Danmarkshistorien

Fattigdom og frigørelse i byerne

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Et af enevældens vigtigste pejleinstrumenter i styret af landet var den såkaldte petitionsret. Alle kongens undersåtter kunne møde op i hans forgemak eller indsende et bønskrift om stort og småt. Denne form fortsatte egentlig efter 1848. Nu kaldtes det blot andragender og indsendtes til Rigsdag eller ministre, adskillige hundrede hvert år, et fint måleinstrument for temperaturen i samfundet og dets enkelte dele socialt, økonomisk og politisk. Et af de første, der forelagdes Rigsdagen i 1850, kom fra de københavnske håndværkslav, de gamle faglige sammenslutninger af svende og mestre, i dette tilfælde forenet i en fælles organisation, som kaldtes „den almindelige arbejderrepræsentation i København”.

Denne trykte henvendelse er værd at studere. Den bragte et vigtigt signal til lovgiverne, der næppe blev bemærket i samtiden, men som skulle blive et hovedtema gennem de næste generationer: Danmark har, siges det, et fattigdomsproblem, som er farligt politisk sprængstof. Hovedmålet er ikke statsformen, enevælde eller demokrati, men løsningen af det store problem: „forbedring i mængdens kår, lettelse af de tunge bekymringer for livsopholdet, som nedtrykker de uformuende arbejderklasser. Det spørgsmål påtrænger sig enhver, som ikke forsætligt vil lukke øjnene for tidens fordring: Hvad kan og hvad bør der ske, for at ikke det frygtelige ord „for silde” skal lyde for os.” Denne advarsel var fremsat af en samling jævne håndværkere på basis af praktiske iagttagelser i det bymiljø, de levede i, endnu inden industrialismens hårde slumkvarterer var opstået. Hvad håndværkerne foreslog Rigsdagen som forebyggelse mod fattigdommen, var dels det samme som Grundtvig: bedre oplysning af de „uformuende klasser”, dels en reform af næringsvæsenet, dvs. en liberalisering af erhvervslivet.

Gaden Østerå i Ålborg var endnu omkring 1860, hvor dette billede blev taget, præget af statelige købmandsgårde fra 1600-tallet og den florissante handels tid i 1700-tallet. Helt i baggrunden knejser den største af dem alle, Jens Bangs stenhus.

Byerne havde altså et socialt problem ligesom landdistrikterne, et problem som borgerskabet prøvede at ignorere længst muligt. Væksten og initiativet i byerne lå hos de store købmandshuse, der dominerede forretningslivet langt ud i de omgivende landdistrikter. Disse blomstrende købmandsgårde, der duftede af blandingen af bøndernes produkter og Orientens krydderier, trivedes i årene efter 1850 som aldrig før. Tiden prægedes af pengerigelighed, en frodighed i handel, der havde sit udspring så langt væk som i Californien, hvor der i 1848 blev fundet guld i store mængder. Mangedoblingen af verdens guldbeholdning virkede som en opkvikkende snaps på omsætningen verden over, og satte også gang i produktionen af varer, hvad enten det var på industrielt eller håndværksmæssigt niveau.

