To søstre

Dronning Dorothea førte en livlig korrespondance med sin søster markgrevinden af Mantua, og i 1469 sendte Dorothea hende en detaljeret beretning om kongens deltagelse i et rytterslag med svenskerne ved Axevalla. Markgreven selv og deres ældste søn Federigo blev elefantriddere, og karakteristisk nok kom også dronningens næstældste søn til at hedde Frederik, et typisk hohenzollernnavn, som dermed vandt indpas i det danske kongehus.

Efter at Christian havde opnået et bedre forhold til pavestolen, anvendte han længe kardinal Prosper Colonna som varetager af danske anliggender i Rom. Efter dennes død i 1463 blev en tid italieneren Geminianus fra Treviso benyttet. Men da dronningens nevø Francesco Gonzaga var blevet kardinal, tog denne sig i stigende grad af sager, der berørte den danske kirke.

I 1472 var ærkesædet i Lund blevet ledigt. Da paven derpå overdrog embedet til Francesco Gonzaga, var det antageligt for at gøre alle en vennetjeneste. Men når kardinalen lod, som om han havde tænkt sig selv at bestride embedet, var dette vel blot et forsøg på at sætte en affindelsessum fra kongens kandidat i vejret. Som modtræk erklærede kongen, at kardinalen desværre ikke ville kunne blive accepteret på grund af modstand fra ridderskabet, „der er meget mægtigt i Danmark”; men man må være kommet til enighed, idet kongens kandidat, den tidligere kansler Jens Brostrup, med nogen forsinkelse kom i endelig besiddelse af ærkestolen.

Hvor meget den unge kardinal fik ud af dette, er uvist, og han var vist ikke alt for tilfreds med sin honorering. I 1476 skrev hans sekretær til hans moder markgrevinden for at minde hende om, „hvor meget han har hjulpet dem i en sag om et af deres hertugdømmer, som kaldes Ditmarsken”. Men ellers er de bevarede aktstykker vanskelige at tolke, da de mest indeholder formalia og høflighedsfraser samt en henvisning til det utvivlsomt langt mere konkrete, som overbringeren af brevet vil berette.

© Kunstakademiets billedsamling

Gonzaga-familien i Mantua var ivrige mæcener for den nye renæssancekunst. Her har den berømte italienske maler Andrea Mantegna skildret en familiescene, hvor markgreven og hans hustru, dronning Dorotheas søster Barbara, sidder omgivet af hoffolk, bl.a. den uundværlige fyrstelige dværg. Samtiden fandt, at der var en udpræget lighed mellem de to søstre.

De svenske udsendinge i Rom brugte mange kræfter på at forhindre, at pavestolen blev draget ind i den dansk-svenske kamp, hvor unionskongerne gang på gang opfordrede paven til at bandlyse de oprørske og genstridige svenskere. Kun på ét punkt fik man en vis succes. Traditionelt varetog pavestolen som kirken i almindelighed specielt enkers og andre værgeløses berettigede interesser. At dronningen havde krav på et morgengavegods, ikke mindst efter at hun i 1481 var blevet enke, kunne der ikke være tvivl om. På dette punkt ser vi paverne næsten rituelt støtte hendes krav om passende forsørgelse også fra det Sverige, hvor hun i hvert fald formelt var enkedronning.