Kræmmere og købmænd

Et af problemerne for en vækstfremmende politik var en forældet erhvervsstruktur og traditionsbestemte holdninger, der hæmmede udnyttelsen af de gode tider.

I vid udstrækning var hovedstadens handlende både kræmmere og købmænd. En del af deres indtægter fik de som kommissionslønnede agenter for udenlandske handelshuse, hvis tekstiler de solgte på det danske marked i direkte strid med styrets intentioner om at oprette danske manufakturer og sikre hjemmemarkedet for dem. Mange københavnske købmænd var i 1720'erne holdt op med at have egne skibe og importere direkte fra producentlandet. I stedet lod de udenlandske skibe – især hollandske – overtage importen og importfortjenesten.

Endvidere virkede de danske købmænds sociale ærgerrighed bremsende på deres foretagsomhed. I det gamle samfund var social status frem for alt forbundet med jordegods, adelskab, titler og rang. Når en købmand havde tjent sig rig, ville han derfor være tilbøjelig til at trække sig ud af handelen og enten selv erhverve disse ydre tegn på social status eller lade sine sønner blive embedsmænd og officerer og sine døtre indgå socialt attraktive ægteskaber. Herved blev erhvervslivet drænet både for kapital og erfaring.

© Rigsarkivet

Det algierske søpas, der er udstedt den 5. januar 1781 midt under Den amerikanske Frihedskrigs højkonjunkturer, sikrede fri passage for skibet Freden af Bergen på 67 kommercelæster eller 180 tons. Det var ført af skipper Hans Ellertsen, som agtede sig til Sankt Croix i Vestindien. Gennem traktater med de nordafrikanske stater havde Danmark købt danske skibe frihed for opbringeise, når de sejlede syd for Kap Finisterre og ind i Middelhavet. Skibenes såkaldte algierske søpas var forsynet med Kommerce-kollegiets segl og underskrevet af dets øverste embedsmænd. De nordafrikanske korsarer var hver forsynet med en øvre del af den danske pasblanket, og såfremt bølgelinien passede nøjagtigt, fik skibet lov at passere. På ruten til Vestindien ville Freden komme inden for korsarernes operationsområde.

Styret reagerede med at forsøge at fjerne disse blokeringer, dels ved at forbedre de københavnske købmænds konkurrenceevne indenlands og udenlands, dels ved at hæve købmændenes og redernes sociale anseelse. Kongens oprettelse af Grosserersocietetet i 1742 havde et sådant dobbelt sigte. Derved skabtes en organisation af fremtrædende købmænd og redere, der fungerede som kongens rådgivere, og som blev indsluset i enevældens rangsystem.

Endvidere blev det gjort økonomisk attraktivt for denne gruppe at opgive deres gamle detailsalg og kræmmervirksomhed for i stedet at koncentrere kræfterne om engroshandel og om søfart i større stil. Allerede i 1736 havde enevælden inddraget det københavnske købmandspatriciat i sin erhvervspolitik ved at give dets medlemmer den lukrative koncession på oprettelsen af den første danske bank, Kurantbanken, hvis opgave netop var at formidle risikovillig kapital til hovedstadens manufakturer, søfart og handel.