Men byernes erhvervsliv var strammet ind i et korset af ældgamle restriktioner, først og fremmest det lukkede lavsvæsen og næringslove, der forhindrede fri handels- og erhvervsvirksomhed. I junigrundloven var der givet løfte om, at disse restriktioner skulle ophæves. Det skete ved næringsloven af 1857, der med virkning fra 1862 løste to snærende bånd. Dels tvangsophævede loven de gamle faglige monopoler omkring håndværkslavene i hver by. Alle, der havde aflagt svendeprøve og dermed kunne få næringsbrev, måtte nedsætte sig som selvstændige håndværkere. Reformens anden del var en ophævelse af købstædernes tidligere eneret på næsten al handel og håndværk – også en gammel torn i øjet på bønderne. Alle erhvervsdrivende kunne nu frit slå sig ned på landet – den frie konkurrence ville afgrænse antallet. Mange, selv bondevennen J. A. Hansen, stemte imod loven, fordi han troede, at det ville slå købstæderne i stykker økonomisk. Men bekymringen viste sig unødig. Købstæderne blomstrede, selv om liberaliseringen betød, at f.eks. købmænd nu slog sig ned ved vejkryds eller jernbaneoverskæringer – spiren til de kommende stationsbyer. Værre var det for håndværkerne, som nu stod ubeskyttede af lavsmonopolerne og så at sige var værgeløse over for den begyndende mekanisering. I visse håndværk blev loven begyndelsen til en langsom proletarisering. Svendene blev til arbejdere – eller værre endnu: arbejdsløse. Næringsloven af 1857 var det endelige gennembrud i Danmark for den økonomiske liberalisme, ligesom grundloven havde været det for den politiske nogle år før.

Wilhelm Sponneck udgav allerede som 25-årig et tobindsværk om moderne toldadministration, hvis ideer han siden førte ud i livet, da han blev finansminister 1848-54 og senere højtstående embedsmand i Finansministeriet. Det var også Sponneck, som fik gennemført den fordelagtige aftale 1857 med stormagterne om Øresundstoldens afløsning. Sponneck var desuden fader til den vigtige liberale toldlov af 1863. Den lille effektive mand fuldførte den økonomiske liberalisering, der svarede til grundlovens politiske frigørelse.

I det hele taget blev året 1857 et „hjørneår” for erhvervslivet. Flere andre strammende bånd fra enevælden blev løst det år. Øresundstolden, der var blevet opkrævet i Helsingør gennem mere end 400 år til glæde for de kongelige kasser, var blevet en hæmsko for den frie udenrigshandel. Det lykkedes den tids finanspolitiske troldmand, Wilhelm Sponneck, først som finansminister siden som embedsmand i skatteforvaltningen, at få store penge ud af toldens afskaffelse. Alverdens lande (endog f.eks. Venezuela og Tyrkiet) tilbød at betale Danmark tilsammen 35 millioner rigsdaler (ca. to gange statens samlede årlige indtægter). Skønt 12 millioner aldrig indkom, fordi en hel del lande „glemte” at betale, blev ophævelsen dog både en kendelig forbedring af statens likviditet og et vigtigt incitament for international handel til at passere danske havne.

En anden spændetrøje blev løst op i 1857. Det var det voldsystem, som i århundreder havde ligget om København. Nu blev byportene ud til de fire verdenshjørner revet ned, så handelen ikke mere skulle gennem disse trange nåleøjer. Afgiften, der før skulle betales ved passagen, portkonsumptionen, var ophævet allerede 1852.

Sponneck brugte også året 1857 til at forsøge at gennemtvinge en anden afgørende liberal reform, en ny toldlov, som fjernede gammel beskyttelsestold og åbnede grænserne for ind- og udførsel. Reformen var i princippet godkendt i Rigsdagen, men måtte lægges på is indtil 1863, fordi Holsten, mest af nationalpolitiske grunde, ikke ønskede at være med i den. Toldloven af 1863 betegnede kulminationen i den økonomiske liberalisme: nedsættelse af toldtariffer mindsker i første omgang statens indtægter men stimulerer omsætningen, og på længere sigt får staten alligevel samme indtægter. I to årtier blev toldfrihed dogmet. Derefter kom toldbeskyttelse atter på programmet.

C. F. Tietgen kom som 18-årig til Manchester i England, hvor han lærte handel i fem år. Som 28-årig blev han direktør for den nystiftede Privatbanken, som han gennem 1860'erne engagerede i talrige store firmagrundlæggelser. Ingen anden dansk forretningsmand har som Tietgen evnet at danne et så stort imperium af handels- og industrivirksomheder i internationalt format. Også for dansk søfart og for jernbanebyggeriet blev Tietgen pioner. Fra 1890'erne var hans indflydelse dalende.

Pengerigeligheden efter 1850 gav højkonjunkturer gennem det meste af tiden op til 1872. Men der var selvfølgelig op- og nedgange fra år til år. Et af de alvorlige tilbageslag faldt netop i 1857. Krig mellem Rusland og Vestmagterne i årene før, Krimkrigen, havde for en tid lukket for den store import af korn fra Ukraine, men givet gode priser for vor eksport. Nu efter krigens afslutning væltede mængder af korn ind over Europa med det resultat, at priserne styrtdykkede. Krisen bredte sig og nåede også til Hamburg, som gennem generationer havde været nøglen til dansk økonomi som aftager af vort korn og formidler af både import og kreditgivning til købmandshusene i købstæderne. Adskillige store hamburgske handelshuse blæste omkuld under krisen i 1857. Et af dem, som især handlede på Danmark, blev kun reddet ved en indsats fra den kun 28-årige C.F. Tietgen, forretningsgeniet, der blev energikilden for de følgende års merkantile guldalder i Danmark. Samme år oprettedes den første egentlige private bank, Privatbanken, med den samme unge Tietgen som direktør. København kunne nu finansiere sine egne initiativer. At det hamburgske handelshus blev reddet, betød på kort sigt, at krisen ikke kom til at kradse alvorligt herhjemme; men på langt sigt, at de danske handelshuse gjorde sig økonomisk uafhængige af Hamburg – egentlig ikke overraskende, eftersom alle netop fra den tid kunne ane, at Danmark var på vej ind i en alvorlig konflikt med de tyske stater om hertugdømmerne.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

C. F. Tietgen kom som 18-årig til Manchester i England, hvor han lærte handel i fem år. Som 28-årig blev han direktør for den nystiftede Privatbanken, som han gennem 1860'erne engagerede i talrige store firmagrundlæggelser. Ingen anden dansk forretningsmand har som Tietgen evnet at danne et så stort imperium af handels- og industrivirksomheder i internationalt format. Også for dansk søfart og for jernbanebyggeriet blev Tietgen pioner. Fra 1890'erne var hans indflydelse dalende.

© Dette billede må du ...

Wilhelm Sponneck udgav allerede som 25-årig et tobindsværk om moderne toldadministration, hvis ideer han siden førte ud i livet, da han blev finansminister 1848-54 og senere højtstående embedsmand i Finansministeriet. Det var også Sponneck, som fik gennemført den fordelagtige aftale 1857 med stormagterne om Øresundstoldens afløsning. Sponneck var desuden fader til den vigtige liberale toldlov af 1863. Den lille effektive mand fuldførte den økonomiske liberalisering, der svarede til grundlovens politiske frigørelse.

© Dette billede må du ...

Gaden Østerå i Ålborg var endnu omkring 1860, hvor dette billede blev taget, præget af statelige købmandsgårde fra 1600-tallet og den florissante handels tid i 1700-tallet. Helt i baggrunden knejser den største af dem alle, Jens Bangs stenhus.

Viser 3 af 3 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
krydderier
stoffer, der tilsættes madretter og drikkevar ...Artikel i Den Store Danske
Venezuela
forbundsrepublik i det nordlige Sydamerika. Bef ...Artikel i Den Store Danske
Californien
... California , stat i det vestlige USA mo ...Artikel i Den Store Danske
incitament
tilskyndelse til at handle på en bestemt måde. ...Artikel i Den Store Danske
Sponneck
Sponeck . Tysk adel. Wilhelm rigsgreve af S.s ( ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
liberalisering
(af lat. liberalis , af liber 'fri'), økonomisk p ...Artikel i Den Store Danske
Holsten
tysk Holstein , 1111-1474 grevskab og derefter  ...Artikel i Den Store Danske
proletarisering
(se proletarisere ), det at proletarisere. ...Artikel i Den Store Danske
Wilhelm Sponneck
1815-1888, dansk embedsmand og politiker, rigsgre ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
Redaktionen
23/02/2012
  • Læst 1251 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki