidtil havde de holstenske besiddelser formelt set blot bestået af et par grevskaber (det egentlige Holsten og Stormarn), der ikke engang forlenedes direkte af kejseren, men på dennes vegne af lübeckbispen. Nu forenedes besiddelserne med Ditmarsken til et hertugdømme umiddelbart under kejseren.

Den berømte venezianske feltherre Bartolomeo Colleoni modtog den kongelige gæst storslået på sit slot Malpaga. Selv døde han det følgende år, men hans arvinger må have følt, at besøget fra det fjerne Nord var værd at erindre, siden de i begyndelsen af 1500-tallet lod maleren Marcello Fogolino forevige begivenhederne med en lang række fresker. Her ser vi, at kongen underholdes med en falkejagt.

Fresko af Marcello Fogolino; der afholdes turnering i klassisk ridderstil.

Samtiden bemærkede også kejsers og konges mange fortrolige samtaler og lagde meget deri. Christian skulle jo videre til Italien, hvor hans dronnings søster var gift med markgreven af Mantua, og man antog, at han var interesseret i at finde en passende prinsesse til den snart 20-årige prins Hans. Det var derfor ikke urimeligt at forestille sig, at kejseren håbede, at kongen under sine forhandlinger ville bruge sin indflydelse til at styrke den stedse mere svindende kejsermagt i Norditalien.

Over Tyrol drog kongen til det venezianske Norditalien, og tilfældigvis ved vi besked om den storslåede modtagelse, han fik på slottet Malpaga nær Brescia, der ejedes af den berømte lejetropfører Colleoni.

Midt i marts nåede rejseselskabet til Milano, hvor modtagelsen atter var overdådig. Ikke blot havde kongen som nævnt en ugift søn, der gjorde en nærmere forbindelse mellem fyrstehusene mulig. Men hertug Galeazzo Maria håbede især at kunne opnå kongens støtte hos kejseren, idet han gerne så sit hertugdømme ophøjet til et kongerige, et ønske, som han havde tilfælles med hertug Karl af Burgund. Da alle afgørende politiske samtaler naturligvis var strengt fortrolige, svirrede det med rygter, og mange af de løbske planer, der var i omløb, kan have været bevidst desinformation.

Blandt disse titel- og rangsyge herskere må det have været et særsyn at møde en fyrste, der besad hele tre kongekroner. Hertugen modtog kongens „halsbånd og orden”, dvs. at han blev medlem af Christian 1.s nye broderskab, der var knyttet til Helligtrekongers kapel i Roskilde, dvs. elefantordenen.

I den pavelige plejestiftelse Santo Spirito i Rom, et helligåndshus der særlig tog sig af hittebørn, findes en freske af kongen, der modtager Den gyldne Rose af pavens egen hånd. Bagest i kongens følge ses den danske herold med rigsvåbenet. Fresken er gengivet efter en kopi på Frederiksborgmuseet.

I Mantua fik kongen en fornem velkomst af sin dronnings svigerfamilie, og vi har endnu bevaret en lobhudlende modta-gelsestale, der i bedste klassikerstil hylder Christian som efterkommer af goter og vandaler (vikingerne var endnu ikke kommet på mode). Næste dag holdt alle butikker lukket undtagen på byens hovedstrøg, hvor man til den fornemme gæsts behov udstillede de prægtigste tekstiler. Christian 1. benyttede lejligheden til at gøre noget for sine landes eksport, hvorfor han medbragte ikke blot det kostbare og af fyrsterne stærkt efterspurgte hermelin, men også prøver på den bedste bergensfisk.

Den fortsatte rejse beskrives i hver eneste lokalkrønike fra de mange byer, som kongen kom igennem. Det var et statsbesøg, og var kongen tilfreds, kunne der muligvis falde en riddertitel af til stadens rådsaristokrati. Den 4. april kom Christian til Viterbo: „Kongen førte med sig mange unge mennesker, smukke, belevne, lyse, blonde og velberedne – de havde mine som polakker og var klædt i sort [officielt var det jo en pilgrimsrejse]. Hans slægtning markgreven af Mantua afholdt alle udgifter igennem Italien, men paven selv dog igennem pavestaten.”

I Paris findes endnu dette eksemplar af Den gyldne Rose, et pragtfuldt stykke kunsthåndværk, antagelig givet til en biskop af Basel først i 1300-tallet.

„Kongen var omtrent 35 år, smuk, med et fyldigt og velskabt ansigt og kunne ikke tale vort sprog”, hedder det, mens en anden samtidig iagttager kalder ham „en munter mand af rødlig hudfarve, omtrent halvhundred år”. Så meget om værdien af øjenvidneberetninger. Den 44-årige konge har naturligvis set kongelig ud! Paven skal efter sigende have harceleret over, at „det smukke dyr” ikke kunne tale. Kongen kunne i hvert fald ikke italiensk, og antagelig har hans hjemlige munkelatin ikke slået til over for det nymodens ciceronianske kunstsprog.

Også indtoget i Rom blev pragtfuldt, og gennem de mange pavelige gunstbevisninger kan vi i nogen grad indkredse kongens interesser og rejseselskabets karakter. Christian 1. opnåede den længe ventede pavelige stadfæstelse på sin ynd-lingsstiftelse Helligtrekongers kapel, og hans trofaste kapellan Jens (Niels) Madsen af Hindsgavl fik privilegier for det nye helligåndskloster i København. Adelsklerken Hans Urne blev kort efter domprovst i Odense, medens Carl Rønnow blev udnævnt til biskop sammesteds, hvorefter den lokale afdeling af medicibanken straks lagde de nødvendige gebyrer til pavestolen ud for ham, samtidig med at en anden florentinsk bank ordnede ærkebispens finansielle problemer.

Kongens marsk Claus Rønnow, den stolte fader til den nye odensebiskop, fik også en række begunstigelser, og betydningen af majestætens personlige nærvær i Rom afspejles direkte i den mængde pavebreve, der i dette år udstedtes til danske: over 100, hvor tallet i 1472 og 1473 havde været nede på blot 15-20.

Ceremonierne kulminerede, da kongen under højtidelighederne selve påskedag modtog nadveren af pavens hånd. Dagen efter fik Christian 1. Den gyldne Rose, pavens pendant til et ordenstegn. Denne værdifulde genstand, som efter de pavelige regnskaber havde kostet 254 floriner, blev ikke uddelt hver dag. Men man havde en liggende, som egentlig var bestemt til dogen af Venezia, og da Christian nu fik den, måtte dogen pænt vente på sin rose til 1476.

Ganske efter protokollen udvekslede man gaver, og kongen modtog kostbare relikvier, bl.a. et guldkors, hvori var indfattet en splint af det hellige kors. Endnu en gang gjorde han reklame for sine rigers berømte eksportvarer ved at uddele den kostbare bergensfisk, salt sild (luksusfastemad) og det altid eftertragtede hermelin.

Året efter var det den fromme dronnings tur til at tage af sted, dels på besøg hos søsteren i Mantua, dels vist nærmest inkognito til Rom, hvor hendes hofmester hr. Johan Oxe, den adelige enke fru Barbara Brahe og Lage Brok fik afladsprivilegi-er m.m., og endelig gav paven sin tilladelse til oprettelsen af et universitet „på et dertil egnet sted”. Da forberedelserne, bl.a. med at skaffe kvalificerede lærerkræfter, tog tid, kom Københavns Universitet først i gang i 1479. De svenske udsendinge i Rom, der med et vågent øje fulgte udviklingen, skaffede sig straks et tilsvarende universitetsprivilegium, og i hast sattes Uppsala Universitet i gang allerede i 1477.

Af mere konkrete resultater, som kongen opnåede, skal nævnes omdannelsen af Odense Stifts gamle benediktinerkapitel til et moderne domkapitel, hvor adelens interesserede sønner kunne skabe sig en levevej, som muligvis engang kunne resultere i opnåelsen af et bispedømme. Men først og fremmest fik kongen indstillingsret til samtlige formandsposter i alle danske og svenske domkapitler, hvilket kom til at styrke kongens muligheder, når det drejede sig om at finde egnede bispeemner.

På baggrund af pavens overvættes elskværdighed har eftertiden ofte undret sig over, at kongen ikke fik formel indstillingsret til bispeembederne. Men rent bortset fra, at hverken den danske kirke eller adel ville bryde sig om det, var sagen nu engang den, at alle senmiddelalderlige bisper i Danmark blev udpeget blandt tidligere kongelige kanslere og lignende personer, og når forholdet i praksis var så udmærket, ville det have været yderst taktløst at røre ved sagen og skabe et unødigt principproblem.

Der er praktisk talt ingen hjemlige efterretninger om den elefantorden, som Christian 1. indstiftede, måske fordi den især tildeltes udlændinge. Men på epitafiet over kong Hans i Odense Gråbrødrekirke (nu i Sankt Knuds Kirke) ser vi kongen iført ordenskæden. Epitafiet er udført af Claus Berg.

Netop kongens besøg i Rom gav paven anledning til at erindre, i hvilken grad det kirkelige forbud imod åger og rentetagen blev overtrådt i hertugdømmerne, hvorfor han udsendte en skarp bandbulle imod overtrædelser af reglerne. At Christian selv havde en finger med i spillet, fremgår med al ønskelig tydelighed af, at da han i 1480 atter søgte en ordning med sine mange kreditorer i hertugdømmerne, citerede han virkningsfuldt den pavelige bulle, som da også den dag i dag ligger i Rigsarkivet.

