Koncentration omkring København

De tidlige industriforetagender havde været koncentreret i og omkring København. Først sent i 1700-tallet begyndte der at komme fabrikker og manufakturer i de større købstæder, hvor omkostningsniveauet var lavere, og hvor landbrugets langsomt stigende efterspørgsel kunne udnyttes.

Den samme koncentrationstendens og koncentrationspolitik gjorde sig gældende for handelen og søfarten.

Efter den politiske ledelses opfattelse var det hovedstaden og dens favoriserede erhvervsliv, der skulle få den økonomiske udvikling i gang. Det var en politik med rødder tilbage til 1600-tallet. Under kriseårene gik enevælden meget vidt i sine koncentrationsbestræbelser. I 1726 fik København eneret på import af de væsentligste fremmede forbrugsvarer, de såkaldte fire species: salt, tobak, vin og udenlandsk spiritus. Som ventet vakte dette monopol misfornøjelse i købstæderne.

Styret gjorde, hvad det kunne, for at overbevise provinskøbmændene om det økonomisk hensigtsmæssige i denne favorisering af hovedstaden. Blandt andet lod man Ludvig Holberg udsende en fingeret Samtale imellem tvende Købmænd, hvor den provinsielle Sylvester fremkom med alle provinsbyernes enfoldige indvendinger, men hvor den kloge københavnske købmand Montanus overbeviste ham om det forstandige i styrets politik. Forgæves. Da forventningerne om, at den nye politik ville undergrave det udstrakte smugleri og give højere toldindtægter, heller ikke gik i opfyldelse, tog Christian 6. kort efter sin tronbestigelse konsekvensen af det fejlslagne forsøg og ophævede den upopulære eneret.

København fortsatte dog med at indtage en begunstiget plads i den økonomiske politik. Købstædernes søfart og handel oplevede en meget stilfærdig vækst i takt med væksten i bondegårdsbruget. Hovedstadens søfart og handel oplevede derimod en markant vækst, der satte ind allerede før midten af 1700-tallet. Grundlæggende havde denne vækst sin baggrund i en almindelig europæisk højkonjunktur, hvis virkninger blev forstærket af den danske neutralitet under stormagtskrigene. Men væksten lader sig vanskeligt tænke uden enevældens bevidste koncentrationspolitik.