Flåden

Flåden var helstatens flåde. Lejlighedsvis var mindre styrker stationeret i Frederiksværn ved Oslofjorden og i Glückstadt ved Elben. Men det karakteristiske var, at flåden blev holdt samlet i København, hvorfra den kunne operere både i Østersøen og i Nordsøen.

Fastholdelsen af København som flådestation afspejlede 1700-tallets flådepolitik. Den modstander, Admiralitetet gennem det meste af den lange fredsperiode opererede med, var Sverige. Dansk flådepolitik sigtede derfor primært mod at fastholde den militære kontrol over Øresund for at forhindre et svensk lynangreb på Sjælland og København samt sikre forbindelsen mellem statsdelene.

© Orlogsmuseet

50-kanoners skibet Fyn var et forsøg på at konstruere en linieskibstype med specielt ringe dybgående af hensyn til de grunde danske farvande. Ved prøvesejladsen viste fabrikmester Diderich de Thurahs konstruktion sig imidlertid at have for ringe sejlegenskaber, og i 1745 blev skibet solgt til Asiatisk Kompagni, der brugte det som kinafarer. Orlogsmuseets model fra 1736 giver et godt indtryk af et dansk orlogsskib fra 1700-tallet.

Den danske flådes hovedstyrke var dens godt 20 operationsdygtige linieskibe på godt 60 kanoner – en armering, der lå noget under de store sømagters linieskibe. Det skyldtes, at de danske skibe måtte konstrueres til at operere i de grunde danske farvande. Hertil kom et lidt lavere antal fregatter på mellem 20 og 40 kanoner samt brigger og specialfartøjer. I forhold til den svenske flåde, hvis hovedbase var Karlskrona i Blekinge, gav dette Danmark en beskeden, men tilstrækkelig sømilitær overlegenhed. Sammenlignet med de store flådemagter England, Frankrig og Spanien var det derimod en lille flåde – og den blev gradvist mindre. Gennem 1700-tallet gennemførte de store magter nemlig omfattende flådeprogrammer, hvorimod de mindre magters flåder forblev på det niveau, de havde ligget på ved 1700-tallets begyndelse. Dengang havde England en flåde på 125 linieskibe. Men omkring 1750 var dette tal vokset til 150, og omkring 1800 nåede det op på 190.

Endvidere var mulighederne for at anvende den danske flåde begrænsede, som følge af truslen fra Sverige. Flåden måtte nødvendigvis holdes samlet og intakt. Hvad Admiralitetet kunne afse af skibe og mandskab til andre opgaver – hævdelse af territorialfarvandene omkring Norge, Island og Grønland og konvojtjeneste i Middelhavet og på de oversøiske ruter til Østen og til Vestindien – var derfor beskedent og af yderst begrænset militær betydning.

© Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg

Henrik Gerner var, hvad samtiden kaldte en videnskabelig søofficer. Som kadet viste han udprægede tegn på teknisk begavelse. Han blev derfor sendt på studieophold i fremmede flådehavne, og allerede som 30-årig blev han udnævnt til fabrikmester, det vil sige konstruktør af flådens skibe. Som sådan har flådens mesterbilledhugger F.C. Willerup, der tegnede og udførte galionsfigurerne til hans skibe, skildret sin chef. Ved siden af sin virksomhed som konstruktør af skibe og en lang række maskiner og tekniske anlæg af både militær og civil karakter var han levende optaget af tidens reformtanker. Han blev en af Landhusholdningsselskabets præsidenter og medlem af Videnskabernes Selskab, og hans begravelse i 1787 blev af reformtilhængerne gjort til en national og borgerlig manifestation, vendt mod de reformfjendtlige godsejere.

Når neutralitetsberedskabet ikke nødvendiggjorde mere omfattende udrustninger, lå orlogsflåden i fredstid oplagt i Flådens Leje ved Nyholm. Dens stampersonel bestod af offi-cerskorpset, en lille fast styrke af underofficerer og matroser samt Holmens faste stok af håndværkere, der arbejdede på flådens nybygninger og på de regelmæssige hovedreparationer af de enkelte skibe. Kun under krig og beredskab blev de mange søfolk indkaldt. Et 74-kanoners linieskib, der skulle i kamp, behøvede en besætning på 740 mand. I den lange fredsperiode kom de værnepligtige fra kystdistrikterne i Danmark, Norge og Slesvig, og to tredjedele af dem kom normalt fra de norske udskrivningsdistrikter. I sommerhalvåret var helstatens søfolk om bord i handelens skibe og spredt over det meste af kloden. Flådens største problem var derfor i virkeligheden ikke selve udrustningen af orlogsskibene. Ganske vist medgik der til udrustningen af et linieskib 12 til 15 kilometer tovværk og op mod to tusind kvadratmeter sejldug foruden kanoner, krudt, kugler, håndvåben og proviant. Men de beholdninger fandtes faktisk i flådens magasiner på Nyholm og Gammelholm og i Tøjhuset. Problemet lå i indkaldelsen af et betydeligt antal værnepligtige søfolk med kort varsel. I 1801 var flaskehalsen typisk ikke materiel, men mandskab.

Det var karakteristisk for helstatens flåde, at det værnepligtige mandskab kun sjældent blev indkaldt i større tal, og at flådens skibe tilbragte langt den overvejende del af deres henved 30-årige levetid fredeligt for anker bag flydebommene omkring Flådens Leje. De fleste af de store linieskibe var efter en mere end hundrede år gammel tradition navngivet efter kongefamiliens medlemmer og efter kongens riger og lande: Danmark, Norge, Slesvig, Holsten, Jylland og Ditmarsken. Men sent i 1700-tallet markerede enevælden sin politiske lydhørhed med navne, der påkaldte den nye nationalfølelse, Indfødsretten, og den fælles fortid, Odin, Skjold og Valdemar.