Allerede den 27. april brød det kongelige rejseselskab op, idet enkelte, især nordtyske ledsagere, på egen hånd fortsatte til Det hellige Land. I Mantua modtog kongen breve fra kejseren, som gjorde endnu et besøg i Milano nødvendigt, hvorpå han først i juni mødte Frederik 3. i Augsburg, hvor denne lige havde sluttet en rigsdag. Her udstedte kejseren dels tilladelse til at forhøje tolden i Holsten, dels et krav til hansestæderne om at slå bedre mønt, og Christian fik bekræftelse på Holstens nye stilling som hertugdømme, heri medregnet det Ditmarsken, der nu havde god grund til at føle sig opskræmt over dette anslag imod dets traditionelle selvstændighed.

Nu håbede kejseren specielt på at kunne anvende Christian 1. som mægler over for Karl den Dristige, der havde indledt et angreb på kurærkebispedømmet Köln. Der var også brug for kongen i diplomatisk mission i Braunschweig, hvis hertuger var i konflikt med Mecklenburg om bispedømmet Hildesheim, og først i august var kongen atter hjemme. I oktober tog han atter af sted for at forhandle med Karl den Dristige, og ifølge beretningerne blev det en højst dramatisk rejse. I Westfalen undgik han med nød og næppe et baghold; mødet med hertugen i Düsseldorf endte resultatløst, og på hjemturen ned ad Rhinen blev han ligefrem beskudt fra slottet Rolandseck.

Med historikernes bagklogskab er de kongelige mæglingsforsøg i Tyskland gerne skildret som ren fiasko. Men sagen var mere indviklet end som så. Vel var kejseren allieret med Frankrig; men faktisk håbede han på en forsoning med Burgund, og i 1476 aftaltes det, at hans søn Maximilian skulle forloves med Karls eneste barn Maria. Ved Karls død i 1477 kom Maximilian til at arve de burgundiske besiddelser. Så i realiteten udførte Christian 1. et udmærket stykke arbejde.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

I Paris findes endnu dette eksemplar af Den gyldne Rose, et pragtfuldt stykke kunsthåndværk, antagelig givet til en biskop af Basel først i 1300-tallet.

© Dette billede må du ...

Der er praktisk talt ingen hjemlige efterretninger om den elefantorden, som Christian 1. indstiftede, måske fordi den især tildeltes udlændinge. Men på epitafiet over kong Hans i Odense Gråbrødrekirke (nu i Sankt Knuds Kirke) ser vi kongen iført ordenskæden. Epitafiet er udført af Claus Berg.

© Dette billede må du ...

I den pavelige plejestiftelse Santo Spirito i Rom, et helligåndshus der særlig tog sig af hittebørn, findes en freske af kongen, der modtager Den gyldne Rose af pavens egen hånd. Bagest i kongens følge ses den danske herold med rigsvåbenet. Fresken er gengivet efter en kopi på Frederiksborgmuseet.

© Dette billede må du ...

Fresko af Marcello Fogolino; der afholdes turnering i klassisk ridderstil.

© Dette billede må du ...

Den berømte venezianske feltherre Bartolomeo Colleoni modtog den kongelige gæst storslået på sit slot Malpaga. Selv døde han det følgende år, men hans arvinger må have følt, at besøget fra det fjerne Nord var værd at erindre, siden de i begyndelsen af 1500-tallet lod maleren Marcello Fogolino forevige begivenhederne med en lang række fresker. Her ser vi, at kongen underholdes med en falkejagt.

Viser 1-6 af 7 billeder | Se alle

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Regensburg
by i den tyske delstat Bayern ved floderne Rege ...Artikel i Den Store Danske
Rhinen
1320 km lang flod i Mellem- og Nordvesteuropa ...Artikel i Den Store Danske
Maximilian
6.7.1832-19.6.1867, kejser af Mexico fra 1864. M ...Artikel i Den Store Danske
Hildesheim
by i den tyske delstat Niedersachsen, 25 km s ...Artikel i Den Store Danske
florentinsk
(se florentiner ), vedr. Firenze el. florentinere. ...Artikel i Den Store Danske
kunstsprog
... plansprog , internationale hjælpesprog , u ...Artikel i Den Store Danske
Viterbo
italiensk by 70 km nordvest for Rom; 64.100 indb ...Artikel i Den Store Danske
kunsthåndværk
som fænomen er kunsthåndværk så gammelt som det ...Artikel i Den Store Danske
Mantua
italiensk by, se Mantova . ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
Redaktionen
29/02/2012
  • Læst 934 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki