Stænderne og offentligheden

I Roskilde og Itzehoe trådte Østifternes og Holstens stænder sammen den 1. oktober 1835. Kongen var i forsamlingerne repræsenteret ved en kongelig kommissarius, der skulle være bindeleddet mellem stænderne og kongen/regeringen. Det var i Roskilde A. S. Ørsted og i Itzehoe J. P. Høpp. Kommissarius kunne deltage i forhandlingerne, men ikke stemme.

Forsamlingerne valgte selv deres præsident. Det blev i den holstenske stænderforsamling en advokat fra Kiel, mens man i Roskilde valgte professor J. Fr. Schouw, der af kongen var udpeget som universitetets repræsentant. Forhandlingerne var ikke offentlige, og den Stændertidende, man udsendte med referater fra møderne, var fra først af meget ufuldstændig.

§4 i anordningen af 1831 rummede et tilsagn om, at udkast til mere væsentlige love skulle forelægges for stænderne. § 5 gav forsamlingerne ret til at rejse spørgsmål om forandringer i den bestående lovgivning eller dennes forvaltning. Stænderne skulle således dels tage stilling til regeringens forslag, dels selv komme med initiativer.

Det kunne være medlemmerne selv, der ud fra egen baggrund og erfaringer bragte forslag frem. Embedsmanden Tage Algreen-Ussing havde således været sekretær for en kommission, der skulle undersøge Københavns fattigvæsens forhold, uden at der var kommet noget ud af dens virksomhed. Han tog sagen op i Roskilde og stillede krav om en undersøgelse af fattigvæsenets hele organisation og økonomi i hovedstaden.

© John Jedbo

Palæet i Roskilde var opført i 1733 af Laurids de Thurah som afløser for den gamle bispegård, og den nye bygning havde blandt andre formål tjent som bolig for stiftamtmanden over Sjælland. Østifternes stænderforsamling fik til huse her i et til formålet indrettet større lokale på førstesalen. I stuen havde den kongelige kommissarius A. S. Ørsted sin bolig i den periode, hvor forsamlingen holdt møder.

Det blev imidlertid snart almindeligt, at medlemmerne fremkom med ønsker og krav på grundlag af tilkendegivelser fra befolkningen, særlig deres egne vælgere. Det var den typiske situation, da prokurator Seidelin den 24. maj 1836 i Viborg stænder oplæste et andragende fra samtlige oldermænd i lavene i Kolding – Seidelin repræsenterede Vejle, Fredericia og Kolding – der krævede en begrænsning i antallet af landhåndværkere og indskrænkning af disses virksomhed med henvisning til den ødelæggende konkurrence, de påførte byerne.

Andragender indkom gennem hele stænderinstitutionens levetid i stort tal, ofte med talrige underskrifter. Alene vedrørende afskaffelse af gårdmandshoveriet modtog de første stænderforsamlinger i kongeriget hver mere end 100 andragender.

Umiddelbart før man mødtes i Roskilde og Itzehoe, offentliggjorde regeringen en samlet oversigt over statsfinanserne i 1835 i Kollegialtidende. Det fremgik heraf, at monarkiets statsgæld var 127 mill. rdl. sølv og 2 mill. rdl. sedler. Statens indtægter var lidt under 14 mill. rdl., hvoraf Øresundstolden bidrog med godt en sjettedel. Udgifterne oversteg indtægterne med ca. 300.000 rdl.

Den største post var afdrag og forrentning af statsgælden, mens militæret – hær og flåde – tegnede sig for halvdelen af det resterende beløb. Kongehuset med diverse tilhørende aktiviteter beslaglagde noget over 1 mill. rdl.

Dette udspil medførte, at stænderne foruden at behandle de lovudkast, som regeringen forelagde, og selv fremkomme med initiativer også blev foranlediget til at tage fat på en mere generel drøftelse af statens finansielle situation.