Bilande og kolonier

Kongerigerne Danmark og Norge og hertugdømmerne Slesvig og Holsten udgjorde den stat, hvis enevældige hersker residerede i København. Der var naturligvis forskelle mellem de enkelte deles vægt i henseende til befolkning og økonomiske ressourcer, men de var principielt ligeværdige lande under den danske krone.

Anderledes forholdt det sig med bilandene og kolonierne, der da heller ikke indgik i kongens officielle titulatur. Det var først efter tabet af Norge, at Frederik 6. i 1819 optog en kronet, hvid stokfisk for Island, en vædder for Færøerne og en isbjørn som symbol for Grønland i det danske rigsvåben (afbildet i afsnittet Og krigen kom). Island og Færøerne var oprindelige norske bilande, mens Grønlands kolonisering var indledt i 1700-tallet.

Islands befolkning var i 1801 på godt 47.000, idet indbyggertallet var gået stærkt tilbage efter vulkanudbrud i 1783 og jordskælv det følgende år. De bestræbelser, man gjorde sig fra dansk side for at ophjælpe øen, bestod i en afvikling af den kongelige monopolhandel, således at handel på Island blev tilladt for rigets undersåtter. Det ændrede kun lidt på de miserable forhold, og islændingenes ønske om generel handels-frihed i 1797 blev afvist med bestemthed.

Det traditionsrige Alting var blevet svækket i 1700-tallets slutning og afløstes i år 1800 af en landsoverret i Reykjavík. Hertil flyttede også bispesædet, mens de to oprindelige bispestole i Hólar og Skálholt blev nedlagt, og her oprettedes også øens latinskole. Reykjavík havde i 1786 fået købstadsrettigheder, men talte i 1801 foreløbig kun 307 indbyggere. Efterhånden flyttede de ledende embedsmænd fra omegnens gårde til byen, og et egentligt administrativt og økonomisk centrum for Island udviklede sig.

© Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg

Plantagen „Prosperity”, tegnet 1838 af Frederik von Scholten. Plantagedriften i Dansk Vestindien med den tilhørende store slavebefolkning var koncentreret på Sankt Croix, den sydligste og største af øerne. Sankt Thomas havde især betydning på grund af sin fortrinlige havn ved hovedbyen Charlotte Amalie. I baggrunden på tegningen ses en sukkermølle og et sukkerkogeri. Sukkerproduktionen var det økonomiske grundlag for øernes eksistens, men rørsukkeret fik op igennem 1800-tallet en stigende konkurrence fra roesukkeret, der blev produceret i Europa.

Færøerne med godt 5000 indbyggere havde også monopolhandel kontra frihandel som det væsentligste problem i forholdet til regeringen i København. Thorshavn havde over 500 beboere og var øernes handelsmæssige og administrative midtpunkt. På Færøerne og Island var den altovervejende del af befolkningen bønder og fiskere, der boede spredt i små-samfund – på Færøerne i små bygder og i Island på enkeltgårde. Den lokale befolknings levevis adskilte sig afgørende fra de fåtallige embedsmænds og præsters kultur.

Grønland var fra 1782 lagt ind under en reguleret statslig ledet kolonisation og missionsvirksomhed. Man ville dels sikre nogenlunde ensartede retningslinier for styret af det udstrakte land, dels så vidt muligt beskytte den eskimoiske befolkning, der talte ca. 6000, hvortil kom et fåtal danskere. I 1788 havde man besluttet at rationalisere handelen på Grønland, der i årene op til 1800 gav overskud, men krigsårene medførte i den følgende tid en næsten total afbrydelse af forbindelsen mellem Danmark-Norge og Grønland.

I Asien havde man kolonier og handelsstationer, der skulle tjene som støttepunkter for den indbringende handel med Orientens produkter. Vigtigst var Trankebar syd for Madras i Indien, men også i Gangesdeltaet havde Danmark en koloni, Serampore, og flere handelsposter. Øgruppen Nikobarerne mellem Indien og Den malajiske Halvø søgte man gentagne gange at få stadigt fodfæste på, men uden held. I Vestafrika var der i det nuværende Ghana anlagt danske forter og handelspladser og enkelte plantager inde i landet. Slavehandelen var under afvikling efter forordningen af 1792, og den mere permanente danske tilstedeværelse på denne kyst var stadig truet af englænderne og de indfødte stater.

Den økonomisk vigtigste tropekoloni var de tre øer i Vestindien – Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan. Omkring år 1800 bestod øernes befolkning af 32.000 negerslaver, 1500 såkaldte frikulørte, dvs. negre, der var frigivne eller født frie, og ca. 3500 europæere, især engelske og irske plantageejere og forvaltere samt udsendte danske embedsmænd og militære. Øernes økonomi var baseret på produktion af rørsukker med negerslaver som arbejdskraft. Adskillige af plantagerne ejedes af familien Schimmelmann. Den videre forarbejdning foregik på et af sukkerraffinaderierne i København.

Trods den store udstrækning af den danske konges besiddelser var det danske monarki omkring år 1800 en af de folkefattigste stater i Europa. Tilsammen herskede den danske konge over ca. 2 1/2 mill. indbyggere. Schweiz var mindre i folketal, mens Sverige-Finland havde en lidt større befolkning. I forhold til stater som Rusland, Østrig, Frankrig og Storbritannien var Danmark at opfatte som en småmagt, både i henseende til folketal og ressourcer.

Militært var det en svaghed, at hæren af indlysende geografiske årsager var delt i en dansk-slesvig-holstensk og en norsk, der måtte optræde som to selvstændige styrker. Under Napoleonskrigene bragtes den danske hær op på mere end 45.000 mand og den norske på godt 30.000.

Rigets militære hovedvåben var dog flåden, hvis ry for skibskonstruktion og organisation var anerkendt. Men den danske styrke på godt 10 linieskibe og et mindre antal fregatter var ved indledningen til 1800-tallet henved en tiendedel af den britiske flåde. Danmark-Norge var, således som den preussiske konge Frederik den Store havde konstateret det ved midten af 1700-tallet, en magt af anden rang.