Den danske digter

Under Frederik 5. førte den danske enevælde en prætentiøs kulturpolitik. For det dannede Europa skulle den danske konge stå som kulturens beskytter. På J. H. E. Bernstorffs initiativ indbød kongen derfor i 1751 Tysklands på det tidspunkt berømteste digter Friedrich Klopstock til at bosætte sig i Danmark og leve af en kongelig understøttelse uden anden forpligtelse end at digte.

I 19 år – indtil Struensee i sin besparelsespolitik inddrog understøttelsen – levede Klopstock et frit digterliv i den aristokratiske bernstorffske familiekreds. For understøttelsen kvitterede han med hyldestdigte til kongen og til sine adelige velyndere inden for hovedstadens tysk-kulturelle miljø.

© Det kgl. Bibliotek

Musikalsk var 1700-tallets Danmark endnu de indkaldte komponisters tidsalder. Den mest fremtrædende var den norditalienske kapelmester Giuseppe Sarti, der i 1753 kom til København med en italiensk operatrup. Allerede 1755 blev han hofkapelmester, og hans popularitet steg yderligere, da han året efter skrev musikken til det første danske syngespil Gram og Signe. Hans forsøg på at skabe en dansk opera slog dog fejl, og efter at have indviklet sig i uoverskuelige gældsforpligtelser forlod han i 1775 Danmark til fordel for en international karriere i Venezia, Milano og Sankt Petersborg. Malet af Salvatore Tonci omkring 1800.

Den indflydelse, man havde håbet, at hans ophold i Danmark ville få på dansk digtning, blev derimod ikke realiseret. Dertil var hans digtning for fremmed og hans digteriske udtryksform – der brød med den klassiske poesis stramme former – for ny.

Undtagelsen var den unge Johannes Ewald, der i slutningen af 1760'erne blev accepteret i den klopstockske kreds, og som skulle blive Danmarks første repræsentant for den nye, bohemeagtige digterskikkelse.

Ewald var søn af den pietistiske præst ved Vajsenhuset i København, og hans tidligste digtning var som Klopstocks religiøs. Fra den danske dagligdag var han flygtet i østrigsk krigstjeneste for at vinde rigdom og ry – og sin ungdomskærlighed, hørkræmmer Huulegaards dejlige niece Arendse.

I 1760 vendte Ewald tilbage til København, berøvet sine illusioner og med et for altid ødelagt helbred. Sit teologiske studium gennemførte han pligtskyldigst. Men kald og embede søgte han aldrig. Han valgte at leve som digter, under kummerlige kår. Og først omkring 1770, da han allerede var mærket af gigt og nedbrudt af alkohol, blev han den danske digter.

Hans gennembrud blev den Shakespeare-inspirerede skræktragedie med motiv fra den nordiske sagnverden: Rolf Krake. I 1779 opførtes på Det kongelige Teater det tragiske syngespil Balders Død, ligeledes med motiv fra den nationale fortid.

© Kobberstiksamlingen

Johannes Ewald voksede op i det tyske pietistiske miljø i København, hvor hans far var præst ved Vajsenhuset. Det var det miljø, han flygtede fra, da han 16 år gammel sammen med sin ældre bror stak af til Hamburg for at kæmpe for Frederik den Store af Preussen. Han endte på den modsatte side, som trommeslager i Maria Theresias østrigske hær. Men efter kun et år var han tilbage i København, hvor han resten af sit korte liv levede som digter og boheme. Det er som digter, syg og udtæret, men med det altid brændende blik, J.F. Clemens har tegnet ham i hans sidste leveår.

Og inspireret af noget så uklassisk som en begivenhed fra det virkelige liv – nogle nordsjællandske fiskeres redningsdåd – skrev han syngespillet Fiskerne om kærlighed og ædel dåd, hvor et af de populære indlagte numre var den kække sømandsromance Kong Christian stod ved højen Mast.

På det tidspunkt var han borgerskabets digteridol. Med sit eget liv havde han demonstreret digterens og digtningens selvstændige ret, og med sine arbejder for teatret og sine digte havde han givet poesien og følelsen borgerret i borgerskabet. Da Fiskerne blev opført, var han imidlertid allerede dødsmærket.

Han døde i marts 1781, og hans bisættelse på Trinitatis kirkegård blev en national borgerlig manifestation. Sit liv havde han levet demonstrativt uborgerligt, men i dyb loyalitet over for borgerskabets grundlæggende moralske ideer. Umiddelbare efterfølgere fik han ikke. Men til guldaldertidens romantiske digterkuld med dets optimistiske tro på individet og dets grænseløse udfoldelsesmuligheder blev han stamfaderen.