Biskop og rigshofmester

Helt så fredeligt gik det ikke til, da Rosenkrantzslægten begyndte at ekspandere på Djursland. Hr. Otte Nielsen havde giftet sig til en andel i Bjørnholm, og en anden andel havde været ejet af oprørslederen Henrik Tagesen, hvis gods efter slaget ved Sankt Jørgensbjerg i 1441 tilfaldt kronen som forbrudt gods. Den taknemmelige kong Christoffer havde da skænket det til hr. Otte, der udkøbte andre parthavere og snart begyndte at skabe sig et betydeligt godskompleks i det østlige Djursland.

Hr. Otte Nielsen opnåede tilmed at blive kongelig lensmand på Kalø og skaffede sig efterhånden alle andre kongelige besiddelser i området som len. Han var således på én gang egnens storgodsejer og forvalter af de kongelige interesser, da han i 1444 ydermere kom til at afløse hr. Niels Eriksen Gyldenstierne som rigshofmester.

© Flemming Bau, til Rikke Agnete Olsen: Borge i Danmark, 1986

Rekonstruktion af Kalø Slot i senmiddelalderen. Borgen der stammer helt tilbage til 1314 var fortsat en af rigets vigtige fæstninger. Bevarede murrester og volde giver et godt indblik i borgens grundplan, men om bygningerne havde flere etager eller var med eller uden kamtakker osv., kan vi ikke med sikkerhed vide. Høvedsmanden på slottet var kongelig lensmand over krongodset på Djursland og førte desuden tilsyn med de lokale herredsting.

Egnens lavadel flokkedes om hr. Otte for at opnå hans protektion, og der har næppe været mange, der vovede en direkte konfrontation med egnens ubestridte førstemand. Samtidig udbyggede han sine besiddelser i det centrale Djursland, hvor han skal have genopført Marie Magdalene Kirke og reorganiseret et øde sogns jordegods.

Men da han begyndte at ekspandere i egnen vest for Kalø, stødte han sammen med en lige så mægtig storgodsejer, Århus bispestol. Her var vestjyden Jens Iversen Lange i 1449 blevet biskop, og da hr. Ottes søn Erik Ottesen i 1452 blev kongelig lensmand på Skanderborg, har bispen unægtelig haft grund til at føle sig klemt. At hr. Otte samme år måtte afgive rigshofmesterposten, var kun en stakket frist, eftersom sønnen hr. Erik Ottesen allerede 1456 erhvervede embedet.

Inden længe ser vi biskop og rigshofmester i vild og blodig fejde, og bispen klagede i 1454 til pavestolen over, at en gruppe lokale adelsfolk under anførsel af en Otte Nielsen, en Erik Ottesen og en Henrik Knudsen (dvs. en svigersøn) havde berøvet en af bispens betroede gejstlige dennes ejendele.

© Knud Rosenlund, efter forlæg af Troels Dahlerup

Kortskitsen viser den omtrentlige placering af henholdsvis Rosenkrantz-slægtens og Brok-slægtens besiddelser og interessesfærer på Djursland. I lange perioder havde hr. Otte Nielsen Rosenkrantz det kongelige slot Kalø i forlening sammen med birkerne Hassens, Stensmark og Anholt samt byskatterne af Grenå og Ebeltoft. Århusbispen besad de kongelige rettigheder i herrederne Hasle og Vestre Lisbjerg nordvest for Århus by.

En biskop kom nemt i konflikt med sit stifts klostre, og de blev også draget ind i striden. Rosenkrantzerne beskyttede til gengæld både de selvhævdende cisterciensere i Øm og benediktinerne i Voer, hvor bispen havde søgt at blande sig i et omstridt abbedvalg.

Først i 1458 lykkedes det ved kongelig indgriben at få mæglet et forlig. Af dette fremgår det, at bispen ikke havde tøvet med at anvende sine åndelige midler i lokalpolitikken. Således havde han ligefrem bandlyst hr. Erik Ottesen; men denne havde appelleret til ærkebispen, som derpå havde pålagt abbeden i Øm at genoptage hr. Erik i kirken. Til gengæld havde bispen så frataget klosteret en sognekirke, som det havde haft patronats-ret til.

Forliget omtaler også, at bispens svende skulle have dræbt en af hr. Eriks folk, samt at den følgende retssag om drabet ikke var blevet korrekt ført. Desuden hører vi om konflikterne vedrørende de kirker, som rosenkrantzerne havde interesseret sig for, foruden et kapel ved Ebeltoft især Marie Magdalene Kirke. Her ønskede hr. Otte patronatsret, hvad bispen var imod, skønt „han og hans hustru havde opbygget i det sted, hvor skov og træ stod, og de havde ladet bortrydde og gjort der en skøn kirke, og alt det folk, der til søgte, det hører hr. Otte til, og bispen vil ej tilstede ham at indsætte kapellan …”.

© Jens-Jørgen Frimand

I Tirstrup Kirke, der var sognekirke for Bjørnholm, finder vi århusbispen Jens Iversen Langes våben næsten demonstrativt placeret ved siden af rosenkrantzernes. Tirstrup Kirke blev totalt ombygget ca. 1465, og anbringelsen af disse våbenmærker antyder kraftigt, at det tidligere slette forhold imellem parterne var blevet afløst af en holdbar ligevægt.

Efter forliget skulle rosenkrantzerne have betalte bands-bøder tilbage, og Øm Kloster generhvervede den tabte kirke. Med hensyn til drabet skulle bispen enten fralægge sig ansvaret for sine folks gerninger eller udrede en bod på ca. 20 mark og afholde 30 messer for afdøde. Endelig anerkendte bispen hr. Ottes patronatsret til Marie Magdalene Kirke, medens Ebeltoft kapel skulle beholde sin gamle status. Og en tillægsbemærkning viser, at man kom i tanke om, at Christoffer Lykke (antagelig biskoppelig lensmand) havde frataget lavadelsmanden Otte Bøjstrups svend et panser, der burde tilbageleveres.